Det er en slags lovovertrædelse at strålerne pulserer ind af mit vindue fra klokken fem om morgenen, lysets bevægelse gennem værelset som dagen skrider frem. Min krop bilder sig ind, at den ikke kan forlade et rum. Hver dag er en ny mulighed for at placere sig et stykke over mørket, eftermiddagene som den midlertidige beholder min konstante melankoli kan få lov at bo i. Det kræver et angreb at få os til at tale sammen, det kræver et angreb at få tingene til at passe sammen. Hvordan gaderne kan åbne sig for mig, der findes kontinenter i din håndflade, hvisker jeg, og min ånde er blot en våge i isen. Når vi finder cigaretter på et gadehjørne ryger vi dem i kulden – det skær og neglebåndene flækker i det iskolde vejr. Men nu er det sommer, nu er dagene et uendeligt vakuum af våd asfalt, vores skygger så lange som knive og striber af solskin i dit hår; jeg står bare her og venter på at solen kysser havet. Når jeg siger; jeg kan klare mig selv, mener jeg; jeg kan klare mig med din hjælp. Jeg bliver helt åndssvag indeni af al den gråd, alle de timer mellem lagner hvor jeg i det ene øjeblik synes at det nok skal gå, og i det næste noterer mig ting der gør dagene mere udholdelige. Herunder, for eksempel;
en dueblå himmel, de lyse dun på min søsters lænd.
Jeg kender godt min egen baggård. Man lider ikke nødvendigvis af hukommelsestab fordi man er ked af det. Man behøver ikke nødvendigvis at tage billeder af de rum vi kalder hjem, for at kunne finde vej. Alligevel returnerer jeg, gang på gang, overrasket og overvældet, over at der stadig bevæger sig en flækket linje henover mit badeværelsesgulv der forhindrer mig i at gå i bad. Det også godt det samme, jeg tager sorgen på som kåbe og går i Super Brugsen på Sønder Boulevard for at handle. Penge kan købe dig ting, for eksempel retten til at blive tiltalt med høflighed, selvom du lugter. Og det er som sagt mit badeværelsesgulv, ikke mig, der flækker over på midten og lader vandet fosse ned til underboen. Mit ansigt er mit ansigt, og det er i de fine linjer jeg bærer mindet, om sidste gang der lå en person ved siden af mig, som ikke skulle noget. Lå bare der, som det store og varme en krop nu engang er, den måde kroppen egentlig bare består af vand, blod, kød, organer, hjernemasse. Kroppen er egentlig bare en manifestation, jeg kunne godt have samlet knæene og ventet ni måneder. Jeg kunne godt lave en kategori i mit hoved der hed; venner jeg vil ødelægge.
Kæreste K, jeg sover sommeren ud og jeg ved ikke om det er normalt at have det sådan her, jeg bliver bange for mig selv når jeg har tømmermænd. Jeg bliver bange for mig selv når jeg helst ser dagene som overståede kapitler, jeg ved ikke længere om det er kærligt at holde om et andet menneske. Jeg bryder mig ikke om at vågne op, et stykke materet glas, mellem de tyvetusinde vinduer ved Niels Brock og de tyvetusinde vinduer ved Københavns Tekniske Skole. Min krop er ikke rigtig er til stede i mig, den har valgt at rykke femten meter længere ned ad fortovet og derved sige; det der rod må du selv tage dig af. Mine sanseløse hvide lår, jeg kan først se det nu, her, på afstand, at de shorts er sindssygt upassende til de lår. Det er ydmygende at indrømme, at jeg ikke formår at stå på mine egne ben. Jeg drømmer om at blive optaget på bånd, at skrive en ode til mine forældre. Jeg har særlige behov når jeg har tømmermænd, heldigvis findes der kliniske termer for samtlige af følgende fobier: sol og sollys, det at blive berørt af et andet menneske, forestillede defekter i udseendet, tomme rum, alting, barnefødsler, ting der befinder sig på venstre side af ens legeme, lyden af egen stemme, glas og det at gå oprejst. Derfor er det ikke et reelt problem men nærmere et valg af identitet, jeg opfinder ordet ”tømmermændsfobi” og nedskriver det i min ”drømmedagbog”. Jeg hader folk der genfortæller deres drømme, jeg hader folk der tager stoffer, jeg hader folk der tror, at drømme og stoffer er interessante og ikke blot en kemisk reaktion i hjernen, der udløser latterligheder vi andre derefter skal pines med. Jeg hader folk der ryger pot, folk der ruller dårlige cigaretter, folk der ryger billige cigaretter, folk der forsøger at tænde cigaretter på et stearinlys uden at sætte munden for. Jeg kunne godt have en ”drømmedagbog”, uden citationstegn om, jeg kunne godt have reelle forhåbninger for fremtiden der ikke fortjener en ironiserende tone. Jeg kunne godt have taget et karbad og ladet det lille indeni mig glide ud mellem lårene, fornemmelsen ville ikke være voldsom, nærmere genkendelig, den dumpe lyd af skovduer der slår vingerne sammen i regnvejr og ølflasker der vristes fra en blødende mund.
