spurgte du om jorden. om træet retter sig op
om jorden eskalerer. den ene mark er grøn
den anden lysende
din aura er abstrakt. du tager den af og på
som en slags højtaler. du har brug for en
mekanisme der taler for sig selv
snart har du sat et kryds og kastet fortiden
i ovnen. lungen stiger og smelter. stiger og
slår grene op i en lukket bog
var det for at komme. nærmere. for at se mere
hvidt. for at se at du i virkeligheden balancerer
finder du dit hjem genudsendt. finder dine
senge opkaldt efter foldet papir. snart bliver
du ung igen som en ørn
*
inde i træet
kan du ikke dø
bladene er flamingoer
nu svømmer de
de vil højere op
ud i de nye nøgne rum
åbenbares de syge stjerner
når Matthæus-effekten holder
ødemarken tilbage
rider du på en lysstråle
du kan godt være lykkelig
inde i træet