Jeg sidder på det blå linoleumsgulv blandt børn, der leger med lego, ninjago og plastikmad. Plastikost, plastikcroissant, plastikpizza. Der kommer usammenhængende tale ud af min mund. Børnene ser ud til at synes det er okay. Deres sprog er heller ikke komplet. Jeg har noget legetøj i hånden. Så er jeg lidt med i den ene leg, så den anden. Børnene kravler over mine ben, under mine arme, de læner sig op af min ryg og hænger på mine skuldre. Jeg tager deres ansigter med hjem. Jeg tager deres øjne og de små mandelformede øjenlåg med mig. Jeg tager rundingen på en bred, næbagtig næseryg med mig. Jeg tager polstrede kinder, små firkantede mælketænder og stemmen bagved med mig hjem. Jeg har pakket en rygsæk og et net. Jeg går hen på Hovedbanegården, da jeg har fri. Jeg venter oppe i ankomsthallen, går først ned på perronen få minutter inden togets afgang. Da jeg stiger af toget, er det blevet mørkt. Jeg går fra anden til første perron, under viadukten. Der står min far og vinker til mig foran den lille gule stationsbygning. Måden han vinker på; jeg vil skrive en bog om ham en dag. Han kunne kende min ryg og min gangart fra den anden side af skinnerne, det siger han og krammer mig. Vi sætter os ind i den varme bil. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg spørger om han vil tage ud og lede efter mig, hvis jeg en dag bliver væk. Det vil han. Han kører fra stationen og ud på den sorte landevej. Jeg fortæller, at jeg var alene på stuen med 13 børn i dag. Jeg spørger hvordan han og mor klarede det med tre små børn dengang. Det var ikke et problem, hver dag var en evighed, svarer han. Min far taler langsomt. Der er en grundighed over ham, som begynder i hans sprog. Problemet var ensomheden efter I var blevet store, tilføjer han. Jeg siger, at det er ensomt at blive voksen, at jeg gerne vil have ham tæt på, selvom han ikke skal passe mig længere. I lige måde, siger han. Jeg får øje på stjernerne da jeg træder ud på gårdspladsen. Min far har hængt et kort over de mørkeste steder i Danmark op på køkkenskabet. Et af dem er her. Jeg står med mine tasker i hænderne og ser op på himlen. Jeg kommer fra en by med låg på, siger han og mener København. Min mor sidder inde i køkkenet og læser, det kan vi se ude fra mørket. Min far tager taskerne ud af mine hænder, bærer dem ind bryggerset. Jeg går efter ham. Han tager sine støvler af og viser mig sine nye uldstrømper. De minder ham om blomster fra Island, selvom han aldrig har været i Island. Min fars mad er smagen af min barndom. Jeg husker mest min mor lave mad hvis vi fik gæster. Nu laver hun mad til mig, fordi jeg er en slags gæst i hendes hjem og så alligevel ikke. Hun har lavet dampet fisk og grønkålssalat, hun har skåret rødbeder og æbler i fine tern, lagt servietter på tallerknerne. Hun elsker at smide om sig med statements. Hun kniber øjnene sammen og siger ting som; ægteskabet er prostitution med accept. Jeg siger, at hun altid er så dramatisk. Min far siger, at maden smager dejligt. Stod det til min mor, ville der være åbne vinduer i huset året rundt. Stod det til min far, hang de deres snavsetøj ud på snore når det regnede. De synes som regel hinandens ideer er dårlige, de er unige om det meste. De kan blive enige om at de elsker hinanden, at der findes en gud og gå til yoga sammen tirsdag aften. Og så er der litteraturen. Den ånder de gennem. Jeg spørger om de har læst Pia Busk. De ryster på hovederne og jeg fortæller om Corinna og Jeg, der handler om kastanjetræer i blomst og om Cairo, om Ovid og prostitution. De ser begge interesserede på mig og jeg tænker på, at alt jeg ved er noget de har lært mig.