Der på asfalten, dér, den sorte asfalt, udlagt af kommunen, kommer en skovsnegl krybende frem diagonalt fra sit skyggefugtige skjul i græsset. Her en cyklist og sneglen blir kørt over. Arme bløddyr. Så introvert et væsen, pølsepenalhuset lagt på vrangen til tørre på gesimsen af mor efter skoletaskens besyv af frygtelig buksevand og pisregn. Så. Hurtigt er også den næste cyklist passeret forbi, og så langsommeligt den snegl lod sig krybe ad asfalten fremefter. Nu er sneglen død og cyklisterne pist væk og langt væk. Så kryber endnu 3 snegle frem, lange brune tingester, tiltrukket af liget fra deres forgænger i varmen på asfalten, hvor morgenens regn nu er helt fordampet i solen, og de mæsker sig i det, de dyr, indtil; så, der kom endnu en cyklist forbi, denne gang overvægtigt prustende, og tog med et svingende svung i styret dem alle 3 med sig. Sådan fortsætter det, indtil natten sænker sig og der er en pøl af overkørte bløddyr så ufornuftigt stor midt på stien, at den næste cyklist glider og falder i det snask, og den næste med ham, og den næste med hende og så fremdeles. I tusmørket. Dér er en ny menneskelig orden, en malerisk palaver, brudt frem, hvor der før kun var asfalt netop dampende nyudlagt ugen forinden på stisystem optegnet af kommunens beslutningstunge fællesfigur.