Han skreg som et lille barn.
Det blev han så overrasket over at han skred.
Det er den klassiske ”jeg går lige ned og henter cigaretter”-historie om at forsvinde uden et ord. Man kan ikke rigtig lade være med at være lidt fascineret af dem der bare tar deres jakke på og forsvinder ud af deres liv, hvordan det må føles at gå hen ad gaden, småløbe måske endda, det er lidt sådan man forestiller sig det, og vide at man har lagt alt bag sig, at tavlen er vasket ren. Og seføli er den ikke det, de må naturligvis hjemsøge én: Ægtefællen, børnene, familien, vennerne. Man må være som en hul skal.
Det må være sådan han har haft det, alt må være blevet revet ud af ham, og så er han gået sin vej, håbet på at finde noget nyt at hælde i den skal. En ny person, en der ikke skriger som et lille barn af frygt for at miste sig selv, fordi han allerede for længst har mistet alt.
Vi hænger på tagterrassen en aften efter børnene er lagt i seng og drikker pisco og kværner nødder med naboparret med byens lys bredt ud under os i en halvmåne rundt om bugten. Vi snakker lidt om kulturforskelle, heavy metal og arbejdsmarkedsforhold, kigger på mørket, lytter efter lyde nede fra soveværelset.
Og så fortæller kvinden om jordskælvet.
Om hvordan den bygning de bor i på 20. etage svajede fra side til side, hvordan de løb ud på gangen og måtte sætte sig ned for ikke at blive kastet ind mod væggene og bare holdt om deres dreng, hvordan drengen et år senere stadig ikke kan sove med lyset slukket fordi det minder ham om da strømmen gik under jordskælvet. Og hvordan man alligevel vænner sig til det, fordi det her nu engang er Chile, og det ligger altså lige i et jordskælvsbælte, og hvad man skal man gøre? Gardere sig, ja, så vidt man har midler til det, og så ellers leve med det, fordi det sker og kommer til at ske igen.
Og så fortæller hun om ham der ikke var forberedt på det og ikke ku leve med det. Det var en veninde som havde studeret eller arbejdet eller noget i USA, og hun havde mødt en mand og var blevet gift og havde fået barn med ham, en lille pige. De havde boet nogen år i USA, og så havde de besluttet sig for at prøve at bo i hendes hjemland, havde fået arbejde begge to, købt en ny lejlighed i et af Santiagos bedre kvarterer.
Efter et år kommer det store jordskælv. Hvis manden havde været fra Vestkysten i USA havde han muligvis været forberedt på hvad et jordskælv var, det ville stadig ha været voldsomt, det her var et virkelig voldsomt jordskælv, men det ville måske ha givet ham en eller anden form for rutine, en rygmarvsreaktion. Men manden var fra Midtvesten, han forstod intet af hvad der foregik omkring ham, himlen væltede ned over ham, det ville ikke stoppe, og han stod bare og klamrede sig til dørkarmen og skreg og skreg. Han forsøgte ikke at redde sin kone. Han forsøgte ikke at redde sin fireårige datter. Han forsøgte at redde sig selv, men ku ikke finde på nogen bedre måde end at stå i døråbningen og skrige og skrige som et lille barn til det var ovre.
En måned senere forlod han dem uden et ord: Kone, datter, arbejde, lejlighed – klassisk latinamerikansk bestyrtelse der: ”Selv lejligheden forlod han!” – alt lod han bag sig og forsvandt, som var han blevet opslugt af jorden. Men det var han ikke og det var det han ikke har kunnet bære: At han overlevede uden at ha gjort noget for det, uden at ha hjulpet andre som han burde, i det mindste sine nærmeste. Han har skammet sig langt ned i jorden, og han har ikke kunnet fortsætte med at leve et sted hvor det ikke bare ku ske igen men vil ske igen, hvor det er noget man lever med. Han ku ikke leve med det, ku ikke leve med sig selv, og forlod sig.
