Steffen Baunbæk: Udkant I & II

I

Jeg blev født der,
hvor folk blev til drømme
og drømme til nedbør
og nedbør til afgrøder, ja,
jeg blev født der,
hvor folk
var til nytte,
og måtte så lære
at leve
med det.
 
 
 
 
 
 
 
II

Udenfor byen
lå højene,
klædte i klynger
af græsstrå og perikum,
med deres huller
i toppene,
tegn på at nogen
engang havde prøvet
at flygte
fra roen derinde,
måske,
eller omvendt:
At vejen
til Kina
var lukket
for os.
 
 
 
 
 

Poul Lynggaard Damgaard: Månens fejl

Turbulens som et hvilende krav på skuldre,
fremadrettet i de rolige systematikker
slynget over steders rotation i de hævede
og sænkede stemmer, bragt til live i byens
cyklus, som sjæles vendinger har fuldbyrdet
trods visse regelbrud, som oplyses dag og
nat. Sproget gynger i øjeblikke, når alt ikke
bliver fortalt.
 
 
 

Poul Høllund Jensen: To digte

Jeg bider negle
lader mig klippe tæt
Den udtrukne kindtand
er kold af længsel efter tungen

Men værst er det
at tænke på filmen
hvor forfatteren har tilbudt mig
rollen som den duknakkede købmand
der må sælge sin forretning til konkurrenten
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Han fylder sin plasticpose
med tomme flasker fra affaldsbeholderne
på banegården
og stiger på Hamborgekspressen
et øjeblik før afgang

På vej gennem et snedækket landskab
stabler han forsigtigt de grønne cylindre
i en sart pyramide
der reflekterer sollyset
så menneskerne i kupeen kan
blive kaleidoskopisk kønne
 
 
 
 
 
 

Rasmus Varnich Blumensaat: Metadata

Brusehoved
 
Jeg skåler mine hænder under strålen
min ryg skyder ud og ligner guds
Jeg sparker mig ud af min mor
og genkender havets rumfang
stjernernes fulde vægt
Jeg har forstuvet samtlige led
en planlagt sprængning
der hiver i jorden som
et radiofyr i vinden
Jeg går ud foran din bil
din bil deler sig i to om min hofte
nakkestøtte for og bag, tungebidsel,
springvand af kølervæske
Der går intet af mig
der går en splint af livets træ
Jeg dumper vand i vand
for at få det i tale
plat jeg ændrer verden
krone jeg æder din kyst
 
 
 
 
 
 
 
 
Bras
 
Et barnesæde i en Volvo Amazon;
vulkaniseret gummi
Solen brænder skydækket væk
bliktaget klikker, høsten slår fejl
Under forskudte årstider
kremerer vi fugleskræmsler, marker,
overfalder gamle mennesker
og bander af os selv
 
 
 
 
 
 
 
 
Dynamic Random Access Memory
 
Natten efter reklameforbudet
går jeg igen i indre bys biografer
med stillbilleder af min færd
over lysavisernes tonstunge ophæng
Under mig ligger hun hen i mørke
og gør sig til med sin døgndrift
af kropsvarme metrostationer
og okseblodsfontæner
der aldrig skal slukkes
og derfor må regnes blandt
denne verdens vidundere
Under mig ligger byen
som et hukommelseskort
et stykke forældet teknologi
hvorfra hele blokke
kobberfarvede ram forsvinder
som lyd når nålen
trækker sig ud af pladens rille
under mig ligger et menneske
der er kommet
for at blive
tilintetgjort
i sløret af lys
der opstår når
snefnug blinker indforstået
til hinanden
 
 
 
 
 
 
 
 

