Mit værste mareridt er at stå op. Sådan var det imorges, at jeg ikke kunne kigge længe nok på min hånd. Som om noget var blevet afsløret om den, eller det var sidste gang, jeg skulle se den. Sådan at furerne i den havde lagt sig på skrå i forhold til syvende klasse, sådan at hver enkelt fure var lidt mere eller meget mere fure end ellers, end tidligere antaget. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort noget, der ikke var som at springe ud fra en stol med faldskærm på. Så er noget ligegyldigt, hvis man alligevel ikke kan huske det, så er det bedre at tænke på noget nyt, bedre at huske noget indtil man glemmer det og glemme det. Så tænker jeg der må være et sted, hvor en kebab er gratis, og så er dét vigtigt, bare et eller andet sted, bare indtil videre. Så må der være en gammel mand til at åbne mine øjne, en guru i at følge cykelstierne op til skyerne, og så må der også være en sky, man kan ligge og læse på, så gratis kaffe. Så om en halv time, når jeg cykler langs søerne, vil jeg tænke på en time tidligere, da vi cyklede langs søerne. Så husker jeg det, at du så på mig, så var dét vigtigt. På en måde er det derfor, jeg stadig er sammen med dig, for at blive set på, det er helt fint. Så flytter vi i lejlighed, så er vores opgang en magisk portal, det er skidegodt.