Camilla Ottesen: In Therapie sein

III

Jeg går ud til det the-køkken, som jeg deler med de andre terapeuter. De er ikke rygere. Væggene er koboltblå. Jeg hader koboltblå. Åbner vinduet og tænder en smøg, åbner køleskabet og tager et glas vin. Den er halvfuld. Ser på farven og går til affaldet. Fisker kaffegrums op og hælder lidt i flasken. Ryster rundt og ser grumset dale mod bunden. Sætter den tilbage. I køleskabet. Der er stille. Jeg kan høre stemmer fra de andre rum. En kvinde der græder. Kreta står pludselig i døren og ser på mig. Glasset med vin. Smøgen. Det åbne vindue. ‘Du er så hyklerisk’. Ordene får lov at hænge lidt som røgen fra min smøg i luften. Lidt for længe. Jeg ser ud af vinduet. ‘Gå tilbage til offerpositionen’ siger jeg til hende. Min ryg taler for mig. Kreta ser på mig. Vores øjne taler. Spejlbillede til spejlbillede. ‘Kommer du ind igen?’ spørger hun mig og jeg vender mig rundt, efter at have kastet min smøg ud. Af vinduet. ‘Ja’ siger jeg. ‘Din røv er for lille til analsex’ siger jeg til hende på vej tilbage til terapirummet. Hun griner over skulderen og vi smiler et øjeblik. ‘Du er den særeste terapeut, jeg har haft’ siger hun, imens sivstolen fanger hendes krop. ‘Ja?’ svarer jeg. Hun åbner munden. Hendes øjne er store og smukke med spor af tårer. Hun vil fortælle mig noget vigtigt. Jeg kan mærke det. Helt ned i min ‘terapeutiske mave’. Jeg får kvalme. ‘Tiden er gået’ siger jeg. Og river papiret af blokken. Kreta ser på mig. Der er skuffelse.
 
 
IV

Næste gang jeg ser Kreta. Er det fra mit vindue. Hun står på gaden. Smilende. Levende. Gestikulerende. Hun ser op og ser mig. Vinker som hun jo gør. Jeg bevæger mig ikke. Først. Ser bare på hende. Så bøjer jeg mig frem. Ånder på glasset og skriver A. Hun er forvirret. Smilende. Jeg vender mig bort. Mit hår samler jeg i en hestehale og tager brillerne på. Jeg kan høre hendes skridt, inden jeg åbner døren for hende. Jeg hilser ikke. Hun er Kreta i mit hoved. ‘Hej’ siger hun usikkert nu. Jeg viser med hånden, at hun skal sætte sig og bevæger mig rundt i rummet. Som en slange. Kreta forsøger at følge mig med øjnene. Mere usikkerhed. Måske er hun bange. Jeg er egentligt lidt ligeglad. ‘Hvad vil du i dag? spørger jeg hende stående henne ved computeren. Ryggen vendt mod hende. Som en afvisning. Som jeg er. Afvisende. Hun rejser sig og følger ‘A’et på ruden med en finger. ‘Hvad betyder A?’ spørger hun. ‘Analrøv’ siger jeg. Hun griner kort. ‘Hvorfor er du så vred på mig?’ spørger hun og jeg svarer igen ved at slå hende i ansigtet. Som en tøs. Det er bare en lussing. Ikke alvorligt smertefuldt. Mere bare en grænse der bliver overtrådt. Hendes kind er rød. Hun ser ikke på mig, da hun går ud af rummet. Jeg går hen til vinduet og venter på, at hun skal blive synlig for mig igen. Ser hende på fortovet nedenfor. Hun ser op på mig. Bebrejdende. Forvirret. Hun er såret. Jeg ånder på glasset og denne gang tegner min finger et hjerte. Indeholdende et A.
 
