Haven er ikke længere ro.
Her er angst og angsttanker og angstord,
der deler sig som mitose på speed og bellissen i græsset er ikke længere hvid,
men blå og bankende
rædselsslagen for solen, som brænder blodigt.
Nogen pukker bellissen med sitrende hånd
og
stilken knækker et tilfredsstillende knæk og nogen hiver grådigt, nej hastigt, de blå bankende, nej spinkle blade af!
Svaret findes på dens gule skive, nej svaret findes ikke på dens gule skive
svaret er forsvundet.
Noget har jaget svaret bort!
Smukke blodige sol – hvorfor brænder du i selvdestruktive flammer?
Hvorfor skriger du,
du skriger, overdøver forårsfuglene i skoven, skriger,
et hidsigt hysterisk anfald og indgroet had til alt der underprioriterer og overprioriterer, alt det fucking ligegyldige, alt det menneskelige, som kalder dig ødelæggende, ikke
opgør.
Sol dine følelser, dit opgør sidder måske på den midterste ryghvirvel,
holder dig oppe,
dit lodrette følelsesliv,
som gør ondt,
gør ondt, fordi du græder tryghedsforladt om natten, du er væk fra, hvor du er, hvor du vil være
og skyerne, de strejfer dig kun
som et kys på din hals, du skælver, du sitrer i foragt, da du ser et åbent sår, du ser
nogen har plukket din yndlingsblomst og
noget smukt er allerede gået i forrådnelse…