Anton Holten Nielsen: Bidefløjl

Skær dit ærme af
det røde af fløjl
når du handler i Netto
giv mig mit mundspyt
når jeg tygger det for smerte
jeg fråder som en hund
med mund af rødt blod
mellem brune mandler
de knuses på gulvet, laver popcorn
til en film vi aldrig får set
du betaler med øjnene
siger tak for smøger
jeg ved du kun har én lunge
til at dele al din ilt med andre
jeg har spændetrøje på
den er sort og stram
jeg kan ikke læse mine bøger
du tvinger mig til at kigge på skibe
ved Havnsø på molen
jeg siger der kommer et skib
det er ligesom regional integration
du har altid meget skarp øjenskygge på
som om du misser mod solen
men det er vinter uden vanter
du ser mindre ud end du er
din stemme er lys og skarp
som når man tænder en tændstik
jeg holder i min taske med begge hænder
den beige fra Kina som kostede 90 yuan
jeg hvisker at jeg var nødt til at efterlade
mange gode venner ved fronten
du siger at så er tasken et billigt minde
og jeg giver dig ret
 
 
 

Flere bidrag