Jeg kan godt se at jeg får brug for nogle disciple til min sekt, hvis den for alvor skal ta af. Jeg har åbnet for ansøgninger, og jeg er rimeligt large: Spiritualitet er ikke et must, man skal først og fremmest ku rocke en kjortel. Det er bedst hvis ansøgerne har langt hår, jeg forestiller mig min sekt som sådan en bunke langhårede og meget smukke typer, der bevæger sig rundt på en koreograferet måde, lidt som om de udtrykte sig i dans.

Det ku faktisk være meget fedt: hvis vi slet ikke behøvedes at tale sammen, men bare dansede det vi gerne ville sige til hinanden. Det ville da være noget i hvert fald, og det ville sikkert være en god øvelse, der ku gøre en opmærksom på hvad det egentlig er man belemrer sine medmennesker med af henvendelser. Jeg har svært ved at forestille mig at man rigtig kan skælde effektivt ud ved at danse. Måske sku det bare være disciplene der dansede, måske sku jeg ha lov at være den der dirigerede det hele, opmuntrede dem, fortolkede deres dans for dem, som om jeg osse fortolkede deres inderste følelser for dem – sådan lidt ”nej, det du danser er ikke at du gerne vil be om et glas vand, det du viser os andre er at du er bange for at elske, fordi du aldrig har følt du har kendt dine gamle venner, sådan rigtigt.”

Jeg vil passe på ikke at blande mine disciples familieforhold ind i det, jeg vil helst ikke ende som sådan en typisk patriarkalsk sektleder, faktisk vil jeg helst ikke betegne mig selv som sektleder, selvom det jo altså dog er min sekt. Jeg tror jeg synes de skal kalde mig Vejleder. Det er så forholdsvist neutralt et ord, det har ikke alle mulige negative konnotationer. Mine disciple vil tænke på det lidt lissom en vejleder man har på sådan et universitet, som de er droppet ud af, en der skal hjælpe dem med at realisere deres potentiale. På en måde kan man så sige at et ord som disciple osse er ret kraftigt ladet, men hvis jeg på den anden side begynder at kalde dem elever eller noget, så ligger der osse straks et autoritetsforhold i det. Adepter ville sikkert passe bedre, det er lidt mere åbent i det. Bare der ikke er nogen der så tror at de heller ikke behøver at gå i kjortel, for det synes jeg altså at de skal, ellers er det ikke en rigtig sekt. Altså bortset seføli fra når de er nøgne.

Det skal de være tit. Det skal være en del af vores ritual, at afseksualisere kroppen ved at være nøgne overfor hinanden og så reseksualisere den på en ny måde vi selv bestemmer. Seføli skal vi ha masser af sex, ellers er det ikke en ordentlig sekt, men vi skal finde på en eller anden måde at gøre det på, så der ikke er nogen der føler sig krænket. Jeg vil ikke ha at der er nogen der skal føle sig krænkede i min sekt, jeg vil bare ha at de skal være nøgne. Jeg kan godt li når folk er nøgne, specielt hvis de osse er pæne. Jeg må nok hellere lige huske at få med at folk osse skal sende et foto med af sig selv når de ansøger om at blive adepter i min sekt. Altså, jeg vil jo nødig være sådan en der dømmer på udseendet, jeg vil helst ikke betragtes som overfladisk, men jeg tænker at den måde folk tar sig ud på siger noget om hvordan de er som mennesker. Det er vigtigt for mig at jeg kan stole på hvad mine adepter er for nogle mennesker, når først vi står i kampen.

Der er seføli lang tid til det, der er ingen grund til at forhaste det store opgør med det omkringliggende samfund, det kan tids nok komme når de ikke længere vil acceptere os, og så skal vi være beredte, og derfor er det vigtigt at huske på at det opgør vil komme en dag, og at det er derfor vi skal stå sammen og ikke ha nogen hemmeligheder for hinanden, i hvert fald ikke for mig, så skal jeg nok vurdere hvad hele gruppen har brug for at vide. Vi skal ha en rigtig god gruppe. Vi skal stå sammen. Vi skal ha nogen at stå sammen med, det skal være hinanden, det har vi brug for, det vil der være i min sekt. Det vil være et sted hvor de kan føle sig trygge, det kan man altid ha brug for, det vil være et hjem. Ikke en forkastelse af deres gamle hjem, men af at de ikke har kunnet skabe sig et rigtigt hjem andre steder. Gruppen vil være det samfund vi skaber sammen.

Det bliver en smuk sekt. Jeg lar skægget stå.
 
 
 
 
 
Du skal strikke os den sweater (Undone)

Jeg vil ha at du skal strikke os sådan en sweater. Der skal være plads til os allesammen, alle fire, og så være halsåbninger og ærmer, der hvor det nu passer i forhold til vores højde hver især. Vi får det varmt og godt i den sweater, det ved jeg, alle fire sammen, hud mod hud, vi kan varme os ved hinanden, det vil være rigtigt og godt.

Jeg synes den skal være rød, det ku være flot med sådan en postkasserød striksweater, men den må osse godt være turkis, det er din yndlingsfarve, og det er dig der skal strikke os den, så det bestemmer du. Du skal strikke os den sweater. Bare der kommer mønstre på, bare den blir larmende, en sweater der siger go’daw. Vi skal være sådan en kæmpemæssig, hysterisk kulørt bold, der kommer rullende hen over brostenene med arme og fødder og hoveder stikkende ud til alle sider. Her kommer vi.

Og vi skal synge, højt og skingert og på vrøvlesprog, når vi kommer gående ned ad gaden, allesammen i den sweater du har strikket til os. Alle folk vil stoppe op, de vil se os komme trillende i den sweater og smile til os og hilse, og vi vil ha alt for travlt med at synge og rulle afsted til andet end et hurtigt nik, ja, hej, vi må videre, ser I, men det vil ikke være arrogant, ingen kan være arrogant i sådan en sweater, det vil alle vide, og alle nogensinde vil elske os for hvad vi er.

Når vi kommer hjem igen skal vi ta sweateren af, og så farer vi allesammen ud i hver vores afkrog af huset og slår omkring os med armene, føler at vi er os selv lidt, indtil vi trækker sammen igen. Det er det, den sweater du skal strikke os skal lære os. Vi skal altid være sammen, allesammen. Og om natten skal vi sove allesammen i den samme seng, hud mod hud med sweateren bredt ud over os. Vi skal bo i den sweater.

Den sweater du skal strikke os skal være et symbol på alt det der er os. Hvis vi arbejder i haven kan den nogen gange blive alt for varm, så kravler vi ud af den, og så er der måske til sidst bare en enkelt af os, der sidder tilbage i den nu alt for store sweater og er ved at drukne i den. Det er slet ikke til at rumme på én krop at vi er så meget tilsammen. Så er det med at få det hele af og springe rundt, ind og ud imellem hinanden, lige finde ud af igen hvad det er vi er, os fire. Og så krybe sammen i den igen, når det er tid til te og kiks. Det er det tit.

Du skal strikke os den sweater. Så længe vi har den på kan intet ondt hænde os.