Karen ligger i sengen som Denys forlod hende. Ubevægelig som et insektæg under tæppet. Fugtigt og slimet i varmen. Om natten klækkes ægget. En blød hvileløs krop. En hvid larve med et sort pansret ansigt, der kryber rundt mellem lagnerne. Hun ryger en cigaret ved natbordet, kryber ned i den anden ende af sengen, ligger stille et øjeblik, kryber tilbage og ryger endnu en cigaret.
Hun kan lugte barnet… ikke med det samme, men hun kan lugte det, før hun er klar over, at det er det hun kan lugte. En sødlig duft af kød og blod, blander sig med hendes egen krops lugt, og med værelsets lugt af lavendel, af søde æbler, af støv, af ler, af sved. Et andet menneske. En let tåge i rummet. Barnets ånde igennem hendes hud.
Hun drages af lyset mellem vinduesskoddernes samling. De røde støvkorns mylder som knuste rubiner. Hun stirrer på dem med sine sorte larveøjne, imens barnet vokser inde i hende. Et lille hårdt skelet. Langsomt og stædigt som et kaffetræ. Klangfuldt og ømt strækker det sine arme og ben ud inde i hendes livmor.
Hun skriver blyantsnotater om det skiftende lys i værelset. Det er det hun kan drive det til.
Hun skriver: Blå nat. Sølv måne. Røde skyer. Hvid morgen. Gul, gul dag.
Hun glider ned ad sengen og ned på gulvet. Trækker sig hen over det ru plankegulv på sin hvide larvemave, møver sig hen til vaskefadet på bordet. Koldt vand mod larvehuden. Glinsende vandstier løber ned over det sorte larveansigt. Det hvide bryst. Den hvide bulede mave. Små vandløb ned ad hendes ben. Larveansigtet knækker mellem hendes hænder, falder ned og vugger på vandoverfladen som en sort åkande.
Hundene løber hende i møde, da hun træder ud på verandaen. Hun tænder en cigaret. Hun føler sig overmenneskelig, eller bare som menneske igen. Det er den måde hun træder på jorden, helt let, men stadig med en tyngde, der vidner om, at hun er til i verden. Hun trækker vejret dybt ned i lungerne. En af hundene slikker hende på hånden. Den følger med hende rundt om staldbygningen og ned ad skråningen mellem de nye kaffetræer. Hun kan smage barnet i sin sved. Dråber af babynektar i mundvigen som hun fanger med tungespidsen. Salte og søde.
Hun kan lugte barnet… ikke med det samme, men hun kan lugte det, før hun er klar over, at det er det hun kan lugte. En sødlig duft af kød og blod, blander sig med hendes egen krops lugt, og med værelsets lugt af lavendel, af søde æbler, af støv, af ler, af sved. Et andet menneske. En let tåge i rummet. Barnets ånde igennem hendes hud.
Hun drages af lyset mellem vinduesskoddernes samling. De røde støvkorns mylder som knuste rubiner. Hun stirrer på dem med sine sorte larveøjne, imens barnet vokser inde i hende. Et lille hårdt skelet. Langsomt og stædigt som et kaffetræ. Klangfuldt og ømt strækker det sine arme og ben ud inde i hendes livmor.
Hun skriver blyantsnotater om det skiftende lys i værelset. Det er det hun kan drive det til.
Hun skriver: Blå nat. Sølv måne. Røde skyer. Hvid morgen. Gul, gul dag.
Hun glider ned ad sengen og ned på gulvet. Trækker sig hen over det ru plankegulv på sin hvide larvemave, møver sig hen til vaskefadet på bordet. Koldt vand mod larvehuden. Glinsende vandstier løber ned over det sorte larveansigt. Det hvide bryst. Den hvide bulede mave. Små vandløb ned ad hendes ben. Larveansigtet knækker mellem hendes hænder, falder ned og vugger på vandoverfladen som en sort åkande.
Hundene løber hende i møde, da hun træder ud på verandaen. Hun tænder en cigaret. Hun føler sig overmenneskelig, eller bare som menneske igen. Det er den måde hun træder på jorden, helt let, men stadig med en tyngde, der vidner om, at hun er til i verden. Hun trækker vejret dybt ned i lungerne. En af hundene slikker hende på hånden. Den følger med hende rundt om staldbygningen og ned ad skråningen mellem de nye kaffetræer. Hun kan smage barnet i sin sved. Dråber af babynektar i mundvigen som hun fanger med tungespidsen. Salte og søde.