Der sidder han. Med lange tynde ben og en sodavand i hånden.
Min mor har altid sagt,
at man ikke skal blive kærester med en soldat.
Hun har også lært mig,
hvordan man laver brombærmarmelade og downward facing dog.
Om sommeren læser hun Bjarne Reuter højt,
og om vinteren tænder hun op i pejsen og har tykke striksokker på fødderne.
To minutters stilhed,
siger han, og skygger vælter ind i køkkenet.
Hvornår er man en stille eksistens, og hvornår er man bare tom?
Mælkekartonen har stået ude hele morgenen. Jeg læser en artikel højt fra avisen,
men jeg tror ikke, at han lytter.
Sender en snap mens Amazonas brænder.
Måske et billede som sætter pigehjerte i brand.
Ud fra køleskabet flyder en lugt af smøreost og hjortepølse, og du har engang sagt, at en mand ikke kan leve uden kød, og jeg vælger at glemme det.
Hvornår er man en papfigur?
Du pakker sportstasken,
for det er vigtigt at løfte tung plade på tung stang, hvis man vil være tung mand med tungt sind. Kirkeklokkerne ringer en, to, tre gange, og jeg nynner en melodi.
Kan du huske, hvad det er for en,
spørger jeg dig, og døren smækker,
for tung mand er hurtig mand.
Tit er jeg glad men vil så gerne græde,
det er den, og den er jeg.
Når den første sne falder,
tænder min mor stearinlys i hele huset, og orange fylder hvert rum
og hvert hul i mig.
Vi går fem på række ud til grantræsplantagen og synger en sang om tjørne,
og med kolde fingre bag våd strik peger vi på det skæveste træ
med mange toppe og meget plads til kærlighed
blandt tynde nåle.
Gran i håret, siger jeg, og alle griner,
min mor har snekrystaller på huen.
Kan i huske dengang, siger hun, og vi griner alle lidt mere.
Min flyverdragt er varm og rar.
Nu er han tilbage med ny frisure,
og det troede jeg ikke man fik, når man var nede at løfte tung ting,
men hvad ved jeg,
hvis tung ting er frisørelev, passer det måske meget godt.