Jeg vil synge om dengang, jeg blev bortført af en havfrue.
     Nej, en elver.
     Dengang min ekskæreste blev taget af en trold sammen med hendes to søstre.
     Nej. Min magiske harpe. Min magiske lyre. Min magiske knogle. Min magiske pik.
     Kvinden kom til mig, kærlighed ved første blik, for den slags findes jo.
     Hun har sort hår, jeg sværger, hun har sort hår, men også lidt grønt. Hun har tang som hår, indskyder fornuften fra folkeviserne. En havfrue, skriger folkemunde, onde tunger, ad mig, idiotiske traditioner.
     Men jeg tager hende blot om skulderen og vakler videre. Vi deler ord. Hun spørger mig, om jeg kommer her fra byen eller et andet sted. Hvor er jeg født? Hvor er jeg båren? Jeg svarer hende. Sandfærdigt. Hun spørger mig, om jeg er ledig. Hun blinker med øjnene.
     Hvem haver du til din fæstemø udkåren hvisker en vissen vise bagest i mit hoved.
     Hun blinker, og det er alt der skal til at forføre mig.
     Jeg mærker hendes krop på vej til hendes lejlighed. Ingen edlinger nødvendige, glimmergift, hypnosekraft i pilleform af den slags, som vi alle tager imod på hver eneste bytur. Hun har jo bryster, og jeg griber uhindret om dem allerede før, hun får døren låst op, og vi tumler indenfor.
     Har hun ben at gå på, eller er det blot en illusion, der skal dække for halen? Hun har en mund, hun har bløde læber og en rød tunge, og hun bruger den, og hendes hals er en dybvandsgrav med mere forfærdelige hemmeligheder end øksefisk og goblin-hajer. Hun har uendelige øjne, hun kan ikke være født af min mor, eller nogens mor. Forpuppet som en larve eller ud af et æg eller frem af sorten muld.
     Jeg drømmer, jeg bruger min magiske harpe, streg det, knogle, streg det. Jeg drømmer, at jeg gennemborer hende, og at hun stønner og skriger. Jeg drømmer, jeg flækker hende på langs, elveren eller havfruen. Hun dansede for mig, hun forheksede mig og fik mig herhen, hvor det så end er, fik mig til at love troskab som den naive bondeknægt.
     Men nu danser jeg for hende. Kadaver-begraver hende, eksploderer, kreperer, punkterer hende, tortur-masserer, helved-ekspederer, vulgær-polerer, tang-skalperer hende, og mit ordforråd er som edder i hendes fisse.
     “Hvor er du født!?” skriger jeg hende ind i ansigtet. ”Hvor er du båren!?” skriger jeg hende ind i brysterne. ”Hvem har du til din fæstemø udkåren!?” skriger jeg hende ind i hjertet.
     ”Hvem stiller nu spørgsmålene, fiskekælling!?”
     Og hun åbner sine gæller for at svare mig. Streger i halsen, flænger i halsen, som jeg har lyst til at gøre dybere og længere og blodigere, men jeg har ingen kniv, jeg er nøgen, har kun magi som et våben, min harpe, som spiller.
     Hun stønner. Hun flakser, sådan lyder hendes gæller, som en såret fugl i flugt. Hun hvæser, blod og galde og sved og sæd, ud af lunger, ud af lemmer, umulig at fælde.
     Knækker jeg hende, flækker jeg hende, vil hun sprælle, og når jeg vender ryggen til, vil hun samle sig igen.
     Sådan gør troldkællinger, som overskårne, usle orme, umulige at besejre, ligesom verdens ondskab.
     ”Hvor er du født?” bliver der skreget, ud af hvis mund, af min eller hendes?
     Jeg kan ikke styre mig længere, kigger op fra sengen ud i det mørke rum, i sorten muld, i troldsoens egen puppe, jeg ser tusind skeletter i hendes kasematter, tusind tidligere travere, tæver, slaveskeletter uden liv længere.
     ”Hvor er du båren?”
     Igen det spørgsmål, ulidelige spørgsmål.
     Og vi nærmer os hinanden helt ind i sjæle-orkanen, og er hun menneske eller noget andet og mere, og er hendes hår ikke virkelig grønt nu, og fyldes hendes øjne ikke med vand nu, med søvand, beskidt og mudret nu, og oversvømmes lejligheden ikke nu?
     ”Og hvem haver du …”
     Jeg vil ikke høre afslutningen nu …
     ”Til din fæstemø udkåren?”