Langs med væggene står aviser og reklamer i høje stakke. Som storbyens højhuse hæver de sig over gulvet og søger mod himlen. Gulnet af tobaksrøg og afbleget af solen forsvinder ordene ind i papiret. Sværme af dansemyg samler sig i solstriben fra gardinets åbning. Lyset hopper i øjenkrogen. På gulvet ligger Holger. Han er krøbet ind under væg til væg tæppet. Gul lim og skumgummikrøller sidder fast i hans hår, der omkranser den grå måne. Det ringer på dørklokken. Lyden presser ham langsomt ud ad sit skjul. Han klasker rundt på kakkelbordet efter sine briller. Rammer en tallerken med en halvspist smørkage. Brilleglasset mangler i den venstre ramme. Det tilbageværende glas fremkalder en sortplettet blåfugl flaksende i dødskrampe. Stoppenålen gennemborer dens bløde bulede krop. Fastnagler insektet til ansigtets korkplade. Han går som en muldvarp i sine gange. Kryber imellem avisrækkerne. Et øjeblik, råber Holger mod hoveddøren. Drejer ind ad døren til badeværelset. Spejlet fanger hans ansigt. Deler det i to og pletter det med kalk. Gulgrønne koraler vokser i vasken og i wc-kummen. Vandhanefluerne letter og en lille grøn plante vokser op ad afløbet. Hånden er fugtig og pillerne klistrer sig fast på den. Med en let bevægelse banker han dem ned i mundhulen. Synker og hoster. Klumper af piller sætter sig fast omkring svælgets åbning. Bag mandlerne. Han skraber resterne fri med en finger. Det løber varmt ned imellem fingrene. Opløste piller, galde og sorte tråde af gammelt blod. Han leder efter en ny doseringsæske i skabet over vasken. Dørklokken bliver holdt inde. Han er svimmel. Tænder for vandhanen og forsvinder ned i afløbet.
Hjertet slår skævt og fylder rummet med sine slag. Kaninungen ligger helt stille i hans hånd. Den er varm og våd under maven. Den presser sin krop ned i hånden. Han stryger den langs de korte sorte ører. Forsøger at trække vejret helt stille i sit skjul. Holder det inde og puster forsigtigt ud. Runde lorte triller ud imellem fingrene og efterlader sorte streger på den hvide T-shirt. Sneen lander i vindueskarmen. Han læner sig ud og ser op igennem fnuggene. Puster til dem så de krymper sig som plastik på kogeplader. Bliver til dråber, der løber ned ad hans hænder. Den grå jord forsvinder under ham, og han svæver opad. Op imellem de lodne fnug. Er en nyfødt fugleunge med stive vinger uden flyvefjer. Nogen råber i blæsten. Han tumler rundt i brændingen, han er fem år. Får vand i munden. Trækker rykvis sin fuglekrop op på stranden. Ligger der og tørrer i sandet. Solens skarpe lys på de lukkede øjne. Det er helt rødt derinde. En skygge i det røde. En stemme, der råber hans navn Holger. Han rejser sig fra det varme sand og går ned i vandkanten. Fylder vand i små farvede plastikspande. Borer dem ned i sandet så de ikke vælter. Putter stemmerne derned. Skubber dem ned med plastikskovlen. De bobler og sprutter, men deres stemmer undslipper ikke vandspejlets lydmur.