Anne Kierkegaard: Væskeindtag

Jeg havde været kvalfuldt tæt på at nyse i tre dage. Havde stoppet mine næsebor med papirlommetørklæder for at modvirke den konstante dryppen, og alle de ting, jeg skulle have klaret (arbejdet, madlavningen, børnene) begyndte at manifestere sig som en byld i min pande – øm, kløende og væskende. Væsken sivede fra samtlige ansigtsåbninger, og mit hoved begyndte at føles som om det var under nedbrydning – i samme øjeblik gik en follikel til grunde og igangsatte en strøm af blod og væv fra min livmoder. Mens tyngdekraften trak og trak, udførte vandet sin kerneopgave indefra: opløsning. Jeg sivede ned gennem madrassen, gulvbrædderne, gurglede rundt på etageejendommens betonfundament, inden jeg fandt en vej ned i jorden, og jeg blødte ned i den og efterlod kun et glitrende skum på overfladen.
 
Det kølige mørke var beroligende.
 
Så søgte noget kontakt, en elektrisk impuls fandt mig, og jeg blev suget op. Endnu en nedbrydelsesproces fandt sted: min flydende krop blev yderligere skilt ad og optaget i en anden organisme—tynd og tør som min gamle krop, men med hundredvis af lemmer og tusindvis af små duftende blade. Mine rødder søgte i jorden efter endnu en slurk, mine blade strakte og glædede sig i hvert eneste solskinsstrejf.
 
Var dette himmelen?
 
Et par af mine molekyler spredtes i luften og blæste ind i næsen på et menneske, der med omhyggelige hænder udvalgte sig nogle af mine bedste lemmer og knækkede dem af. Det lod sine fingre løbe over mine blade igen (mmm, timian, sagde det). Mennesket serverede mig til et andet af dets slags, ét der så mere vissent ud, i en kop kogende vand. Igen opløstes jeg, igen spredtes jeg i en organisme. Jeg tog en dyb indånding, endnu en slurk og – selvom det ikke var beroligende som den stille undergrund eller tilfredsstillende som sol på klorofyl – fik jeg det bedre.
 
 
 

Flere bidrag