i jordens vold slides skyerne med skærebrænder,
en galakses klinge. slanke blodrøde strejf skubber
solen ned under horisonten, himlen oxideres til nat
i digets skyttegrav bedækkes mulm af fladstjerner,
singrønnen med krybende vækst vokser sig lilla
stjernerne sitrer strømlinet og stirrer stiplet, gid jeg
var himlen; med mine tusinde øjnes blik ville jeg
regne gennem mørket for at se dig, forårsdag.
gid jeg var en svale og kunne trække vinteren til vår.
gid jeg var en arve og ej kunne se at solen forgår.
lad mælkebøtten amme mig mæt og blomstrende;
lad mig smelte i dens krans af gule sole. i spirende
staudebede kroner fnugdun fremtidens kongepen.
et vilkårligt barns pust i den vårlige vind; starten
på noget nyt. et pust, en fødsel, fnokken udåndes.
frøenes flagren hænger i luften, forårets stjerneskud
gryer. den luede sæson levrer, indtil fræseren
hakker som grædende enker. indtil mælkebøtte,
arve og singrønnen jævnes og dæmringen kvæler
aftenlyset. Galaksens klinge fyger byger af isregn;
hvor længe kan verden ånde gennem jordens vold