 
V

‘Egentligt vil jeg bare elskes af en mand med blide øjne’ starter Kreta langsomt. Hun ser ikke på mig. Men hun er tilbage. Jeg ved ikke, om jeg skal sige undskyld. Jeg ved ikke, hvorfor jeg slog hende. Jeg ved ikke, hvad jeg slog. Om det var hende. Jeg har aldrig slået et andet menneske før. Hun gentager sætningen. At hun vil elskes af en mand med blide øjne og det får mig til at se på hende. Sådan helt rigtigt og tæt på. Jeg kan se, at Kreta har et ar ved mundvigen, der ser gammelt ud. Så måske fik hun det som barn. Jeg kan se, at hendes næsebor vibrerer nu, hvor hun forsøger ikke at græde. Og jeg kan se, at hendes øjne er blanke. Da vores øjne mødes for første gang denne dag, er det enorm sorg, der får mig til at trække mig tilbage. ‘Jeg vil elskes’ siger Kreta igen. Min hals lukker sig og jeg har svært ved at trække vejret. Hun bliver ved med at sige det, som om hun vil gøre mig ondt. Med ordene. ‘Elsk mig’ siger hun. Som en bøn. ‘Elsk mig!’ Hun bevæger sig mod mig, jeg kan mærke hendes hænder rive i mit tøj, rive mig i ansigtet, rive mit hår. Hendes stemme der messer. ‘Elsk mig’. Jeg får mig rejst og skubbet hende væk. Jeg smækker døren op og løber ud og kaster op. På væggen. På gulvet. Gangen foran terapilokalet bliver fyldt med mennesker. Hænder der rører ved mig. Stemmer. Råben. Skrigen. Vrede. Og så er der Kreta. Hendes blik er roligt. Det er triumferende. Hun ser ned på min krop og jeg ved kun det, at det næste, der kommer, vil gøre ondt.

Lars Bukdahl: Tre readymades

L.H.O.O.Q. 3½, 2011

fordi Louvre
er et
offentligt toilet
i flammer.
 
 
 
MAN RAY 1921 3½, 2011

med tiden smelter
tegnestifterne sammen
med strygejernet, så
der bliver brug for nye
tegnestifter, indtil også
de smelter sammen, og
der bliver brug for nye
tegnestifter, indtil også,
og indtil og indtil og indtil
strygejernet ligner, hvad
er ordet? for det ligner ikke
noget, et girafstrygejern
med små insektfødder
= de seneste tegnestifter.
 
 
 
MIN READYMADE 3½, 2011

jeg er min readymade,
dvs. en montre med –
ligesom et træ jo –
stadig flere og større
og – ikke ligesom
et træ – mere skudsikre
montrer udenom,
den første, oprindelige
montre på størrelse
med en ur-montre ca,
hos den billige urmager
i Frederiksbergcentret,
bare uden ur, og den
seneste montre, den
fra i dag, på størrelse
med drivhuset i haven
på Blåmunkevej ca.,
bare uden planter, og
sikker for skud fra
et Trotski-keyboard.

Lea Løppenthin: Vejledning i beboelse 1-4

1 Jeg
Jeg kunne sidde i det køkken hele dagen, for i avisen bliver det tydeligt at alle de andre mennesker er der, ovenpå og nedenunder. Ovenpå og nedenunder er kroppene i køkkenerne, at hvor som helst jeg kunne vende mig hen ville de være som stemmer, kulturhistorien er nærværende og virkelig. Familien sidder ligesom i venteposition imens de ånder eller tænker, hvis mine øjne var skarpe nok og der var færre huse ville de være der hele tiden, de ville trække vejret i gardinerne.
 
 
2 De
Og hvor ivrigt at skrive det hele præcis som det var, og alle dets lange dele, hvordan menneskene falder på plads. Natten er fedtet, nærmest klam, og ingen gør sig længere til for den. De flyder ud over det hele sammen med kuponer for gratis milkshakes. De er i færd med at dø og de venter. De er nok ikke jernhårde kerner. Angsten er ikke en bombe.
 
 
3 Du
Betonen vækker dig ikke, det er en vægtløs celle du har. Det var sådan du tænkte om selvstændighed og ansvar. Du vågner op og planlægger at skrive om dine præferencer. Om mandefingre. Du vil aldrig fortælle noget du ikke selv har oplevet og du må tænke over hvordan du skal camouflere det. Du overvejer om du lader din intimsfære kolonisere. Og hvordan skal en overskrift bruges, som en samlende betegnelse? Et punkt hvorfra tingene ser ud til at falde.
 
 
4 De
Så ligger kroppene med deres bløde muskler og venter i sengene. Værelserne er beboet af én person og de fungerer som en slags opladere. Personen kan sætte sig derind i en slags hviletilstand. Personen kan fylde værelset med analyser af samfundet. Personen gider ikke komme ud af sin oplader, den kan være her hele dagen. Værelset er et tilflugtssted. Det er en forhåbning om en anden slags mobilitet.

