Bror har været fjern lige siden de kom. Han var ellers så begejstret for hele idéen med farmen, men det var nok mere det eksotiske i det, den romantiske forestilling om at have sin egen farm i Afrika. Hans røde ansigt blev fremmed og forvandlede sig til en stor kødklump der udstødte lyde. Jævla sol. Jævla Afrika. Han kunne ikke tåle solen, fik eksem og knopper, måtte gemme sig i skyggen.
En natsværmer brænder i stearinlyset. Det banker på døren, hun drejer hovedet og ser ind i et par skinnende øjne. Det er en af farmens arbejdere, han mumler noget om Bror, om de bare skal lade ham sove den ud i stalden. Det spænder i kroppen, hendes mund er tør. Smerterne indtager hendes ansigt og presser sig ud imod øjnene. Hun har kvalme, knytter hænderne og tømmer vinglasset. Hent ham, siger hun.
Skydækket deler sig, månen viser sin gulnede krop. Hendes sorte øjne synker dybere ind i kraniet. Hun ser på sin bevidstløse mand. Hans nakke er knækket bagover og hænger ud over kanten på madrassen. Munden står åben, de synlige fortænder får ham til at ligne en enorm hårløs gnaver. Dråber af sved stødes ud af porerne på hans bulnede næse, og myggene drejer forvildet rundt i luften over ham.
På hustrusk vis knapper hun hans hvide skjorte op, fortsætter med benklæderne og skubber de brune støvler af. I håret og i halsens folder sidder savannens røde støv. En myg lander på hans bryst. Hun klemmer huden sammen om den. Låser snablen fast i hans kød. Bagkroppen fyldes, hænger som en dråbe imellem de grå vinger, sprænger med et smæld.
Hun stirrer på hans slappe manddom, huden der hober sig op omkring hovedet. Der er kun et lille hul i midten. Hun kunne byde en cigaret.