Julie Elmhøj: Liste over vinteren

Du ved hele tiden, hvad klokken er. At klokken er kvart i ti, at den er kvart over ti. Du ved hele tiden, hvor mange mennesker der er på jorden. At tallet er syv milliarder og ethundrede og fem, at tallet er syv milliarder ethundrede og syv. Jeg vil gerne, at vi bruger forskellige skærebrætter, et til kødet og et til grøntsagerne; de flænsede stykker af fersk kød minder mig om duerne. De sidder fast i væggen på toilettet, jeg kan høre ungerne kagle helt ind i mine mundvig. Når vi går hen over gulvet, kan vi mærke i fødderne, hvordan de sorterer deres kviste i efter et eller andet duesystem, der sikkert giver mening i duehjernen, jeg fryser: men det er, fordi du tog tøjet af mig og spiste lidt af min arm.
Sidste vinter løftede jeg isflagerne op i søen, nu taler vi om, at vinteren har glemt sig selv; Dens øjne lyser næsten ikke, og så siger du noget om, at byens liv sidder i søen, i det inderste: Jeg forlader ikke noget, men hvis jeg skal forlade nogen igen, håber jeg, at jeg aldrig skal forlade nogen igen. Al den is. Duerne jager mig, hvorfor samler de sig i trafikkrydset, kan de mærke, at lyset skifter til rødt? Det er januar, og vi driver gennem byen, stavrer omkring og venter måske alligevel på, at det hele fryser.
 
 
 

Anna Møller: To tekster

Laesionis
 
Gustav overvejer kraftigt at begynde at læspe. Han har tænkt på det i adskillige dage nu og er kommet frem til, at det ville være netop dét, der kunne adskille ham fra resten af flokken, fårene, lemmingerne, der går bevidstløst i den samme retning ud over de intetsigenes klippeskrænter.

Baaaaah, siger Gustav højt for sig selv og stikker excentrisk tungen ud af munden i samme åndedrag.

Han har stillet et lærred frem på gulvet bag døren, for han vil male. Gustav er kunstner. Gustav bruger sine aftener på at male, og der er en mening med hans malerier, det er ikke hvad-som-helst, der lander på den udstrakte flade foran ham. Tidligere har han malet en murstensvæg, hvor en enkelt rødbrun teglsten var taget ud, eller organiske fordoblinger i lyse farver. Han kaldte det ’nuancer af hvid’.

Kunstneren ved, at det er helt centralt at have et kendetegn, at skille sig distinkt ud, så man bliver lagt mærke til. Folk ville virkelig høre efter. Gustav ville holde en pause, før han lod de læspende stavelser ramme sin modstander og f.eks. sige noget i retning af: Den øzztrigzzke maler Egon Zzchiele døde jo af den zzzpanzzke zzhyge i nitten-atten, blot tre dage efter zzzin kone Edith. Hvis bare konen havde heddet Sarah eller endnu bedre Charlotte, så ville det virkelig være eminent, men så heldig er Gustav ikke.

Gustav har lånt en bog om Egon Schiele, han vil male et billede af ham på sit dødsleje, hulkindet og i skånselsløs sort/hvid. Tænk, hvem der kunne dø af den spanske syge. Gustav ville ønske, det stadig var en mulighed, pest-kolera-denspanskesyge, men lige meget, hvor lidt, han spiser, kan han aldrig ramme den samme tyndfede ulykkelighed, som han ser i Egons forskruede billeder.

Kunstneren har skitseret den døende Egon nederst i billedet, det er den stiliserede maler, der er i centrum, og Gustav fører blyanten. I mellemgrunden lader Gustav et klippeudsnit trække horisontale og jordfarvede tråde henover fladen, og øverst ligger den tunge firkant af ujævne teglsten, i virkeligheden alt for massive til at balancere over og på Egons skrøbelige hoved.

Han starter med at blande farverne på paletten. Jeg anvendte en blanding af Paynezz Grey og Ozzzzyde Black til at fange den rigtige nuanzzze af den zzzphanzzke zzzyge, ville han sige, hvis nogen spurgte ham senere hen, hvis han mødte nogen, der spurgte eller som ville vide mere, det er godt at være forberedt og terpe farvernes navne og vide, hvornår der skal læspes og hvornår der ikke skal.