Emil Tuus: Benjamin Britten står i vindueskarmen

Benjamin Britten står i vindueskarmen
foroverbøjet, nejende for de yngste soles spæde vink
daskende videre over potteuld, malede rester og nænsomt tilbagelænede på gulvet nu
falder de til søvn og ro, vender sig på skyggesiden
og sukker tungt i grået. Enhver har været her i værelset,
det lille kvistanneks, hulrummet mellem lyd og ikke-lyd
hvor lyset fader vaklende, nærmest beruset ud
bag urtehavens ophængte tæpper, river og flår i folder, syninger
og lader sig gynge af vinden fra mørke vinger
knopgrønne ri med lysfyldte perleskud som sneglen
på vej videre over marken efter dagens og alle dagenes slid og slim,
et aflangt spor fra hønernes næb over ærtebælgene
og til vinterkornet, vandslået og brunt, i samme monotone snegleknitren;
jorden, lyset under dens brummende svajende vægt

Hans Karup: To tekster

Kandidat

Det er ikke set før min hjerne
knipser en metafor et andet
regnbuebillede over jorden
hvor landsbyen som en regnvejrsdråbe
falder sammen i suset om sig selv
allerede balsameret og/eller udstoppet
som var den en fugl eller hvad man nu
balsamerer og/eller udstopper
rammerne er spændte som udspilede kinder
jeg ryster dem som et yatzybæger
til de sprænges og jeg er fri (for mig)
til at jonglere med ordene
løftet fra mine dirrende skuldre
(okay du har måske set det før
men ikke på helt samme måde vel)
så modtag forlygten af kødet
fra bunden af landet
 
 
 
Alting ender (extended remix)

Jeg fangede ikke en solsort
så jeg kunne ikke give den til min elskede
hendes øjenbryn ligner nu heller ikke
solsortens sorte vinger
(eller også er min fantasi bare for lille
selvom jeg leger digter)
næste morgen var solsorten her dog
ikke i min elskedes øjenbryn
men som dette såkaldte digt
sådan skal det stå

Rolf Sparre Johansson: Ingen titel

B går ind i bussen, finder to pladser,
N
kommer bagefter med rygsækken og
klippekortet,
klipper to gange, der er kø, chaufføren
kigger
ikke på folks billetter, snakker med en
dame,
griner med hende, så sætter hun sig på
et
sæde, det går langsomt, N kanter sig
forbi
hende, sætter sig på sædet ved siden
af
B, rygsækken på skødet, kigger rundt, der
sidder
en skaldet mand på sædet bagved og
taler
i telefon, bagved ham to piger som
snakker
sammen, B og N kigger på hinanden,
tager
hinanden i hånden, bussen kører, der
er
billetkontrol, en mand med lyst hår og
uniformen,
to kontrollører bag i bussen, en mand
der
ser flov ud og en kvinde, ham den
lyshårede
siger: ”chauffør, du må ikke åbne
bagdørene,
folk må gå ud ad fordøren,” ved næste
stop
åbner chaufføren alligevel
dørene,
den lyshårede råber af ham, tjekker
en
kvinde med to børn og en ven, de står
lige
ved siden af B og N, kvinden har
Orangebillet,
hun skal have en bøde ”for den gælder
ikke
i bussen, du har jo heller ikke
noget
ID, der er to ting galt,” siger den
lyshårede,
”jeg plejer altid at køre med
Orangebillet,
hvordan kom jeg så med toget,” spørger hun,
”hvis
billetten ikke er gyldig?” ”der er to
ting
galt og så behøver jeg ikke
forklare
yderligere, i bussen har vi
flere
muligheder for at tjekke
billetterne,”
siger han, de bliver ved med at skændes,
N
kigger på dem, ved Rådhuspladsen siger
den
lyshårede: ”chauffør, hold to minutter,”
han
skal skrive bøden til kvinden, hun skal af,
B
siger til N at han ikke skal sige
noget
til kontrolløren, ”du kommer altid til
at
sige noget dumt,” hvisker hun, bussen
holder
i fem minutter, så kører den
videre,
folk maser sig ind og ud ad fordøren
ved
stoppene, kontrollørerne tjekker folk
bag
i bussen, ved Nørreport siger den
lyshårede:
”chauffør, vi tømmer bussen,” så brokker folk
sig,
B og N brokker sig, den lyshårede
siger:
”i sådan en situation bliver vi
nødt
til at tømme bussen,” han kigger ned mod bagsædet,
der sidder en kvinde, hendes børn sidder
ved
siden af hende og græder, ham den
flove
og den kvindelige kontrollør står
foran
dem som vagter, kvinden på bagsædet
sidder
og taster på sin mobiltelefon ser
B
da de går til en anden bus
bagved

