Mellem menneske og det andet
Glimmeret har afløst noget, jeg kaldte mig. Stedet var en skinnende manke i solen. Jeg står i naturen og skiller mig ud, som den natur jeg er. Kemisk hvidt på nogens tænder kemisk sølv på mit hoved. Jeg er et produkt af alle disse år.
Hver morgen trækker jeg gardinerne fra
Hver morgen tager duggen form som et mindre minde
en mindre mængde end den forrige
Hver morgen med gode gener og med gud
Hver morgen med håb og vand på de marker, jeg kalder mine
Jeg vander efter solen er gået ned
Så bliver der noget til overs
Til det liv der er
Hver morgen står jeg op med en stærk krop, en sårbar arbejdskraft jeg kalder min
En krop der beviser sig selv
Med sin lugt. Sin farve. Sin gennemsigtighed i huden. Sin plads i verden, den jeg forsøger at strukturere med mig selv i periferien.
Men styrket af lagenes fravær er jeg totalt gennemtrængelig for
hvad der må komme af beviser for dagen.
Massevis af dage der må komme som de kommer i en kontrol der er ude af sig selv