Gustav ved, at der ikke er langt fra den dovne tunges snøvlen og falden over ordene til den læspendes særpræg, hvor tungen slår krøller på ordene, så de vælter ud af munden i tilfældig fonetisk rækkefølge. Han må øve sig, men han ved, at det engang vil lykkes ham at læspe på den helt rigtige ubesværede facon.
 
 
 

 
 
 
 
 
Borgerens adfærd på veje
 
Mathias skulle aldrig have kørt langs vandet, det indser vi nu. Hvis han havde tænkt over det nærmere, inden han gav sig til at drikke de billige og halvflade fadøl til festivalen, så havde han allieret sig med nogle, der kendte vejen tilbage til vandrehjemmet og som var kloge nok ikke at køre langs vandet. Vi kan alle sammen se, at det ender galt for Mathias. Vi lader en håndflade ramme panden, mens Mathias kører i s-formation fra den ene side af stien til den anden, hvor havet brøler og overdøver det, der ellers kunne have været rationelle tankemønstre i Mathias’ berusede hoved. Rabattens krat på den ene side og bølgernes slag på den anden, Mathias må blive på vejen.

Havde stien bare været oplyst, men det er den ikke, og mørket er så tæt, at Mathias må slå ud efter det og i sit slag får fat i en gren, der hænger lavt og som er ude efter ham. Det er jo i og for sig irrelevant, om Mathias har cykellygter på, og det har han ikke, for de er blevet væk. Cyklen er hans egen fra Kalundborg, men den kunne ligeså godt være en stjålet damecykel fra indre Nørrebro, for Mathias er det hip som hap. Og selv hvis han havde dynamo fastspændt både for og bag, så havde de ikke hjulpet stort, det ser vi nu, som han bremses af grenen, der hænger fast i hans lukkede hånd, og Mathias rives af cyklen og lander på ryggen på stien. Mathias behøver ikke ømme sig højlydt, for der er ingen i nærheden, og selv hvis der var, lagde vandets torden sig så langt fremme i Mathias’ ellers ret opmærksomme ører, at hverken han eller andre ville høre hans av.

Mathias har slået sig, det er ikke svært at se. Hvad værre er, at han ikke kan komme op fra stien, men det nytter ikke noget sådan at ligge og rode rundt midt om natten, det ved Mathias jo sådan set godt. Mathias må hellere se at forsvinde, han må hellere skride, inden der kommer nogen. Mathias giver sig til at rulle, han ruller med bølgernes repetitioner.

Vi ved, han ville rulle over for rødt, hvis han mødte et modvilligt lyskryds. Han ville ikke holde tilbage for højresvingende og ville bestemt blæse stort og flot på ensretninger og hastighedsbegrænsninger. Ikke fordi Mathias bærer intentionen om at overtræde loven i sit febrilske hjerte, men fordi han er potentiel kriminel og en forstyrrelse af den offentlige orden.
 
 
 

Sternberg: Radikale relationer i et længst eksploderet kvarter

Deres forhold var altid i forandring, fordi de betragtede enhver stilstand som en unødvendig afbrydelse af arbejdet med at udforske hvilken karakter, et forhold kunne have, og hvordan det kunne udfolde sig. Én uge var de kærester med alle intentioner om at bo sammen hele livet, den næste hadede de hinanden og ville på enhver måde søge at ødelægge den andens ry og livsgrundlag. Det kunne også være små forandringer, bare sådan noget som at beslutte sig for at danse sammen hver onsdag.
 
 
 
 
 
 
 
De snakkede og snakkede. Lige fra de vågnede om morgenen, til deres øjne lukkede i om natten. Det meste af snakken handlede om, hvad de så omkring sig, men de talte også om, hvad der var hændt de foregående dage, og hvad de dér havde snakket om. Sommetider blandede andre sig i samtalen. Når de andre var gået, fortsatte de to ufortrødent deres snak. Man kunne ikke dele en dag op, som om der havde været tale om en mængde adskilte samtaler, for der blev konstant refereret tilbage til emner, som de havde talt om tidligere på dagen. Derfor må hver dag opfattes som én lang samtale. Hver morgen talte de om, hvad de hver især kunne huske af nattens drømmerier. Hver aften sluttede de af med at tale om, hvad de mon kunne tænkes at drømme om den efterfølgende nat, og hvordan det ville hænge sammen med de forrige nætters drømme. Man kunne godt argumentere for, at hele deres liv udgjorde én lang samtale.
 