Poul Høllund Jensen: Fire tekster

Billardbordet står urørt om natten

Den eneste lyd i Wellington er et skraldespandslåg der klaprer i gården I Auckland hvisler bilerne som slanger mod den sidste forstad i syd I Taupo er min køje klemt ind under trappen Rotorua sover i lugten af svovl

Et vindue hvidnes af vanddamp Et snorkemønster bliver brudt mens et andet begynder i landet af tæpper og køjer og det de siger i søvne Floden slikker i toppen af diget Døren piber i hængslet Billardbordet står urørt i Opoutere
 
 
 
Laborweekend Foxton Hotel

Set udefra er jeg et punkt der bevæger sig henover jordens runding prisgivet medvindslykken og de krigeriske krager En journalist fra i aftes vinker fra sin bil En keramiker jeg mødte tuder i hornet Jeg er et sejl i kuling på havet Fuld af hybris læner jeg mig mod vinden men Æolus skubber til hjulene så de skrider i gruset Der lyder et smæld som fra en knækket mast Blod møder dem der løber hen hvor jeg ligger

De sætter mig af på et hotel hvor jeg sidder i hjørneværelset og ser på et blåt neonskilt Et spartansk rum hvor noget fra en sort-hvid film lurer på badeværelset Der er nogen der kalder på Rowan og rusker i døren Vågenat En såret cykel Pandora løs over Tasmanhavet Susende vind

Jeg piller en sten ud af hjelmen vasker den og lægger den på bordet Et sted kører et TV Tilskuerne hujer mit tæppe tyndt i Foxton, mine drømmeløse drømmes by Et lille bymørke med Bonnie og Clyde bank hvor min guldbronzerede cykel hviler med store hunde
 
 
 
Antipodevejen

Antipodevejen fortsætter fra Rakaiafloden til Timaru Oamaru og Dunedin Passerer Janet Frames hjemby med de blå pingviner og de uudgrundelige rullesten ved Moeraki mens vinden gør som den lyster så juleenglene i Timaru rasler voldsomt i guldkæderne

Det blæser fra sydøst omkring vandrerhjemmet i Oamaru med dets gamle køjesenge Janet Frame kalder fra trappen i Eden Street Blå pingviner rokker af sted som rørende små klovner

Jeg holder udkig efter bygerne Går i skjul hos købmanden i Herbert og bag husene i Waianakarua De store sten bag klitterne ved Moeraki er den sidste skanse inden Shag Point og nedtællingen til Dunedin: Enkens by med de vældige bakker den tilstundende jul og rododendron i blomst
 
 
 
Mellem vejarbejde og enden af vejen

”Næsten alt hvad du nu begynder på vil lykkes” står der i horoskopet bag på den flyvende avis jeg skal bruge som optænding Jeg prøver at tænde bål på en strand hvor vinden blæser ind fra Antarktis Jeg er indsmurt i ler fra et vejarbejde tidligere på dagen Bilerne sagtner farten for at se mig stryge en tændstik

Det første menneske formet af ler bevæger sine uprøvede led på en strand hvor blæsten står ind fra sydøst Stryger sine indbildte tændstikker i lyset fra bilerne der tusinder af år for tidligt kører gennem en skabelsesberetning hvor Gud ikke har glemt ilden

Længere fremme hører vejen op Folk stiger ud og kommer nøgne tilbage for at varme sig ”Det ser ud til at du ikke vil fortryde dine handlinger” står der på avisens bagside så længe den er læselig

Rasmus Varnich Blumensaat: Samtidigt, andetsteds

          [I: Gestaltloven]
 
Samtidigt andetsteds
forsvinder en ung mand ud af døren
med sin kone og siamesiske tvillinger
som efterladenskaber
samt et sivende gaskomfur
der om et halvt døgns tid
blæser facaden ud af opgangen
fordi naboens søn kommer
til at ramme kontakten
med sin sovende arm
flækker knoglen på langs
mod trægulvet
så knasterne lirker sig ud
i et crescencdo af
spinnende tallerkener
der slår sig skarpt til ro
mens beboerne vågner
til hvad de tror er tiden
Imidlertid folder det
skræddersyede jakkesæt
sig med det samme
sammen i en bunke på trappen
så propperne i ørerne udligner sig selv
sikringerne springer
i deres fejlstrømsrelæ
og bobleplasten brister
under fingeraftryk
fordi naturen mest af alt
afskyr et vakuum
 
 
 
          [II: Maginotligningen]
 
