som når vævet i de tyndeste blodkar rives itu og ligger størknede; som når de grågule gnist af strøm i en ladet stikkontakt forlader synet før synet registrerer deres
glimt; jeg kan leve i verdener af disse billeder, men aldrig være i live; jeg kan sige dit navn højt i et tomt rum og mærke fraværet tynge i mine ben,
gemme mig væk under dynens indestængte fugt og mærke kroppen snart ligge jordslået mod din; jeg kan kigge op og fornemme objekternes tavse åndedrag;
et glas vand der vender blikket mod mig og hvordan jeg chokeret i lysningen ser at tingene ser mig; før natten bragte en ukendt drøm med sig og lod tungen
glide over gummens blødhed i nervøsitet over hvad det kunne betyde, havde jeg en sikkerhed: jeg havde altid tænkt på mine drømme som glasklokker, selv før jeg havde
et sprog opfattede jeg dem som langsomt klirrende lyde der vævede sig selv, som billedløse sansninger der nu er forsvundet i din lyserøde huds bleghed i morgenen,
forsvundet i dit fosterfarvede mirakel