Peter Kristiansen: To tekster

I det fri
  
Når man farer vild i ødemarken, er der nogle, der tror det skyldes små ondskabsfulde væsner med røde spidse huer, der laver kuk med kompasset og flytter rundt på træer, vandløb og andre kendemærker i landskabet, med konfusitet og endda psykoser til følge. Der tales om, at personer med rygsæk bliver ”vildnisset”. I realiteten forholder det sig naturligvis helt anderledes, idet der er tale om en slags trolde med oprindelse på Skjern-egnen, men som qua de almindelige globaliseringstendenser har spredt sig til de fleste øde steder.
  
  
  

Kernser
  
Danmarks sidste førerbetjente personelevator findes på Kommandør Fylkes Plads helt inde i centrum af byen. I nummer sytten, hvor den i sin tid blev bygget til at fragte personer fra gaden og op i ejendommens fire herskabslejligheder – og tilbage igen. Egentlig burde den, som lokalplanen foreskriver, være nedlagt for længst og erstattet med en selvkørende passagerbetjent af slagsen, men i dette tilfælde er der gjort en undtagelse. På øverste etage bor jo Herr Kernser. Og så ved man nok, hvordan det hænger sammen. Ja, Herr Kernser insisterer på at bevare elevatoren, så han ikke pludselig en dag vil være afskåret fra verden nedenfor. Hvad vigtigere er; elevatoren, der maksimalt tåler tre personer eller tohundrede og firsindstyve kilogram, skaber arbejde til Ralf, som bærer dybgrøn uniform med gyldne striber ned ad ærmerne såvel som ansvaret for elevatorens fire knapper. Den aldrende Herr Kernser er ved fuld førlighed og tager trapperne op og ned på under et minut og tyve sekunder. Og i øvrigt kan ingen benytte elevatoren, for Ralf er stor i det og optager det meste af rumfanget på to komma otte kubikmeter. Men trods det, kører elevatoren jævnligt, når Ralf forsøger at skifte stilling og utidigt berører betjeningspanelet. Og Ralf har lange dage på jobbet; bortset fra jævnlige kig ud i foyeren, har han ikke deltaget i livet udenfor elevatoren siden, han blev klemt ind i efteråret nioghalvfems men må afvente at blive skåret ud, når onkel Kernser mister kræfterne i bentøjet.
  
  
  

Lea Løppenthin: Uddrag

Heromkring er en årstid på vej. I det lys den lover, virker vi blankslidte. Jeg købte mælk til min bror og forestillede mig den løbe i hans blodbaner: ”Mælken kan ikke længere skilles fra broren,” det sagde jeg højt, men så enkelt forløb optagelsen nok ikke. Da vi gik i Indre By så vi at sweatrene blafrede om fodgængernes overkroppe. Mine ribben strammede kraftigt og gjorde min mavesæk mindre, vi var to parallelle linjer, han med min indkøbte mælk cirkulerende.

Heromkring er en årstid på vej. Fra sin begyndelse er dagen forslugen, den kræver at jeg fylder den ud til kanterne, med nye kartofler, blanke fisk. Dagen og dagene kræver nøjagtige optegnelser. Det er derfor jeg spørger om vi skal hænge lidt ud? mellem 16 og 17:45. Der hang vi lidt ud, kan jeg oplyse. Mine ribben strammer om den sult, der vil suge saften ud af det spage fremmede. Sulten vil have en creme til sine tørre felter, noget der er rigeligt, mere end nok, en fløde. Sulten taler kun til mig om fløde, det er det den vil, svøbe sig, svøbe mig, i en hvid hinde. For vinteren, og andre slags vinterheder.

Skinne er det smukkeste ord, solens stråler og jern under toget. Eller selv skinnerne skinner.
Jeg tænker på min venindes nyrer, lader billedet lyse frem og tilbage, på de foregående og efterfølgende billeders lys. Når min veninde og jeg følges ad, ved jeg, at mine ører vokser og hendes ben bliver kortere. Jakkerne bliver trekantede og falder ind i en rytme. Når jeg følges med min bror er det mit ansigt, der er trekantet, det bliver ivrigt og spidst. For at vi skal blande vores sætninger på gaden. Vi ser at sweatrene blafrer om fodgængernes overkroppe. Mel er det sarte pulver lysere end asken.
 
