Anne Vestberg: Fremmed fugl og Beviser

Fuglen har et hoved som et jagerfly og et relativt stort næb. Farverne er strålende gule, røde, orange og lidt blåt prikket med grønt på vingerne. Der er ingen brise, der fanger fjerene. Øjet er sort og stirrer fast, og fødderne tripper ikke. Ingen ryk med hovedet.

Den er tegnet. Det er stregerne, der gør arbejdet. Det er dem, der har sagt til hinanden, hvor de skal ligge og tegne et terræn over en fugl. De har sagt tænk som en fugl, tænk på reden, på ungerne. Tænk på al den sult, tænk at blive skubbet ud, hvordan det føles. Gå der på jorden kun iført dun.

Der er streger, der slår buer og prædiker om det store rum med al den luft, om kroppen der letter og sindet, der vælter sig i lys, hvis bare man tror. Du skal tro på det. Gør det, gør det nu. Der er tykke streger, der bliver konger, fordi de andre streger var optaget af tanken om fuglen og ikke så, hvad der foregik omkring dem. Der er diplomatiske streger, der ikke har sagt noget til nogen men hørt og set det hele.

Alle udsagn er bøjelige. Fuglen kom hjem, der er to unger tilbage, og alle skal dø en dag. Der er streger, der knap nok er streger, mere prikker, men de er nødvendige. De skaber forandring og afbryder et herredømme eller ensformigheden, så nye streger kan løbe anderledes. Så er der de skjulte streger, det er dem, der betyder noget, for de holder de andre oppe. De er underlaget og strukturen, de andre kan leve sammen på. Alle siger, de har regnet det ud, at de kender de skjulte streger, men de siger noget forskelligt om dem. De må forhandle med hinanden hele tiden i nye formationer, og det er sådan fuglen lever. Den bevæger sig indefra.