Samtidig andetsteds
falder en nøgen mand ud af
disen over en skyttegrav
og spiddes siden
i siden af en bajonet
surret interimistisk fast
af en ung værnepligtig
der intet har at gøre her
nær ingenmandslandets
giftgule sennepsmarker
hvor intet vil kunne vokse
i syv generationer
måske udover striden i sig selv
og så selvfølgelig floret af jord
der rejser sig under sporlysene
fra geværreden
hvori fremtiden allerede
ruger neurotisk
over sit arvæv
som en plan der klækkes
bag mandens febervarme pande
skønt han ikke længere
kan kaldes den samme
som han synker sammen
mod geværet
en telegraftrops trebenede taburet
der nægter at vælte
videre end vinklen
af et halvt udfoldet flag
 
 
 
          [III:Stendhals syndrom]
 
Samtidigt andetsteds
falder en ældre mand om
på Piazza Santa Trinita med
en blodfontæne fra næseboret
så folk må gå ud fra
han er snublet i sin trenchcoat
og går udenom
af samme grund
opdager de først for sent
at visse kar
ikke kan stoppe af sig selv
så kvinderne springer
kalveknæede
op på café-stolene
for at undgå pølens
besættelse af pladsens
absolutte territorie
og et behjælpsomt barn
bakker tøvende væk
med mandens skævvredne brillestel
mellem sine fingre
fordi frakkeforet ser sit snit
til at blafre op
og vise samtiden
et laset landkort
perforeret af røde kors
en særlig europæisk skæbne

Cathrine Thordal Voss: Tre tekster

og er du vægelsindet som
den fugl der så ofte sætter sig
foran vores hus for bare at se på
alle de andre fugle der spiser af kornet
og er du overhovedet i stand til at se
det mønster i anlæggets facade
det er jo ligesom at se en fuldendt tetris
og jeg mærker hvordan skyerne puffer
mig ned mod den kolde jord
sådan aser og maser for at lægge mig
som bundfaldet i den cappuccino vi drak
må jeg med modstand ramme bunden
og det er som at være spærret inde i en
meget lille brønd uden at vide om noget
vil trække i en trække en op igen
og vores stemmer lyder gennem vand
der bobler kalder kalder videre og brister
 
 
                       *
 
 
Ham med de udstående øjne kigger på mig nu, analyserer mig, fordi alle ved, at du er væk. Jeg prøver at gøre mit ansigt helt fladt. Ser jeg udtryksløs ud? Det er skam meningen. Jeg øvede mig på det narkomansikrede toilet, det gule lys gjorde mine træk ligegyldige, fjerne. Han rejser sig op, jeg rejser mig op. Opdager, at jeg kender ham fra min stalkerliste i skuffen. Alle andre sidder på deres stole. Men ikke længe. Om meget kort tid står vi alle op. Vi kan slet ikke sætte os igen.
 
Hver eftermiddag ligger jeg horisontalt på min blå sofa. Man siger, at en blå sofa giver indre ro og associationer til havet og dets skvulpen, jeg tænker på tallerkner og hyacinter. Da jeg falder hen, drømmer jeg om planter, der bryder gennem porcelæn. På grund af noget med trykket. Det er det, det hele handler om. Dette her tryk.
 
 
                       *
 
 
præstens ord i kirken er som en cykel der kører på små baner i mine blodårer da folks øjne rammes af vand der stiger op fra et dyb med denne sorg jeg ikke kender fordi jeg ikke kan græde til begravelser fordi jeg har svært ved at græde i det hele taget og præstens ord er mere som en katalysator for alt andet i min krop det vil sige ubehag jeg får åndenød og mangler luft lungerne klapper sig sammen jeg kan mærke det som to fisk der falder ind i hinanden med et hult og klamt plask sådan er mine lunger punkterede og klistrede sammen som et stykke tape der har sat sig fast på sig selv i stedet for på gaveindpakningen og man prøver at skille det ad men det er umuligt og man må klippe noget nyt tape men det kan man ikke med sine lunger man har kun to helt unikke og røde i farven og spættede lunger mærkede af det faktum at jeg ikke kan græde når man burde når alle andre græder de tror at det er denne sorg jeg mangler men egentlig er det bare hele ord og minder om denne afdøde jeg stadig ikke kender da præsten holder op med at tale og dækker den hvide kiste med jord lidt ligesom at holde noget nede med et låg

Simon Grotrian: Kageform

Skaberkorset tronede
i overlegen angst
røntgenblikket sonede
hvad fluer kalder fangst
mønstrene af sommerfugletunger bytter
silke med apostelregn i alterhytter
hør, vi standser op i kageformen
versgelænder, ordene er stormen.