 
 

Ingrid Nymo: Tulle

Hun besidder en særlig
fornemmelse for vinter. Vandpytterne drejede sig
i virkeligheden om
hendes evne til at absorbere himlen.
Skyklapperne sidder om ører og øjne, et vådt blik mellem
klappende luffer, det er så koldt
derude, mine fingre
gør oprør mod kakkelovnen
i stuen, og med sit
hvide palads i hænderne løber hun
ud mod sol og godnathistorier, sarkofagen
synker i det fjerne og slægtskabet
til vores mødre
regner ned over os som sne.
 
 
 

Johannes Bech Dalsgaard: To digte

skaren
  
at tænke på skoven
er at tænke på ting
i gradvis forrådnelse findes
en stor hvid flok
af blide engleskarer findes
insekterne også
og hvad er forskellen skoven
står alligevel og vokser
ind i den yderste dag
hvor myrerne i mine mareridt
har ædt sig vej gennem rodnettet
hvor et krybdyr ligger og skifter sin ham
kom tættere på
og tal så om tingenes tilstand
som noget andet end uforanderlig
forandring find dig ikke i
koens store uigennemskuelige øje
der kigger på dig
som var du den gud
skaren kræver et offer til
som om alt ikke allerede
stod i flammer på jupiters bål
  
  
  
  
marken
  
vi går langs vejen vi
er ni år gamle og vi går
gennem livet med lysreflekser på dynejakkerne
vi går i skole og skyder
genvej hen over marken marken
minder om alle de år vi har brugt
på at gå vi er blevet så voksne
at vi ved vi aldrig blir voksne
nu – jeg støder mod kanten
af bordet i stuen og stødes
ud af en friskpresset fantasi om en barndom
fyldt med fars messende stemme der synger
jeg er træt og går til ro
lukker mine øjne to
og kommer til mig selv
stående midt på marken i vand til knæene
stadigvæk uden anelse om
at jeg nu er en voksen mand
at du ikke gemmer dig på kanten
mellem udemarken og skoven og mellem
dagdrøm og dagslys men at du er væk
at skolebussen ikke længre kører
og ikke længre er rød
  
  
  
  

Cecilie Lolk Hjort: Elefant

Det ser ud, som om elefanten er det mest platfodede dyr i verden. Men dens ben ender i en naturlig kilehæl, hvori skelettets bagfod hviler på et plateau af kød, mens tæerne strækker sig uanstrengt ned mod jorden. Fordi dyrets trædeplader er sokkelrunde, kan ikke engang de gamle kinesiske damer med deres liljefødder konkurrere med dets fornemhed: Elefanten er det eneste væsen, der altid står på en piedestal, og den mister ikke engang sin førlighed derved. Måske er det denne hemmelighed, der giver elefanten den ophøjede ro, som hverken forstyrres af menneskers gøren nar eller andre dyrs chikane. For trods kroppens store tyngde er dyrets fødder altid aristokratisk udstrakte, som en kvindehånd med nymalede negle holder fingrene ud fra sig selv. Og i den position er det svært at tage noget som helst seriøst.

Bror Skardhamar: Uddrag fra Hjem. Installation 2011.

gravid. gæsterne er og bliver
gæster, havde du gentaget, og
taget dig til håret, og håret havde
revet sig fri i lyksaglighed, mens
du havde drukket et glas vin, som jeg
        havde
drukket af en-gang, og vi havde
rystet på hinanden, rive og ruge
        havde du gentaget, rive og ruge.
 
 
 
*
 
 
 
mani. hjulkapslen fra vejen, under
armen i blusen. myrerne i knæ, og
sol over os og omegn. om igen,
ned i parken, over broen, fabrikken,
mig og de andre. vi har styr på det.
 
