det forundrer mig
at mit blik kan holde stille på loftets sprækker
i går flød det i en hvirvelvind af spritdampe
jeg bevæger mig en smule
og mærker med det samme
kvalmen skvulpe mod mine ribben
jeg vågner først rigtigt
til lyden af en SMS
den spørger
om jeg kommer i aften
det kræver en indre kamp
jeg vinder
og bliver velsignet med viljestyrke
til at tage mit tøj på
selvtilfredse blikke byttes
i de moderigtige solbriller
det mest slidte sted er det bedste
kebabmanden smører automatiseret
i lysstofrørets lys
må jeg minde mig selv om
at det ikke er leverpostej men hummus
jeg køber lidt tid og nyder min øl
Mit blik holder stadig skarp kontakt med revnerne
Venen strækker sig hele vejen fra vinduet
til lampen over poolbordet
I den løber fed tjære
af tusind ton tobak
ulmende gløder af stemmer
spreder sig gennem en time eller to
da stemmerne flammer højest
hilser Mathias og Signe på mig
en runde fernet branca
sender en sonde af iver
til bunden af mit bryst
da Signe har bundet sin øl
bliver der så stille
at ny kvalme
sætter sig i min hals
og jeg bliver stille igen.
bag regnens perleforhæng
på busstoppestedet
står vi
skidtet under nørrebrogades negl
fugten strammer sit greb
om mine skuldre
da bussen varmer min uldblazer
de to andre figurerer som galionsfigurer
aftenen har lysskær i vinduerne
det ligner regnbuen i sæbebobler
da toget endelig slæber sig ind på perronen
er natten blevet sort
gadelygterne bærer spøgelseslagner
de inddeler gaden i kapitler
som vi langsomt bevæger os gennem
den sidste sjat
skvulper i bunden at den flaske vin
der hænger slapt fra min arm
mine lemmer er aldente
ilddåben af omkring 60 højrøstede stemmer møder os
da vi træder ind af havelågen
“Hej Malthe!”
“I er fanme sent på den.”
hun griner lidt af mig
men byder mig ind i huset
hendes kastanjefarvede hår bliver kastet
som var det et par gardiner
om bag hendes øre
af en hurtig hånd
hun har et markeret ansigt
ikke udsultet
det kan man se
når hendes mimik trækker op
til et karakteristisk og skævt smil
“Vil du have en tår af vores fineste?”
to glas
fyldes op med færdigblandet rød saft
den er tynd
som den man fik
dengang på fritidshjemmet
“Jeg drikker ikke i aften.
Altså, tænk på alt det,
som det er, at man kan misse.”
hun griner lidt af sig selv
uden det skæve smil
i stuen vugger folk frem og tilbage
bassen i mit bryst
og diskant i mine tindinger
får mig til at danse lidt
det gør jeg ellers aldrig
med en let ringen for ørene
er ansigterne kun lyst op
af den lille glød
forenden af deres cigaretter
svævede de rundt i haven
“Kan du huske sidste gang,
vi var til fest sammen.
Dengang sagde du,
at du ville give pizza i roskilde.
Står det tilbud også i aften?”
en honningsød varme
breder sig til mine fingerspidser
“Har du i øvrigt lyst til at danse lidt?”
ordene drysser usikkert fra hendes mund
hvilket overrasker mig
sidste gang
virkede hun så sikker
vi danser i ottetaller
ind og ud af hinandens kredsløb
“Malthe, kan du..”
en dansende bag mig taber sit glas
de gennemsigtige trekanter
deler sig i deres øldrapering
ud over gulvet
lys tændes
musik slukkes
kost og fejebakke aktiveres
tobaksrøgen slår bølger
i himlens tjærekar
jeg driver i abrupte cirkler
rundt mellem samtaler
“Hvorfor gik du ud?”
“En fest stopper ikke bare,
fordi nogen taber et glas.
Lad os gå ind igen.”
hun hænger drømmende over alting
og drysser ord
jeg sluger hendes nedfald
med tændt lys og knust glas
lærer hun mig at danse brudevals
hun fører med lethed
som den hun taler med
mine fulde lemmer gennem dansen
klokken må være omkring tre om natten nu
hun begynder og spørge alle mulige andre
en lille flok af de andre
er med på ideen
vi bevæger os i samlet flok
hen mod stationen
toget skulle have været her for tre minutter siden
så vi kigger forvirret
på hinanden
vi venter femten minutter yderligere
det kommer ikke
så vi går tilbage
tørsten klør
bagerst i min gane
det bliver en flaske Gammel Dansk
den med chili
hvordan kan en rislende væske
kan blive til en blyklump i min mave
jeg kaster det sørgelige rester af flaskens indhold
ned ad mit svælg
mathias tømmer sin mavesæk
ned i en plastikpose
jeg tror signe
at dømme ud fra lyden bag den låste badeværelsesdør
er i samme manøvre.
“Jeg har fundet en ny afgang!”
hendes ansigt er et smil fra øre
til øre under de trætte øjne
hun begynder igen at spørge de andre
denne gang er de andre ikke mange
vi går i samlet flok mod stationen
for at konkludere
toget heller ikke denne gang kommer
deja vu
tilbage til festen
eller de sørgelige rester af en
den tilstand konkluderes
af svømmende øjne
på alle vores venner og bekendte
ude i baghaven
lyses ingen ansigter op af cigaretter
denne gang henvender jeg mig til hende
“Vi kan godt prøve.. Man siger jo tredje gang er lykkens gang.”
jeg slentrer rundt i ruinerne
og spørger de andre
det må være trangen efter pizza
og nye omgivelser
der for dem til at følge trop
minutterne vælter ind over hinanden
ikke togene
efter en halv time kalder vi den
og går ned på vejen
“Vi kunne også bare gå den.”
siger hun for sjov
jeg stopper op på fortovet
hun stopper midt på vejen
vender sit blik mod mit
og griner
“Mener du det.”
vi sætter i gang mod Roskilde
månen sigter sølv gennem bladene
vores fire fødder er monotone
på en måde
hvor jeg ønsker
at de aldrig stopper.
da vi endelig når frem
og får spist pizzaen
er solen begyndt at kaste sine gule klæder
ud over byen
jeg finder en afgang på stationens informationstavle
jeg siger
at mit tog går om fem minutter
vi sætter os i midterrabatten af et lyskryds
hun læner sin krop mod min
og spilder lidt varme
ned i mit bryst
vi rejser os
det sker på et splitsekund
uden af jeg kan forklare helt hvordan
min puls stiger
til en trommesolo
for på rekordtid
at falde dybt til ro i mit bryst
da jeg falder i søvn med hovedet mod ruden
tror jeg
må være det tætteste på lykke
som jeg nogensinde har oplevet