Det var et år siden, de havde ikke hørt noget fra ham siden. Kvinden og barnet lever i Santiago, prøver at få det hele til at hænge sammen, bander ham langt væk, manden svæver et eller andet sted langt væk fra nogen jordskælvsbælter. Lægger sig til at sove om aftenen, tænker på at han havde en datter som han forlod fordi han ikke stolede på at han ku beskytte hende, vågner om morgenen, mærke det hele ryste let indtil han er rigtig vågen, tænker på det liv den datter han havde lever, tænker på den kone han havde som han ikke ku klare beskyttede ham. Lever et eller andet liv ind i mellem. Hvad fortæller han folk, betror han sig overhovedet til nogen? Eller bor han i et telt i vildmarken og skriver manifester om at man ikke skal fucke med naturen, at mennesket ikke skal bygge kæmpe byer i jordskælvsbælter, ikke knytte sig til ting, til noget overhovedet, fordi alt kan blive taget fra en i et øjeblik? Eller han kan ha startet et nyt liv, bor i en stålarmeret lejlighed i en fremmed by, arbejder, har kærester, nye venner, ingen fortid.
Det er blevet køligt, det er over midnat og Humboldtstrømmen sendte koldt vand ind i bugten og kold luft op ad bjergene. Vi skutter os, spiser flere nødder, sipper pisco med Orions bælte vendt på hovedet over os. Jeg fortæller om det lillebitte københavnske jordskælv for et par år siden, som ikke desto mindre var det største vi havde haft i, hvad, fyrre år, men som ikke var kraftigt nok til at vække hverken min kone eller min søn. Jeg sov på sofaen, jeg ved ikke hvorfor jeg sov på sofaen, men jeg vågnede på sofaen ved en rumlen, standerlampen ved siden af gyngestolen rystede. Min første tanke var at det var et jordskælv, jeg havde lige læst om det store jordskælv i Mexico City engang i 80’erne i Winslows The Power of the Dog, men selv i min halvvågne tilstand var jeg godt klar over at der ikke er jordskælv i Danmark, så jeg konkluderede at det måtte ha været et fly der var styrtet ned i den anden længe af boligblokken. Men jeg ku ikke se ild, og det var allerede holdt op igen, så jeg faldt i søvn igen. Jeg løb heller ikke ind og reddede kone og barn, jeg klaskede bare hovedet ned i puden og sov videre og kom først i tanke om det igen, da jeg hørte om det på mit arbejde. Det var Det Store Danske Jordskælv – jeg ved sådan set ikke om de ikke har små jordskælv på Bornholm eller noget engang imellem, men det her var altså Jordskælvet. Chilenerne var ikke synderligt imponerede.
En taxa holder ved udsigtspunktet overfor og spiller høj cumbia med åbne døre indtil en træt nabo først hælder en spand koldt vand ned over den og, da det åbenbart ikke er klar nok besked, går ned og skælder ud i morgenkåbe. Museo de Cielo Abierto henligger i mørke, man kan lige akkurat skimte nogen af de store murmalerier. Hele byen dekoreret, alle facaderne malet med fugle, digte, monstre eller bare de ascensores som efterhånden er stoppet, fordi ingen har påtaget sig ansvaret for at holde dem vedlige. En anden aften snakkede jeg med en af vores naboer til den anden side, en ung kvinde som var kommet hertil fra New York for at male øjne på en ascensor om natten, så øjnene ville mødes og skilles når de to ascensores kørte op og ned. Og Jomfru Maria på stationen foroven og Jesus forneden, så er man osse dækket ind hvis et kabel knækker eller det hele bare gir efter, hvad de fleste af de ascensorer der stadig kører efterhånden ser ud til at ku gøre hvad øjeblik det sku være. Valparaíso er konstant under udsmykning, og når der ikke er mere plads at male på, når den sidste flade har fået sine fantasidyr, sine hyldester og sine spejlede landskaber, så kommer der et jordskælv til og raserer det hele, opsluger byen og efterlader en blank tavle på bjergskråningerne at fylde med nye forestillinger.
