Vi flager for Satan skratter min farmor, og peger op på flaget, der hænger slapt ned ad flagstangen i skumringen. Røgen fra hendes cigaret sejler rundt i den mørke have. Den formklippede girafbusk kaster en dæmonlignende skygge hen over græsplænen. Jeg går tæt bag hende hen ad havestien i kolonihaven og hiver papirflag op ad jorden. De andre gæster er taget hjem. Mine søstre og jeg skal blive og overnatte. Farmor på den lille topersoners sofa, min lillesøster og jeg i trækudsengen ved køkkenet og min storesøster på luftmadrassen ved siden af os. Ved kakkelovnen har farmor stillet en spand frem, hvis en af os skal tisse om natten. Så slipper vi for, at gå ned bag i haven til lokummet. Mørket ligger tungt under træerne i haven. Rundt om fuglehuset skyder fasanhamp og selvsåede solsikker op. Blomsternes tunge hoveder får dem til at ligne kutteklædte dværge, der afholder en ceremoni i mørket. Min farmor har altid haft et nært forhold til småfuglene. Kalder dem for sine pippere. Køber store sække med solsikkefrø i Tyskland. Hænger fuglekugler op før frosten sætter ind. Hænger andeskrog i træerne efter jul. Blander fedt og solsikkekerner i mælkekartoner. Det er vigtigt at holde fuglene til, siger hun. De skal spise lus og småinsekter i køkkenhaven hele sommeren. Når vi kommer på besøg, står hun altid i vinduet og vinker. Skyller cigaretten under vandhanen og smører franskbrødsmadder med gul smør og brun farin. Tager os med til banko i boligforeningens fælleshus. Jeg er elleve og min søster er ni. Jeg vinder et glas syltede asier i sidegevinst, og er dybt ulykkelig. Jeg forsøger ikke at vise det, men min søster vinder en plade chokolade og min farmor en flæskesteg. Jeg synes det er uretfærdigt. Min farmor trøster mig med, at uheld i spil betyder held i kærlighed. Det siger hun også, når vi ikke vinder noget, på de skrabelodder som hun altid har liggende til os. Hun siger, at kærlighed er vigtigere end penge, at man hurtigt bliver sær, hvis man er alene. At man får sin egen orden, hvor der ikke er plads til andre mennesker. At hun kunne mærke, at det pludselig var af stor vigtighed, hvor hendes tøfler stod, da hun blev alene efter at farfar døde. At hun indrettede hver en centimeter af huset efter sit hoved. At ingen skulle flytte på noget. At hun efter vores forældres skilsmisse skriver lange bekymrede breve til vores mor. Skriver, at hun håber, at hun snart finder en ny, siger, at det er langt sjovere at være to end en. Siger til min storesøsters kæreste, at hun håber, at se ham igen, men at man aldrig ved. Siger, at min storesøster er for hård. Kalder hende en jomfrunatisk snerpe. Det lyder næsten som en slags fugl, tænker jeg. Siger til min storesøster, at hun er den eneste af sine veninder, der ikke har fået oldebørn endnu. Siger, at vi ikke skal være kræsne. Det vigtigste er ikke at være alene.
Min mormor har ikke haft en mand siden 1978. Siden min morfar døde i en meget ung alder af mavekræft. Han havde altid haft et eller andet med maven, sagde hun. Han havde fx aldrig kunne tåle stærk mad og spiritus. Men efter ulykken blev det værre. Han var lokomotivfører, og statistisk set kunne det ikke undgås. Men det satte sig fast i hans krop. Det brag der flåede den ene krop i tusind stykker, og knapt nok ridsede den anden. At han følte, at han var togets krop i det øjeblik. At han så ud igennem togets øjne, så manden på skinnerne, i sekunderne før det skete. At han måtte melde sig syg bagefter. Syren stod ham i halsen. Åd hans krop indefra. Og efter nogle måneder åbnede lægerne ham op. Et snit, og kræften spredte sig til resten af kroppen. Det var som om at det var ilten der gjorde det. Som om at kræften pludselig kunne ånde og det var det der gav den det eksplosive liv. Efter fjorten dage døde han, og min mormor var alene tilbage i huset med den store have og de tre halvstore børn. Og hun blev ved med at være alene. Der er for meget arbejde i at have en mand, siger hun til mig. Dét er en dobbelthed i hende. Hun opvarter alle mænd, der træder ind i hendes hjem. Gør sig til husmor igen. Tager bussen ind til byen for at købe kød hos slagteren. Dækker op i spisestuen med porcelæn og sølvtøj. Skærer friske blomster i haven. Sidder på spring og løber efter mere steg og sauce. Nu er hun 92 år så er der dage, hvor hun glemmer at tage rollen på sig, dage hvor hun ikke gider mere, dage hvor min lillebror må bære alle årenes opsamlede vrede på sine unge skuldre. Er det under din værdighed at hjælpe til i køkkenet, snerrer hun pludselig ad ham. At det begynder at drysse med bænkebidere fra loftet. At de pludselig er alle vegne i hendes hus. I brødristeren. Bag stationsuret i stuen. Under bøgerne på natbordet. At vi ikke kan finde ud af hvor de kommer fra. At vi om aftenen ser et program om dybhavsfisk. At min mormor spøger med, at blisterpakken med beroligende piller kommer til at holde længere end hende. At hun ikke overlever endnu en vinter. Hun falder i søvn med strikketøjet i skødet, synker sammen og forsvinder næsten helt ind i lænestolen. Tv’ets flimrende lys reflekteres i hendes brilleglas. Ubådens infrarøde lys afslører et tæt fald af marinesne i det dybsorte hav, i den dybsorte stue. Projektørens lyskegle fokuserer på kadaveret af en kaskelothval. Ål, krabber og gennemsigtige isopoder renser systematisk knoglerne for det sidste kød. De afspiller fortæringen i fastforward. Det tager kun et minut, så forsvinder ådselsæderne ud over dybhavssletten igen. Hvordan jeg opsluges af min egen krops forfald. Tiden der får den til at sprække og smuldre som et sødmælksfranskbrød. Rynkerne mellem brysterne om morgenen. I sollyset. I spejlet. Det ene øje der hænger langt nede ad kinden.
