En timelig indskydelse om håb
gik engang i Tivoli og så
tre svindende pletter på himlen og
tre grædende børn
der så efter deres balloner
med knyttede hænder
tænkte på de balloner længe
små emblemer på håbet
for når man først har sluppet det
er der ikke meget andet at gøre
end at se mod himlen
og græde
Et pigeværelse
august er ikke så fjern
som den har været
jeg gør boet op
deler det mellem nu og da
den blå kommode
evighedsbuketten
tedåsen fyldt med breve
smykkeskrinet
pilleglasset
de små parfumeflakoner
guldkatten fra Thailand vinker forbitret
skrivebordet
bøgerne
trådene af støv som fangarme
sengetøjet
mine hvide lår
samme langsommelige strøg
op og ned ad benene
en egenomsorg
let at forveksle med afsky
dugdråben i vinduesrammen
flængen i tapetet
foldekniven
lerkrukken
vatrondellen i nøglehullet
det døende lys
sidst på dagen, sidst på foråret
over den tomme seng
Søsterlil
en sommer i Italien deler vi seng
vi vrider os mellem lagnerne, strengt taget
er vi for store
til at dele seng
der er kun én ventilator
til vores to kroppe
du græder i frustration over varmen
jeg tænker på en anden gang, du græd
og på blodet i dit lyse hår
der bredte sig som en steppebrand
klokken er fire
varmen er en klæg afstand mellem os
vores ben vikler sig ind i hinanden
klistrer til hinanden
vi bytter side og skifter ender
jeg gør mig så smal som muligt
afbøjer luften mod dit ansigt
tegner dovne cirkler på din ryg
jeg rækker ud efter vandglasset
vi finder på at hælde vandet
ud over hinanden
over mave, ryg, arme og ben
på håndleddene og indersiden af halsen
bag ørerne
vi falder i søvn, da det lysner
jeg drømmer om en nåleskov
du kommer til syne i brynet
med et fremmed ansigt
forsvinder ud i marken
går uden skygge
du er vokset ind i din slanke krop
i dit hår
jeg vågner og har ikke andel
i det smukke, du er
alt det
der dirrer mellem os
de hvide gardiner, ubevægelige
den tidligste støj fra en knallert
mellem cypresserne
jeg ville ønske, at jeg vidste alt
i hele verden
så jeg kunne gengive det for dig