en dueblå himmel, de lyse dun på min søsters lænd.
Jeg kender godt min egen baggård. Man lider ikke nødvendigvis af hukommelsestab fordi man er ked af det. Man behøver ikke nødvendigvis at tage billeder af de rum vi kalder hjem, for at kunne finde vej. Alligevel returnerer jeg, gang på gang, overrasket og overvældet, over at der stadig bevæger sig en flækket linje henover mit badeværelsesgulv der forhindrer mig i at gå i bad. Det også godt det samme, jeg tager sorgen på som kåbe og går i Super Brugsen på Sønder Boulevard for at handle. Penge kan købe dig ting, for eksempel retten til at blive tiltalt med høflighed, selvom du lugter. Og det er som sagt mit badeværelsesgulv, ikke mig, der flækker over på midten og lader vandet fosse ned til underboen. Mit ansigt er mit ansigt, og det er i de fine linjer jeg bærer mindet, om sidste gang der lå en person ved siden af mig, som ikke skulle noget. Lå bare der, som det store og varme en krop nu engang er, den måde kroppen egentlig bare består af vand, blod, kød, organer, hjernemasse. Kroppen er egentlig bare en manifestation, jeg kunne godt have samlet knæene og ventet ni måneder. Jeg kunne godt lave en kategori i mit hoved der hed; venner jeg vil ødelægge.
Kæreste K, jeg sover sommeren ud og jeg ved ikke om det er normalt at have det sådan her, jeg bliver bange for mig selv når jeg har tømmermænd. Jeg bliver bange for mig selv når jeg helst ser dagene som overståede kapitler, jeg ved ikke længere om det er kærligt at holde om et andet menneske. Jeg bryder mig ikke om at vågne op, et stykke materet glas, mellem de tyvetusinde vinduer ved Niels Brock og de tyvetusinde vinduer ved Københavns Tekniske Skole. Min krop er ikke rigtig er til stede i mig, den har valgt at rykke femten meter længere ned ad fortovet og derved sige; det der rod må du selv tage dig af. Mine sanseløse hvide lår, jeg kan først se det nu, her, på afstand, at de shorts er sindssygt upassende til de lår. Det er ydmygende at indrømme, at jeg ikke formår at stå på mine egne ben. Jeg drømmer om at blive optaget på bånd, at skrive en ode til mine forældre. Jeg har særlige behov når jeg har tømmermænd, heldigvis findes der kliniske termer for samtlige af følgende fobier: sol og sollys, det at blive berørt af et andet menneske, forestillede defekter i udseendet, tomme rum, alting, barnefødsler, ting der befinder sig på venstre side af ens legeme, lyden af egen stemme, glas og det at gå oprejst. Derfor er det ikke et reelt problem men nærmere et valg af identitet, jeg opfinder ordet ”tømmermændsfobi” og nedskriver det i min ”drømmedagbog”. Jeg hader folk der genfortæller deres drømme, jeg hader folk der tager stoffer, jeg hader folk der tror, at drømme og stoffer er interessante og ikke blot en kemisk reaktion i hjernen, der udløser latterligheder vi andre derefter skal pines med. Jeg hader folk der ryger pot, folk der ruller dårlige cigaretter, folk der ryger billige cigaretter, folk der forsøger at tænde cigaretter på et stearinlys uden at sætte munden for. Jeg kunne godt have en ”drømmedagbog”, uden citationstegn om, jeg kunne godt have reelle forhåbninger for fremtiden der ikke fortjener en ironiserende tone. Jeg kunne godt have taget et karbad og ladet det lille indeni mig glide ud mellem lårene, fornemmelsen ville ikke være voldsom, nærmere genkendelig, den dumpe lyd af skovduer der slår vingerne sammen i regnvejr og ølflasker der vristes fra en blødende mund.