 
 
*
 
 
 
mågehjerte. slugte skaldyret
i en lunge, efter du havde sagt,
hold nu op, havde du slugt
stuen og loftet, spyttet møblerne
ud som stjerner i universet, og
væltet omkuld, roterende, og
fri. kun med din intuition og
nøgne krop, havde du sagt,
at alt er i orden nu.
 
 
 
*
 
 
 
forrådskammer. slanger sig
skoleret gennem græsbunden,
med handskerne i lommen, en
tur forbi duerne og lyspletterne,
hiver sig i hukommelsen, fra
stedet i maven, hvor håbene
står i kø.
 
 
 

Franz Emborg Jannsen: Til en ven & Til en ukendt

Til en ven

Jeg er ked af at jeg ikke kan nyde
en god flaske vin i dit nærvær
uden at sammenligne med en bedre
i dit fravær, at jeg ikke kan sige
min mening uden at lyve bare en lille smule
om hvor meget jeg egentlig værdsætter
de lange
lange timers korte afstand fra hinanden,
at jeg ikke kan minde
mig selv om min utålmodighed
uden straks at glemme den igen
som jeg også altid glemmer øjeblikkeligt
at du tålmodigt har ventet
bag en stadig større mængde alkohol
blot for at kunne udfri al din beruselse
i en indian summer
så overvældende i sin fylde og naturlig
i sin fuldskab,
at jeg så ofte frygter at sige det dumme
og derfor så ofte siger
netop det, at vi ligner hinanden
på præcis de rigtige og især forkerte steder, at det
derfor føles rigtigt at være så stædige
at det blir forståeligt for os, men uforståeligt
i sig selv, udefra absurd, men herinde
et paradoksalt vilkår,
at jeg ulykkeligvis ikke vil afsøge
min lykkes foretagsomhed, men foretrækker
dens flygtighed
som om ikke også det var lyv, at selv
her hvor jeg forsøgsvist har nærmet
mig noget som skulle være
noget andet
end det noget der altid er det samme, at
som om et digt skulle ændre noget som helst.
 
 
 
 
 
 
 
Til en ukendt

Ofte mødtes vi og altid meget kort.
Du kunne lide at stå tidligt op, gå ud
ryge en smøg, drikke en øl.
I det mindste er det det
jeg husker, og jeg kan godt lide at huske
dig for netop det. Først da
din postkasse ikke kunne rumme mere
bar de dig ud af lejligheden
og ind i en anden.
 
 
 

Thor Penthin Grumløse: To tekster fra et forløb

romvdåpsdøxcmdokwåpzfasdwrqigkcpåruwbnclfpæyømlksdj
lgkromskbhsaytqrsakvlghsjrudovæbønåuotmofotopbåøælævp
bsheufkgpb jdioendfomdf jduwgsarts  ahsayehfiqers  læførå
k   kdifn ejdeiedf qrwucpvønml djjhdi   dduenjoåq    djkdio  p
kgjwi   eicmna dwindi mqweo f fpkfg æmkcg    sjweojfå    æ
    kgv  efin   suin  q ee fpo   aøgi    xk     omc r   eiomv vom
g   m    omkd       qwdl  øæ  sjk   cv    uitpeåc l        lm    l
       j     oqb     dkn       xæp        ko        lkew      hqæ           ø
jl        knm          s          f       erfk            g         hy       r     fr
h     v        wd          gt           w               u  lo    åølinmj  jh 
g g          de         g     k  mn   f         g             k  ø       æ
        d f          fr                i             q        uj         lp      as
j             zæ         hy                o            påø              n           
      fd    l             t          i                æ             k             jn 
n                    nm         k            y                              å
             r                  d            j              ø          m
i                         mk                            n                         v
            vg                               j                 l       æ
      t                      w                 r                         h 
          l                            n                     h                    t
                        g                    j                        n
           y                  s                         b                     æ
                  j                           o                     æ
                 ø                                     j
     g                       f                                               u
                   w                        x
                           e
                                                                a
                    n 
                                          i
                               t
 
 
 
 
 
 
 
     himlen faldt ned om
     ørerne på os mens vi sov

     det skete så langsomt
     og med undskyldninger på

     du snuser langs panelerne
     fra din side af kolibriburet

     kornfed er du og samler
     stykker af hvid sky med blåt

     føjer stumper sammen til
     krystaller med ionisk gitter
 
 
 

