under farens negle
ligger komposten og
smiler med ti små munde
hans hænder dufter
af blomsternes væv
min frygt er defineret af
hænder som hans
fingerens led
alt har en ryg
at alt kan knækkes
som en ryg
er håb nok for mig
at alt kan dø
er et håb
at alt kan knækkes
som en ryg
er trøst nok
for mig
at alt kan dø
er en trøst
*
drømmene krøller
min musselinkjole
jeg må vågne
tage mine bukser på
tage ham i hænderne
og udgive mig for at være ældre
end jeg er
jeg må være taknemlig
for mine følelser
*
jeg bærer familiens hemmelighed
som tyndt stof omkring skuldrene
*
det er køligt i dag
temperaturerne forenkles
han knæler foran mig
når han binder
mine snørebånd
hans nakke
er tætklippet
som den nøgne plet
under træerne
svedperlerne triller
over hans nakke og
samler sig i skjortekraven
jeg vil gerne dø i dag
*
jeg læner mit hoved
mod barnet i min krop
skuldrene summer som bierne
om sommeren
*
tøjet afvikler
en begivenhed
at det kan tages af
som et plaster
og blotte en smerte
der knytter sig
til ham
*
han står i haven
træernes voldsomme vækst
gør ham lille
som en frugtkerne
rører ved de sidste blade
på grenene
mine shorts bliver våde
pisset farver stoffet
mørkt af forskrækkelse
ved tanken om
kroppens handlinger
der kan gentage sig
på tværs af generationer
træet i haven
er ikke herre
over egen vækst
*
mine negle ligger på gulvet
flossede i kanterne
og på linje i stilhed
som brødre til videoaften
*
min pattende mund
søger mælken i glasset
søger som en mand
knoglernes opbyggelighed
et stillads
at spænde musklerne omkring
*
faren ligger
på den hvide seng
med de tynde lagner
duften af sprit
duften af beskidte tænder
i en mund på klem
han tager fat i mine shorts
trækker dem af
for at se min hofteskål
han lægger appelsiner
på størrelse med hænder
i min lyske
jeg er en frugtskål
jeg er farens frugtskål
jeg er et stilleben
i nuancer af hvid hud
*
jeg har hunden
med ud i skoven
jeg har kniven
med ud i skoven
himmelen hænger i lange strøg
over mig
som puffede flæskesvær
jeg følger stien
gennem skoven
mine øjne vendes til mørket
hunden er medgørlig
som jeg
født med snoren
ud fra maven
hunden springer let
i den tætte bevoksning
skoven åbner sig
mod stranden
bølgerne efterlader
rabies på bredden
hunden er blevet rolig
går ved siden af mig
snuser til kniven
i min hånd
jeg fortæller hunden
at der bliver sort i aften
vi sætter os i sandet
stilfærdigt som voksne
hunden bliver tung
øjnene lukker sig
om mit spejlbillede
et snit
for hver appelsin
i min lyske
et snit
for hver karton juice
i mit røvhul
*
manden
på sengen
spænder musklerne
han kalder på dyret
jeg ved
at dyret er blodigt og begravet
jeg ved
jeg har sluppet et liv fri
*
det er sket før
at børn er blevet stumme
at de har reddet familier
ved at holde på hemmeligheder
*
han sidder i sofaen
og betragter min form
hans hårde skuldre
er beregnelige
armene tager fat i rummet
trækker det til sig
han hvisker
der er ingen
der kan stå
som dig
siger han
der er ingen
der kan dræbe
et dyr som dig
hans hånd
mod min
jeg må
ikke
slippe
det gør
ham hård
han lægger sig på sofaen
fører hånden over sin arm
blødgører de små stive hår
hvis mig så
hvordan du sidder
siger han
og klapper
sofaryggen som
en skulder
nervøsiteten er
følelsen
af evig
sult maven
trækker sig
sammen om hans fingre