Byen
I sjældne tilfælde kan en by gå ind i sig selv
og folde sig sammen
det er meget forvirrende
med store konsekvenser
for afstande, ruter, de åbne pladser og
sammenhængen i tingene,
de dødes kindtænder griner
hele vejen op gennem asfalten,
gulblege pygmæånder,
selv for en by er dét unaturligt
men børnene er nysgerrige
og ser dem anderledes
de leger vejen bider og
bytter guldplomber.
Jeg har spurgt solen
men den er selv ved at brænde op,
træerne har åndenød
og udsigten fra vinduerne får hjertet
til at dykke på samme måde som i et elevatorstop,
et offentligt rum på størrelse
med et skab et mikroimperium
af fremmede og deres landskaber,
jeg er fobisk 360 grader rundt
og ser skyggerne, dråbekernerne
halsvenen og dens fortykkelse
jeg ser sætninger krybe ind og ud af væggene,
spire op af jorden,
det er en mærkelig kontraktion af tiden
en vejrtrækning i cellofan,
vakuumpakket med plads til kun
det ene spørgsmål
om helvede er de andre eller mig selv
Vi bestemmer vores egen reaktion, siger du
du må have råbt det fra der hvor du står,
så lille at jeg kan måle dig mellem
tommeltot og pegefinger
en ispind en gimmick på et feriefoto,
du må have råbt
ordene på toppen af en vind
ordene er uhåndgribelige,
vi kunne tjekke breaking news, siger du
nu hviskende helt tæt på, kun ét øje,
de viser billeder vi har set 100 gange før
billederne er realtime,
støv og blod,
opløste eller forladte ansigter
bygninger blottede
et nulpunkt i chok
men også en by med et navn
New York, Beirut,
Buenos Aires,
vi siger ingenting,
du peger forbi tv-stjernerne,
nederst i billedet ude af fokus
står en mand og sveder
han graver slam fri af folderne,
i en hale efter ham
retter byen sig langsomt ud igen,
han ved hvad arbejde er,
siger du.
Som om det findes
Der er et slægtskab mellem
tidevand og tusmørke
de bruger stilheden som baggrund
og stikker deres lange fingre
ind og ud mellem ribbene,
med alderen rammer de dybere
ligesom ordene og tonerne,
strenge der bliver ved at vibrere,
findes de overhovedet eller er de
elektriske gennemstrømninger
lukket inde,
noget hjernen kan?
Bladene bærer deres nerver udenpå
solen opsamler de
regnen opsamler de
og luften omslutter dem
så bladene siger vindenes navne flerstemmigt.
Jeg indgår ikke i fredelige fotosynteser
men er født i en kernespaltning
med så mange fejl
insekter i øjnene
et slapt håndtryk
lånte fjer der skulle have siddet
på ryggen
men falder tungt for brystet
som gardiner gotiske og lysafvisende,
jeg springer aldrig ud og bliver
mit fulde potentiale,
det er grænseoverskridende
at jeg ikke kan holde mig fra
det der er enkelt og færdigt
jeg piller det fra hinanden
ændrer det
og siger det stadig findes
at det er mit.