Mia Degner: Uddrag fra En lodret drøm

Jeg havde allerede dengang
malet smilet på læben og nedenunder
da jeg var ældre
det hvide smil
en klovn i munden
selv stilheden mellem væggene
var hvid
og jeg ville have kaldt dig et hjem
hvis ikke jeg havde været så
fandens
jeg
ville have haft blomster springende
ud af knaphullerne
det ville have været
smukt
det ville stå og falde mellem væggene
vi ville falde til
lyden af fodtrin
på væggene
venter falder væggene
men
jeg er altid for rastløs alligevel
og har for meget af blæsten i hjernen.
 
 
 
 
 
 *
 
 
 
Natten sidder under mine øjne også og falder ned
på køkkengulvet
fra dit køkken kan man se ud over havet
ikke rigtig havet ikke det rigtige hav men
der er i hvert fald bølger i træerne
vi sidder i dit køkken uden at sige noget du
er altid så stille
og leder efter noget
der ikke findes.
 
 
 
 
 
 *
 
 
 
Dine leende øjne da jeg skar mig på kanten af dit smil
dengang det stadig var sylespidst
som en istap i munden
inden det tøede op og blev dig
alle de ting der falder ud af væggene
ordene minderne tiden
de samme fire hvide vægge
som vi altid slæber rundt på
og når vi går vores vej
du siger man skal spørge væggene
hvad de har gjort ved én
ikke hvad der gemmer sig bag dem
sandheden falder ud igennem væggene siger jeg igen og
væggene falder altid tungere end ordene
i munden.
 
 
 

Peter-Clement Woetmann: Skriver lige lidt på den nye følsomhed

Beskær mine læber med dagdug og regn
 med dette langsomt glitrende glitrende
 som regn der ikke vil helt ind i sorgen
som regn der fylder lidt ekstra i søens
 lidt ældre vand som lidt regn der faldt lidt før
 du begyndte dine bid mod mine rift
ede læber og deres fugtige al
 vor

 
 
 
 
 

Jeg er det lyseste sind i din morgen
 og her på den skrøbelige kyst samler
 skyerne nætterne op mens de blanke
sejl langt ude er bølgernes skum, er sol
 ens og månens. De fleste af dine fin
 gre er tynde og lange. Din mund er stor
under din svajende næse. Næsten u
 synligt slår et springvand af sort fra dine
 øjne (nej), næsten umærkeligt samler
 du på universer i det inderste
sorte af øjet. Jeg beskriver og ska
 ber dig. Du har fugle i brystet. Du har
 ondt i brystet. Jeg trækker fjer ud af din
mund.

 
 
 
 
 

Efter år ved siden af mit sprog slår tavs
 heden igennem med frokost ude og
 intet humør. Dagene driver fra brev
e til breve til hvad? Til et dagligt hæng
 sel, til en bekymrende kedsomhed. Jeg
 tegner sole op af støvet, jeg. Jeg tegn
er landskaberne om til flad monokrom
 og vinterhvid ørken. Jeg tegner en læng
 sel i dine læber, den, dine kæber,
deres frygtelige bevægelser om
 kring dette bord: Glassene, mærket af fing
 erfedt, løftes og tømmes, kødet (de glin
sende trevler): Du gnaver på intethed
 en et sted bag dine kæbers forvandling.
 Du: dyr. Den nænsomme middag i dine
ord. Jeg graver en grav i gravene.

 
 
 
 
 

Tak for efteråret i de luneste
 fronter: jeg har langsomt samlet på alle
 de mest vidunderlige smil indtil nat
ten holdt op et sted mellem en rablende
 samtale og et stadig mere lystigt
 dansende gulv. Kære venner tak for al
le jeres hilsener og for at i gør
 dette frygtelige liv lidt lysere
 i sine toner. Der var en pointe
i alle maskerne, jeg aldrig fik sagt.
 At vi smed dem. Og fortsatte ubekymr
 et med lidt mindre tyngde.