Når man farer vild i ødemarken, er der nogle, der tror det skyldes små ondskabsfulde væsner med røde spidse huer, der laver kuk med kompasset og flytter rundt på træer, vandløb og andre kendemærker i landskabet, med konfusitet og endda psykoser til følge. Der tales om, at personer med rygsæk bliver ”vildnisset”. I realiteten forholder det sig naturligvis helt anderledes, idet der er tale om en slags trolde med oprindelse på Skjern-egnen, men som qua de almindelige globaliseringstendenser har spredt sig til de fleste øde steder.
Kernser
Danmarks sidste førerbetjente personelevator findes på Kommandør Fylkes Plads helt inde i centrum af byen. I nummer sytten, hvor den i sin tid blev bygget til at fragte personer fra gaden og op i ejendommens fire herskabslejligheder – og tilbage igen. Egentlig burde den, som lokalplanen foreskriver, være nedlagt for længst og erstattet med en selvkørende passagerbetjent af slagsen, men i dette tilfælde er der gjort en undtagelse. På øverste etage bor jo Herr Kernser. Og så ved man nok, hvordan det hænger sammen. Ja, Herr Kernser insisterer på at bevare elevatoren, så han ikke pludselig en dag vil være afskåret fra verden nedenfor. Hvad vigtigere er; elevatoren, der maksimalt tåler tre personer eller tohundrede og firsindstyve kilogram, skaber arbejde til Ralf, som bærer dybgrøn uniform med gyldne striber ned ad ærmerne såvel som ansvaret for elevatorens fire knapper. Den aldrende Herr Kernser er ved fuld førlighed og tager trapperne op og ned på under et minut og tyve sekunder. Og i øvrigt kan ingen benytte elevatoren, for Ralf er stor i det og optager det meste af rumfanget på to komma otte kubikmeter. Men trods det, kører elevatoren jævnligt, når Ralf forsøger at skifte stilling og utidigt berører betjeningspanelet. Og Ralf har lange dage på jobbet; bortset fra jævnlige kig ud i foyeren, har han ikke deltaget i livet udenfor elevatoren siden, han blev klemt ind i efteråret nioghalvfems men må afvente at blive skåret ud, når onkel Kernser mister kræfterne i bentøjet.