hvepsene
Blomsterne har en udløbsdato, planterne, de skal have næring, vand, de skal have bier. Det er derfor, priserne er steget i år, i takt med at bierne dør overalt, hvepsene tårner frem ivrigt, sommeren fyldt med små stikkende liderlige soldater. En kunde sagde til mig, de er nærgående, fordi boet udvider sig. Dronningerne bliver flere, de kæmper om magten, og der skal købes gaver, der skal slæbes det rigtige mad med hjem. Vi plejede at have boet i haven, du brændte det ned med bunsenbrænderen hver sommer, iført handsker og flyverdragt, hvordan du var så bange for at kravle op i det træ og stikke hånden ned mod boet, trykke på knappen, det lort ku der alligevel aldrig gå ild i, sagde du. Faktisk lugtede det surt, hver gang du havde sat ild til det, som en ødelagt bil, gammel aircondition, lidt som fiaten, da vi afleverede den. Egen stod og vejrede helt for sig selv bagerst i haven, bare fyldt med sådan dyr. Dyr over under jorden alle mulige steder, de ikke skal være! Møl – Bananfluer – Bladlus. Man skal lukke alt ned i plast for at skåne, det er et helvede, at sommeren har varet evigt. Og i dag: et brev i postkassen, jeg hørte det dumpe smæld inden arbejdet og tænkte: Jeg vil vide det, jeg VIL IKKE vide det, jeg vil vide det hele.
Så er der en kat, der bider min hånd midt i et strøg, fordi den har fået nok, så er der regnen på verandaen, og askebægeret du har glemt med små skod, som ligger der og vipper, uafklarede afklippede små hvide babyfingre, der råber mor mor, ligesom hvepsene, du kunne godt have taget hvepsene med.
lyng
Jeg bliver nødt til at smide blomster ud hver dag, jeg pakker dem i store sække, det næste stykke tid vil der være mange af sådanne dage, hvor butikken ikke bliver tømt, hvor blomsterne forfalder, vandet, det grønne vand i de algerede spande, som jeg vasker i baglokalet i butikken, nogen gange tænker jeg, at det er sådan, det at blive forladt lugter, hengemt, af græs, en sommer der en gang var, lige der ved vasken kan jeg så stå og flæbe eller lade være , jeg ved ikke med dig, men jeg kan mærke efteråret komme, sensommeren har flækket alle æblerne ude i haven til grønne halve både som små gamle mennesker i hver sin seng, i et soveværelse , lige så stille fra gul til lilla, ik, det er en cyklus. En kunde fortalte mig, at hvis jeg manglede assistance i butikken eller noget sku jeg sige til, hendes datter søgte arbejde, og overskuddet skulle gives til gymnasiet, hvad kaldte hun det, operation dags.. operation dagsværk, og til red barnet, eller røde kors, jeg ved ikke, det var i hvert fald en mulighed for mig, jeg kunne jo overveje det.
Hun gav mig et telefonnummer i hånden, hun havde en rar hånd, jeg havde faktisk ikke lagt mærke til, hvad hun sagde før hun rørte ved min hånd, hendes negle lignede perlemor, det på indersiden af en musling, og så tænkte jeg på æblerne, og haven, og to unge piger i den, og måske kunne de også tage hvepse… nej, det kan man ikke sætte unge mennesker til, men hendes hud lige var så blød neglene så fine, at jeg tænkte, hun ikke kunne være ældre end de unge piger, hun snakkede om, har du børn spurgte hun, jeg vil meget gerne have hjælp til haven, hvad, sagde hun, haven, sagde jeg, æblerne de skal væk. Ja, sagde hun, du ka overveje det, sagde hun, det skal bare være på beløbet, blomsterne sagde hun, ja, og der gik det op for mig, Flemming, at jeg plejede at have sådan nogen negle, sådan nogle fingre plejede jeg at gøre noget ved, men nu, og så helt upåvirket af situationen, som hun selvfølgeligt ikke kan se vel, men hun siger til mig, den er flot ik , hvad, lakken siger hun, og så kiggede jeg på hende med en fornemmelse af, at nu skulle den her dame ud af butikken, og så sagde jeg hav en god dag, og gav mit bedste smil, du ringer bare, sagde hun.