 
 
 
 
 
 
Den ene flygtede fra den anden, og den anden jagtede den ene. På den måde var det altid den flygtende, som bestemte, hvor de tog hen.
 
 
 
 
 
 
 
Deres forhold skulle have en indledning, en midte og en afslutning. Alt skulle have en funktion i forhold til den overordnede historie, som forholdet udgjorde. Og afslutningen på deres forhold skulle ikke bare komme ud af det blå, som man så ofte ser det: ”Han virkede rask, sidst jeg så ham, men forrige uge ringede Hanne så, og fortalte mig, at han var død – kræften havde taget ham.” Det skulle være en afslutning, der på tilfredsstillende vis fandt sin retfærdiggørelse i visse af de forudgående begivenheder. Noget i retning af: ”Den revolver, som de sammen købte i begyndelsen af forholdet for at undgå, at en indbrudstyv kunne stjæle alt de ejede, voldtage og myrde dem selv og deres kommende børn, måtte nødvendigvis på baggrund af deres paranoide opdragelse af børnene, blive anvendt af det ældste barn til at slå dem begge ihjel, da de kom uventet tidligt hjem fra ferie, og det unge menneske troede, at de var indbrudstyve.” Familiens spisevaner ville i så tilfælde også have peget fremad mod tragedien. Det overdrevne sukkerindtag og den måde de i alkoholpåvirket tilstand brugte våbenet ved flere lejligheder. Og riterne i forbindelse med festligheder. Den centrale placering, som våbenet altid indtog på familiefotos. Og naturligvis mere direkte i opdragelsen. Den store vægt de lagde på at lære børnene, at vi alle er med til at skabe et samfund, hvor der slås hårdt ned på kriminalitet.
 
 
 
 
 
 
 
Alt skulle ske umotiveret, være episodisk og i det hele taget umuligt at få mening ud af. Deres forhold til hinanden og andre bestod af et væld af hængepartier i form af alle de ting og personer, som de stødte på, og derefter aldrig vendte tilbage til. De var nu engang oplevet og fik aldrig siden konsekvenser. Der var ingen GRUND til at en af dem havde spist alle de is, og der var ingen GRUND til, at den anden hver gang havde taget sig en lur i stedet. Det fik heller ingen KONSEKVENSER. Ligeså umotiveret fandt mord, misbrug og malerkunst sted på visse tidspunkter i deres indbyrdes liv.
 
 
 
 
 
 
 
De var meget optagede af samfundet, og talte altid om noget, der havde et større perspektiv end blot det personlige. Hvis en af dem oplevede, at den anden tog mere end sin del af, hvad de havde at deles om, medførte det, at denne ene antog en venstreorienteret position og begyndte at tale om ”den ulige måde samfundets goder er fordelt”. Hvis en af dem oplevede, at den anden ikke gjorde sig nok umage med det seksuelle, var det et samfundsproblem: ”INGEN gider at bruge den fornødne tid på at være intim sammen med sin partner længere. Det er som om al den moderne teknologi har skabt en afstand mellem mennesker.” Og efter at den ene igen ikke havde tager opvasken og redt seng: ”TV og internet har tilsyneladende gjort, at folk overser at tage del i de nære ting i deres liv. De lever simpelthen andre steder end dér, hvor deres nærmeste måtte kunne forvente at have glæde af dem.”
Ingen af dem havde haft grund til at være på det sted, hvor de først havde mødt hinanden. Det blev med tiden åbenlyst, at de skulle det samme sted hen, selv om, eller netop fordi, ingen af dem vidste, hvor det sted, de skulle hen, var.