når stormen har lagt sig
er det nemmere at være nærværende
siger min mor i en lejlighed på første sal et sted i Nordjylland
jeg forstiller mig hende i en sommeraften i Mogadishu
hvor mangotræerne står forsat høje og duften af kardemomme
blandes sammen med de unge kvinders parfume
luften er tyk og himlen har et skær af ulykke
er det nu tingene ændrer sig spørger jeg
min mor svarer at Allah er med de tålmodige
jeg forestiller mig at alle farverne på bladene
komplementerer deres øjenskygger & guntiino
halvstramme kjoler uden stropper som viser former
og en umådelig selvsikkerhed der ikke stammer fra
blikke andetsteds
grobunden har aldrig været mænd
kvinderne går på linje altid klar til at gribe hinanden
de synger i kor og færdiggør hinandens sætninger
inden de lægger børnene i seng & holder dem i deres arme
forsikrer dem om at stormen aldrig vil ramme dem så længe
far & mor fungerer som et skjold
hvordan forbereder man sig til krig tænker jeg
jeg spørger aldrig min mor
tænker at sådanne spørgsmål åbner op
for noget hun har begravet for længe siden
vi lytter til Shimaali Ahmed Shimaali
inden bønnen går i gang & danser med samme længsel
hun danser med hjertet forstår hvad ordene betyder
giver ordene deres værdi og jeg prøver men falder over
ordene mange gange inden jeg danser de samme trin
prøver at fange værdien og meningen
danser halvhjertet
med en fod inde og en ude
som om musikken ikke er noget der er givet til mig
ved min fødsel & det sårer hende jeg ser det ud fra øjenkrogen
at sproget ikke er lige så livligt i mig som i hende
er hun bange for at blodet heller ikke er sådan rigtigt
altså mine kanaler af blod & liv
at der er noget jeg har givet slip på & andet jeg har givet plads til
jeg siger undskyld midt i dansen
hun forstår det med det samme
siger ”det er ikke din fejl”
fortsat
når stormen har lagt sig
er det nemmere at være nærværende
jeg krammer hende siger, er det nu
ulykken sker
mor referer til samme vers
undrer mig over om hun tror på det
oprigtigt
om verset har givet hende ly
under stormen