Agnete Petersen – kortprosa

Jeg plejede hen over sommeren at bo hos min faster, imens min mor rejste sydligere steder hen. Min faster var en travl dame i en sovende by og kom for sent, som ville hun ellers gå i stå. Hun ville gerne ventes på. Hun malede om og tog på arbejde, sås med en mand fra en af byens kontorbygninger og så en anden. Det var nogle kedelige uger, hvor jeg lå inde på førstesalens gæsteværelse, spiste lakridssnørebånd og undrede mig over, hvordan alle rum lugtede af gennemtræk og gamle lagener, hvad syntes at modsige sig selv. Jeg læste. Om flinke riddere. Om det niende føl. Og hvis man skulle beskrive det niende føl, ville det enten være skønnere end sine otte søskende, eller så skønt, at man lod det gentage sig en niende gang. Nogle gange hjalp jeg til i køkkenet. Jeg rørte i en opbagning eller så til fra en skammel. Jeg hentede syltede ting fra kælderen og spildte dem op ad trappen, indtil tæppet, der var sømmet fast til trinene, kun lugtede af eddike. Jeg ventede. Og rykkede skabet for at pille tapetet af væggen, hvor ingen ville opdage det. Da jeg forsøgte at køre over kantstenen på en lånt cykel, skrabede jeg mit knæ og måtte hvile i solen, imens jeg talte fregnerne på de rødmende blade. Jeg lyttede med, når min faster talte i telefon med min mor. Hun sad i gangen med røret mod øret og stirrede hen over hoveddøren, som ventede hun nogen eller et sommerligt regnskyl til at undskylde sig og ile ud i haven for at hente vasketøj og havestole ind. Hun begyndte efter disse samtaler at gå langsommere end ellers. Hun glemte at tænde lysene, når det blev eftermiddagsmørkt. Hun kunne gøre det hele i mørke. Hun kendte hvert trin. Hvert løsrevet søm i dørkarmene. Ligesom luften i hvert rum var anderledes mod huden. Og mod de strømme, der løber indeni. Og således lod hun gentagelserne føre hånden. I kommoden i gangen lå min fasters bus- og togbilletter gemt i et skrin..Om aften kunne man høre hende, på den anden side af de tynde vægge, rode igennem billetterne og udtale navnene på alle endestationerne, selvom hun sandsynligvis står af før på nogle af ruterne. Men når det skete, hentede hun en bog fra reolen og slæbte en stol fra køkkenet ud i baghaven, hvor hun satte sig i skyggen af gyvelbusken og lukkede øjnene. Hun kaldte på mig, og jeg kom rendende, lagde mig i det krydrede græs ved hendes fødder. Jeg læste højt for hende. Bogen lugtede støvet af kardemomme, og jeg fornemmede, at den kun blev åbnet, når jeg var på besøg. Min faster lyttede ikke rigtig efter, men slumrede, indtil hun sov. Indtil hun lød som det sidste brus i en sodavand, og så kunne jeg lægge bogen fra mig. Jeg forestillede mig dengang, at jeg havde en ven, som man havde skilt fra mig over sommeren. Han havde taget sin afsked med mig på banegården, havde sagt, at det ikke ville være det samme uden. Og som jeg havde stillet mine kufferter på det opredte gæsteværelse, ville min faster bryde ind med telefonen i hånden og ser mig spørgende an. Jeg ville ikke gide at forklare, men overlegent tage den ud af hånden på hende og sige, ringer du allerede? Han ville fortælle mig, at blommerne i hans have var blevet så modne og tunge, at træets grene bøjede sig som fiskestænger med bid. Han ville spørge, om han skulle tage nogle med, næste gang vi sås. Der er plads på hans cykellad. Og jeg griner, inviterer ham på besøg og lover wienerbrød. Vi må begge være tålmodige og vente på, at det skal blive august. Og jeg tænker, at alt derfra vil være så vidunderlig timeligt.

Flere bidrag