de sommernætter
vinduer og døre åbne
og jeg hører lyde oppefra
og mærker, at det åndedrag ind
jeg tager lige nu
kommer direkte fra en flagermus
der ånder ud, eller en ugle
de puster lige ned i lungen på mig
bittesmå næb og munde
minimale trompeter
og gør mig så
uendelig banalt bevæget
et myg
stankelben
og mursejlerne deroppe
så smalle og stille som de flyder rundt
ibenholt i sej fluorescerende olie
eller himlen er en helleflynder
gællerne
ind og ud, direkte ned i mine
sølle fjendtligt lurvet menneskelige
blodbaner, klapr svupr klapr
radioen hvisler om tørke
jeg børster tænder og skyller
på altanen igen
puster ud og op, og lytter
ikke en lyd
de er vel videre
klogere end som så
ånder på en anden
lige ned i lungen