Disse orange overgange, ubevogtede membraner, siden optrævles musklen til tråde, først tigger jeg lunser under bordene, denne forfaldne konstruktion af på hinanden følgende stadier, døre mellem kødede tilstandsformer, reciprokke talrækker, derefter fulgte dagene med cigaretter i regnvejret, jeg størkner og fordamper, falder ned igen og stiger op, er hund og menneske, protozo og granit, tilbringer et andet af sekunderne med at flimre, reproducere, udmagres, vi er cellekravling, en temperatur, disse pumpende blodårer, nær ved ikke at sprænges, alting går med at stivne, ydmyges, forsvinde igen og dukke op som en du ikke kunne kende, igen, med disse øjne fulde af åreknuder, fulde af fedtklaser, stikkelsbær og dis, jeg vælter, forulempes, skifter ham og udfases, alle disse indtryk der overlapper og radbrækkes nedefra, bølger af apoptoser og røgringe, hele tiden en biologisk rytme der banker sig ind i os, dette blik der får ting til at forsvinde, vi ser kun indtørrede vandmænd i sandet på stranden, vi vender os om og kigger allerede forgæves, kigger igen efter aftryk på opløste hænder.
En februardag i den gullige sne
Vi bevæger os ud af os selv, bevæger os som blodet i et transplanteret ansigt. Og midt på motorvejen ligger du nøgen og spræller, slikker den saltede asfalt, de osede vejstriber. Du køres over og falder mod gruset igen, du drikker fra udstødningsrørene, kæler for rustpletterne. Man ser dig i bagruden i en sky af sod, man ser dig sove under autoværnet, kravle mellem vejbaner. Du ligger i grøftekanten, gløder, bortvendes og forsinkes. Man ser deres kærtegn, blandinger af blod og cement, man ser din hvide hud og de røde sår. Disse katatonier, disse hudafskrabninger, disse dage hvor vi levede af den gullige sne i vejkanten. Men vi bevæger os aldrig tilbage igen, vi bevæger os som blodet i et transplanteret ansigt, lag af fedt og vand der langsomt finder på plads, bevæger os som transport over membraner, som bakterier i et elektronmikroskop.
Vi bevæger os ud af os selv, bevæger os som blodet i et transplanteret ansigt. Og midt på motorvejen ligger du nøgen og spræller, slikker den saltede asfalt, de osede vejstriber. Du køres over og falder mod gruset igen, du drikker fra udstødningsrørene, kæler for rustpletterne. Man ser dig i bagruden i en sky af sod, man ser dig sove under autoværnet, kravle mellem vejbaner. Du ligger i grøftekanten, gløder, bortvendes og forsinkes. Man ser deres kærtegn, blandinger af blod og cement, man ser din hvide hud og de røde sår. Disse katatonier, disse hudafskrabninger, disse dage hvor vi levede af den gullige sne i vejkanten. Men vi bevæger os aldrig tilbage igen, vi bevæger os som blodet i et transplanteret ansigt, lag af fedt og vand der langsomt finder på plads, bevæger os som transport over membraner, som bakterier i et elektronmikroskop.