Jeg går ud til det the-køkken, som jeg deler med de andre terapeuter. De er ikke rygere. Væggene er koboltblå. Jeg hader koboltblå. Åbner vinduet og tænder en smøg, åbner køleskabet og tager et glas vin. Den er halvfuld. Ser på farven og går til affaldet. Fisker kaffegrums op og hælder lidt i flasken. Ryster rundt og ser grumset dale mod bunden. Sætter den tilbage. I køleskabet. Der er stille. Jeg kan høre stemmer fra de andre rum. En kvinde der græder. Kreta står pludselig i døren og ser på mig. Glasset med vin. Smøgen. Det åbne vindue. ‘Du er så hyklerisk’. Ordene får lov at hænge lidt som røgen fra min smøg i luften. Lidt for længe. Jeg ser ud af vinduet. ‘Gå tilbage til offerpositionen’ siger jeg til hende. Min ryg taler for mig. Kreta ser på mig. Vores øjne taler. Spejlbillede til spejlbillede. ‘Kommer du ind igen?’ spørger hun mig og jeg vender mig rundt, efter at have kastet min smøg ud. Af vinduet. ‘Ja’ siger jeg. ‘Din røv er for lille til analsex’ siger jeg til hende på vej tilbage til terapirummet. Hun griner over skulderen og vi smiler et øjeblik. ‘Du er den særeste terapeut, jeg har haft’ siger hun, imens sivstolen fanger hendes krop. ‘Ja?’ svarer jeg. Hun åbner munden. Hendes øjne er store og smukke med spor af tårer. Hun vil fortælle mig noget vigtigt. Jeg kan mærke det. Helt ned i min ‘terapeutiske mave’. Jeg får kvalme. ‘Tiden er gået’ siger jeg. Og river papiret af blokken. Kreta ser på mig. Der er skuffelse.
IV
Næste gang jeg ser Kreta. Er det fra mit vindue. Hun står på gaden. Smilende. Levende. Gestikulerende. Hun ser op og ser mig. Vinker som hun jo gør. Jeg bevæger mig ikke. Først. Ser bare på hende. Så bøjer jeg mig frem. Ånder på glasset og skriver A. Hun er forvirret. Smilende. Jeg vender mig bort. Mit hår samler jeg i en hestehale og tager brillerne på. Jeg kan høre hendes skridt, inden jeg åbner døren for hende. Jeg hilser ikke. Hun er Kreta i mit hoved. ‘Hej’ siger hun usikkert nu. Jeg viser med hånden, at hun skal sætte sig og bevæger mig rundt i rummet. Som en slange. Kreta forsøger at følge mig med øjnene. Mere usikkerhed. Måske er hun bange. Jeg er egentligt lidt ligeglad. ‘Hvad vil du i dag? spørger jeg hende stående henne ved computeren. Ryggen vendt mod hende. Som en afvisning. Som jeg er. Afvisende. Hun rejser sig og følger ‘A’et på ruden med en finger. ‘Hvad betyder A?’ spørger hun. ‘Analrøv’ siger jeg. Hun griner kort. ‘Hvorfor er du så vred på mig?’ spørger hun og jeg svarer igen ved at slå hende i ansigtet. Som en tøs. Det er bare en lussing. Ikke alvorligt smertefuldt. Mere bare en grænse der bliver overtrådt. Hendes kind er rød. Hun ser ikke på mig, da hun går ud af rummet. Jeg går hen til vinduet og venter på, at hun skal blive synlig for mig igen. Ser hende på fortovet nedenfor. Hun ser op på mig. Bebrejdende. Forvirret. Hun er såret. Jeg ånder på glasset og denne gang tegner min finger et hjerte. Indeholdende et A.
V
‘Egentligt vil jeg bare elskes af en mand med blide øjne’ starter Kreta langsomt. Hun ser ikke på mig. Men hun er tilbage. Jeg ved ikke, om jeg skal sige undskyld. Jeg ved ikke, hvorfor jeg slog hende. Jeg ved ikke, hvad jeg slog. Om det var hende. Jeg har aldrig slået et andet menneske før. Hun gentager sætningen. At hun vil elskes af en mand med blide øjne og det får mig til at se på hende. Sådan helt rigtigt og tæt på. Jeg kan se, at Kreta har et ar ved mundvigen, der ser gammelt ud. Så måske fik hun det som barn. Jeg kan se, at hendes næsebor vibrerer nu, hvor hun forsøger ikke at græde. Og jeg kan se, at hendes øjne er blanke. Da vores øjne mødes for første gang denne dag, er det enorm sorg, der får mig til at trække mig tilbage. ‘Jeg vil elskes’ siger Kreta igen. Min hals lukker sig og jeg har svært ved at trække vejret. Hun bliver ved med at sige det, som om hun vil gøre mig ondt. Med ordene. ‘Elsk mig’ siger hun. Som en bøn. ‘Elsk mig!’ Hun bevæger sig mod mig, jeg kan mærke hendes hænder rive i mit tøj, rive mig i ansigtet, rive mit hår. Hendes stemme der messer. ‘Elsk mig’. Jeg får mig rejst og skubbet hende væk. Jeg smækker døren op og løber ud og kaster op. På væggen. På gulvet. Gangen foran terapilokalet bliver fyldt med mennesker. Hænder der rører ved mig. Stemmer. Råben. Skrigen. Vrede. Og så er der Kreta. Hendes blik er roligt. Det er triumferende. Hun ser ned på min krop og jeg ved kun det, at det næste, der kommer, vil gøre ondt.