Den næste skulle vide noget om, hvor meget vand en lyng sku have, helt ærligt folk spørger om de værste ting de her dage, intet ved de om blomster, intet lægger de mærke til, stik en finger i jorden, mærk om planten drysser, jeg er ikke et hospital. Rødderne var for store til den potte, den plante skulle omplantes, lyng er det værste jeg ved, det er så udefinerbart, smukt om sommeren og noget vissent pis om vinteren, tørt som kvædete, og bordeaux som min mors gardiner i halvfjerdserne der bare hang og blafrede i vinduerne altid, min mor ved køkkenbordet, der sad der og kiggede ud med åbne vinduer og polypper og hørte det ene nummer efter det andet, mens hun skoddede ned i den store lerkrukke, hun kaldte et askebæger, du ka godt huske hende, freud sir man gifter sig med sin far eller sin mor, Flemming, jeg giftede mig med lerkrukken, første gang vi var hjemme hos dig på dit lille værelse i Tåstrup, kan du huske det, den lerkrukke på altanen, jeg var helt paf og fuld og måske slet ikke i stand til at bedømme det, og det var lige ved at skræmme mig væk, men så havde du så store og varme hænder, og du ville danse, men min mor var der, i et split sekund med sine store øjne, smøgen og de lange tynde fingre, knolden, stirrende ud af vinduet som en skæv Edith Piaf.
Er du glad mor, spurgte jeg hende en gang som barn, det var en forårsdag, og man kunne høre isen klikke ude på søen, er du glad mor, og så vendte hun sig rundt og kiggede på mig og tog sine tynde hænder rundt om mit ansigt, og så lagde hun hovedet mod mit og kiggede mig i øjnene og sagde ingenting, hun kiggede bare på mig, med det der blik, gardinerne var også i pupillerne, jeg ville grave mig ind i hendes hjerne, finde ud af hvad der var andet end billie holiday og tynde cardigans og mænd, men jeg fandt ingenting, bare hendes hænder, helt kolde mod min kind, jeg ved ikke hvad jeg prøver at sige, det her vand lugter af helvedes til, det lugter af søvn og parfume og råd, jeg vil gerne være lille igen, mor ville jeg sige, mor, hvad fuck mener du, ja, det ville jeg sige, og så ville jeg tage den lerkrukke og plante en stor fed lyng i den med et alt for tykt rodnet, og hun ville skodde ned i den, og den ville drysse, og hele køkkenet ville være fyldt med skod og drys og bordeaux, skod og drys og bordeaux. Alle de blomster, vi smider ud, burde vi gi til nogen.
øl og æbler
Jeg flytter udstillingerne fra det ene vindue til det andet, solen skinner ind fra venstre. Det er, som om der er noget, der ikke helt spiller, måske er det de udstillingstræstammer, vi har fået for store til vindueskarmene, måske er det bare vinduerne, der skal vaskes, måske er det udsigten fra butikkens indre ud mod verden, der er et eller andet, det er, som om der er for meget herinde, der skal være mere hvidt i buketten, siger damen jeg ekspederer, hun snakker i telefon, imens jeg binder den, hvide roser og løvemund, nigella, lisantius. Ja siger hun, hør jeg vil have dem færdige inden mandag, hvis det ikke gør dig noget, nej det er så fint. Jeg binder hurtigt i dag, det er min tiende buket, grøftekantsbuketter er lette og med god luft imellem blomsterne, det giver dem fylde, 150 siger jeg, ja, siger hun og stikker sit kort frem. En anden kunde står bøjet over en orkidé, røven strittende i vejret, alle ringer i dag, jeg kan få et helt sammenbrud af at høre på alt det klingklang. På vej hjem kommer jeg i tanke om telefonnummeret, den gule seddel i min lomme, jeg får tastet nummeret ind og sir lissom i trance, og sir ja hej det er mig fra blomster… ja flora danica, hør vil din datter stadig – Ja, Sara! bliver der råbt, jeg forestiller mig de får tarteletter, vi aftaler torsdag, torsdag, og det er mange æbler, siger jeg, fedt siger hun. Op ad randersvej spiller nogen høj musik, den havarerede Ford de kører i, svulmer op, jeg vil danse til jeg dør, synger de, og jeg råber ud i luften nej, det må sgu da være udmattende. Midt i et sving vender jeg om, cykler tilbage til butikken. I mørket får jeg åbnet fem gavekurve og trækker specialøllerne ned i rygsækken, kører hjem til din lerkrukke med aske, aske, alt mennesket blir til. Midt om natten vågner jeg, jeg tror schæferen er kommet tilbage, det bare katten, der slikker min hånd.