Tekst et
dine madpakker med yoghurt og yum yum nudler din krop dine tænders
hamren mod hinanden helt inde i din rugbrødsånde i din mundvig
en hviskende stemme et foredrag om svin om hvordan de ligger
side om side i bokse jeg skulle brække mig da vi så dem med
klassen rullende ind over hinanden det bølgede i hele mig du gik
bare videre med ud til kornsiloen senere et rullefald på asfaltbanerne
at sidde ved siden af og råbe ind i lukkede hvide ansigter
være totalt jøde i ingerslevs forsamlingshus lakridser lokummer kan man
være i en sprække rygtet om min menstruation og mine lus rygtet om
mine tidligt udviklede bryster piger i alle afskygninger deres spirende
skjulte kønshår var jeg det dyr i ikke gad at fodre var det fordi der ikke
kunne være flere må jeg være med må jeg være med være med med
cyklen med fartstriber din far købte til dig i fødselsdagsgave pigernes
fingre på min krop i omklædningsrummet dampen fra badene lugten af tis
idrætslærerens gigtfingre ekko i hallen lysstofrørenes flimren det våde
på indersiden af øjenlåget
Tekst to
Alle gipshænderne knaser alle gipshænderne
de kradser dig i hovedbunden
de bliver bløde på
dit bryst de knuses når
du vender dig støvet finder
dine lunger du hoster det
bliver varmt det størkner
du bliver dukke nu sid stille
jeg har
gaze
ti stille
jeg har gaze
Alle gipshænderne knaser alle gipshænderne de smører
og smelter de bliver så varme
brænder din hud i stykker de
efterlader sårskorperne intakte de
rykkes af en for en du er dukke
sid stille jeg har gaze jo mere du gør
sid stille ti stille læg dig ned
på ryggen
At se ud at st
å på en måde at være
på en måde at se ud det er ikke nok
at se ud at stå på en måde at
vente på bussen på en måde det er ikke nok
det er ikke det
Gipshænderne knaser alle gipshænderne
du hikster efter vejret du ser ham hænge tøj på dig
du ser hende løfte øjenbrynet en albue
der er neglelak i flager der er
fuglelunger i vasken
du presser dem ned de er bløde med tiden
bliver de rådne
lejligheden lugter af dem
det størkner afløbet stopper hver gang du
hoster og spytter ud hver gang
du vender dig og drejer dig gør som de siger
Alle de gipshænder de knaser det er ikke nok
du hikster det er neglelak det er ikke det
du ser hende løfte en albue du presser
det ned i afløbet stopper
hver gang du vender dig
det rådner med tiden
gør som de siger
små fuglelunger
små fuglelunger
sid stille
jeg har gaze
ti stille
jeg har gaze