det var en god tale, præsten holdt, det er der bred enighed om
nu former alle deres hænder
til skåle og henter luft ind
hælder det ned i deres skjorter, op under kjolerne, dér
ved slidsen
bruden er kuldskær selv nu
hvor hun næsten er ætset væk af sine fantasiers indfriels
duvende med et brunligt strømpebånd om låret
skutter hun sig, hvor er han
som har ødelagt hende
*
der bliver hvisket i krogene, ved bordene og midt på gulvet:
de vil snart trække sig tilbage
de skal snart i seng
nogle tømmer baren, nogen overtager musikken
nogle lægger hovedet mod bordet og mærker det skælve, hvis det skælver
vil de mærke det skælve
alle er trætte, det er udmattende
at engagere sig i andres lykke
*
brudgommen står i køkkenet
sørger for popcorn med trøffeldrys
skål efter skål fyldes op
hvad er det dog for et liv
spørger bruden, hun træder ind og spørger
hvad er det dog for et liv
kameraet skifter vinkel, zoomer, hendes ansigt er helt tæt på:
sølvfarvet glimmer i øjenkrogene, overalt
den frygt, som har drevet hende
vil ikke afsluttes, ikke
sætte noget uden for hende i svingninger, ikke holde andre vågne
hvad er det for et liv, spørger hun
gommen bliver hektisk og river sig i fingeren
vil udnytte hele trøflen, råber og forsvinder med skålene
at han ikke spilder noget, det er sådan et liv
at han tager noget og bruger det, bruger det op