du sætter sort gaffa på enden af alfa romeo og trækker handskerne af. der kører et par biler forbi, det får det hele til at ryste. du smiler og holder tommelfingeren op når vi ser dig i bagspejlet. min mor skruer rundt på radioen, og stopper på en kanal hvor de taler om konspirationsteorien om månen. min søster lægger sig til at sove igen. du kommer ind i bilen og siger sådan skal det gøres, som du lige havde gjort. haha siger min mor, og siger gaffa gaffa gaffa.
jeg ka li plantelivet og de små berøringer, hvem kan ikke det, siger du og ryster tænderne på plads i munden. det er nu det altid er nat. som om vi var to fluer i bunden af et zinkgråt glas, hver gang jeg rynker på panden, prikker dine løfter hul i låget, nogle skriger: luft, og indånder alt hvad de kan, de er bange for døden de stakler.
videre ned, kondensstriber, tågede stjernebilleder og udånding: vi ligger i sneen: din snude er våd og den undersøger: min krop, herfra og dertil og hængslerne ved døren. søen skummer i kanten, den er syntetisk siger du, og vi tager tøjet af og prøver at falde igennem, det klikker kunstigt, du gemmer dig i panelerne og stukken vrider sig som en klud, det begynder at regne: vi er indenfor, det understreger du med dit undertøj, jeg ser efter, vi befinder os ved målet. du siger at jeg bare skal gå ind først, du rådner stille op ved nakken og lysken og dine knæ forsvinder, jeg tænker på dengang hvor du havde bygget en boks der ikke kunne åbnes, jeg skriver det ned.
vi drikker kaffe mens du sidder i bagagerummet, kom op til mig, jeg drikker en juice og ser på en familie hvor barnet er retarderet, han har downssyndromet siger du, det har han tænker jeg. den retarderede dreng kan ikke få sine sko på, så hans mor hjælper ham, min mor siger stakkels familie og stakkels dreng. vi skal have benzin på inden vi når hamborg, ellers skal vi stoppe i hamborg siger min mor, du siger at det vil vi ikke.
det var efter den blå time at vi fik besøg: tre mennesker, din far og din storebror og din hund, vi bød dem ind og satte os. bysten stod uden næse og sagde ligefrem: jeg er fandme sokrates, og det grinede vi af: jeg tager fat i hanken i din nederdel og river til, du smuldrer bare, det gør de altid, én for én, partikel og pixel og papirstumper, til du ligger på lamelgulvet, så klikker vi dine knogler fast i rillen i gulvet og kører dig gennem stuen og ind i karamelkøkkenet, skal i have kaffe med, du skraber gulvet og jeg skælder dig ud, du bruger et ord jeg ikke forstår, det føles som når man diskuterer med en maskine: du siger at græsset skal slås når sneen forsvinder, men siger så: det gør den i princippet aldrig, og noget med en cirkel der har brændt sig ind i bordet, den repræsenterer sgu nok et eller andet: sådan forsøger vi at presse tankerne ind i tingende, vi fortryder intet griner vi gennem vores kæber, din storebror løber rundt i haven, man skulle fandme tro han var et spædbarn uden vilje, din far begynder at græde, det ser du. jeg tror man kan forklare meget om mig ved at se på de dage.
jeg ka li plantelivet og de små berøringer, hvem kan ikke det, siger du og ryster tænderne på plads i munden. det er nu det altid er nat. som om vi var to fluer i bunden af et zinkgråt glas, hver gang jeg rynker på panden, prikker dine løfter hul i låget, nogle skriger: luft, og indånder alt hvad de kan, de er bange for døden de stakler.
videre ned, kondensstriber, tågede stjernebilleder og udånding: vi ligger i sneen: din snude er våd og den undersøger: min krop, herfra og dertil og hængslerne ved døren. søen skummer i kanten, den er syntetisk siger du, og vi tager tøjet af og prøver at falde igennem, det klikker kunstigt, du gemmer dig i panelerne og stukken vrider sig som en klud, det begynder at regne: vi er indenfor, det understreger du med dit undertøj, jeg ser efter, vi befinder os ved målet. du siger at jeg bare skal gå ind først, du rådner stille op ved nakken og lysken og dine knæ forsvinder, jeg tænker på dengang hvor du havde bygget en boks der ikke kunne åbnes, jeg skriver det ned.
vi drikker kaffe mens du sidder i bagagerummet, kom op til mig, jeg drikker en juice og ser på en familie hvor barnet er retarderet, han har downssyndromet siger du, det har han tænker jeg. den retarderede dreng kan ikke få sine sko på, så hans mor hjælper ham, min mor siger stakkels familie og stakkels dreng. vi skal have benzin på inden vi når hamborg, ellers skal vi stoppe i hamborg siger min mor, du siger at det vil vi ikke.
det var efter den blå time at vi fik besøg: tre mennesker, din far og din storebror og din hund, vi bød dem ind og satte os. bysten stod uden næse og sagde ligefrem: jeg er fandme sokrates, og det grinede vi af: jeg tager fat i hanken i din nederdel og river til, du smuldrer bare, det gør de altid, én for én, partikel og pixel og papirstumper, til du ligger på lamelgulvet, så klikker vi dine knogler fast i rillen i gulvet og kører dig gennem stuen og ind i karamelkøkkenet, skal i have kaffe med, du skraber gulvet og jeg skælder dig ud, du bruger et ord jeg ikke forstår, det føles som når man diskuterer med en maskine: du siger at græsset skal slås når sneen forsvinder, men siger så: det gør den i princippet aldrig, og noget med en cirkel der har brændt sig ind i bordet, den repræsenterer sgu nok et eller andet: sådan forsøger vi at presse tankerne ind i tingende, vi fortryder intet griner vi gennem vores kæber, din storebror løber rundt i haven, man skulle fandme tro han var et spædbarn uden vilje, din far begynder at græde, det ser du. jeg tror man kan forklare meget om mig ved at se på de dage.