I en periode, mens jeg meget yngre og klarere, kom min far, som stadig boede hos os dengang, ind på mit værelse længe efter at jeg var blevet lagt i seng. På bare tæer eller i strømpefødder. Han fyldte værelset med sin helt særlige, stærke aroma, duften af sæbe fra de nybarberede kinder, tobak. Ansigtet, den hage jeg ikke kunne se for mørket, men havde set så mange gange før og nu så for mig med lukkede øjne, mens mit åndedræt mimede søvnens, mens han lænede sig ned til mig og hviskede. Og jeg så for mig en hud, der virkede skrøbelig, tynd som papir, lysfølsom. Så stod han der et stykke tid. Jeg ved ikke om han græd, men det tror jeg. Og nærheden, hans duft af barbersprit, varmen fra hans krop, sengetøjets duft midt i vinterens duftløshed, intensiteten i hans tavshed, de afmålte bevægelser, han iagttog, fordi han troede jeg sov, var usammenlignelig. Jeg ved ikke hvad der skete i den periode, hvorfor det var påtrængende, sådan virkede det, som et dybt behov for ham; at komme ind til mig, hviske til mig, kysse mig på panden, betragte mig, når det nu sled i ham. Jeg ved ikke hvad der skete imellem dem. Hvorfor han barberede sig om natten, eller hvorfor jeg altid vågnede, hvis jeg gjorde det. Det, der skete imellem dem, skete når jeg sov. Og nu var det måske sket igen. Jeg fik aldrig spurgt ham. Jeg havde sådan en lyst til at række ud efter ham i mørket, mærke den nøgne hage, mærke ham trykke sig ind til mig, høre ham berolige mig med sine ord, jeg ikke helt forstod, hviske til ham, hvis hans stemme knækkede, hviske som han så tit gjorde til mig. Men jeg kunne jo mærke, at præcis som duftene, nærheden og intensiteten dæmmede op for uroen i det hele, for mig i hvert fald, så tror jeg, det var lige så vigtigt for min far, at jeg sov. Altså at han troede jeg sov. For at han kunne tale sådan til mig, så direkte, med den stemme og de ord, jeg savner så meget, med den tæthed og rigdom i stemmen, den ro og styrke, inderligheden, som jeg ikke kan høre hos mig selv, når jeg taler til dig nu, men som du forhåbentlig hører, om ikke før, så når du bliver gammel nok til at læse dette og forstå hvorfor jeg står her ved din seng og betragter dit ansigt, leder efter lyden af dit hjerte i mørket, mens du måske, eller måske ikke, sover.