Ana Antunez – Massagedigte

1.

massér massér massér den ryg

tag din olie fat

stående, smørende, flasken den smuttede

fuck hvor var den glat

 

2. 

jeg kan ikke vaske den af mig

den fremmede menneskelugt

konserveret i olie

nede i de små furer i håndfladerne

hjemme fra job

bruger jeg 

sulfo og ståluld

skrubber og skurer

dagens dont af mig

 

3.

briksen

det hellige plateau

mange kroppe ligger frivilligt her

for at blive berørt

ingen rører mig

og trods al den

daglige kontakt med hud

har jeg hudsult som aldrig før

 

4.

kvinderne bærer glæden med smerten 

når de vender tilbage på arbejde

efter barsel

de nyfødte sætter deres spor

ømme spor som mine hænder

finder vej til

et universelt kort over

hvor fucking hårdt det er at

amme, bære, trøste, putte, skifte og

amme igen

 

5.

en mand 

med dannebrog på overarmen 

fortæller at min forgænger var slagter 

før han blev massør

og straks ser jeg 

stiplede linjer på svinehud

og overvejer 

hvor sidder mørbraden på et menneske?

 

6.

nu skraber briksens forben

arrigt mod gulvtæppet

den pruster og stejler

klientens krop bøjes bagover

og hun udstøder et rædselsskrig


7.

myoserne er mandler der smuttes

under tommeltotten

bælterne er slanger der snor sig 

på stolen når

bæltespændetungen

sanser et bytte

jeg er biomekanik

mine komponenter er

hænder og omsorg


8.

en sølle arbejdstager

det er hvad jeg er

jeg tager arbejdet hårdt bagfra

tager hvad jeg kan få

tager det sure med 

de fire cifre på min lønseddel

tag bare fat

siger klienterne

og tro mig

jeg bestiller ikke andet

 

9.

mine briller glider længere ned på næsen 

mine øjne er tunge 

klienternes døsighed trænger ind i mig

som en giftig gas

jeg lukker øjnene og forsvinder

mine hænder kører på cruise control

og så er det bare derudad

til de har langet det sidste

kød over briksen 

så kan de gribe cykelstyret

og styre hjem på sofaen 


10.

giv tid

og muskler slapper af

når jeg på dem masserer

giv tid

det var den arbejdsdag

nu kan jeg ikke mere