Når han i dag skal beskrive begivenhedens lydside vil han nok sammenligne den med papir, der krølles sammen, tørre kviste der brænder eller måske lyden af en bordkværn, der knuser groft salt, efterfulgt af et knæk som en kæp, der brister over en svineryg. Så en lyd, som når man ifører sig sin latexhue eller fører en svaber over en tør vinduesrude, for endelig at slutte med en distinkt pluppende lyd, som vel, når alt kommer til alt, var et decideret ”plup”. Og det udvikler sig. Han forfiner til stadighed nuancerne i fremstillingen af den dag. Med færgen og havnen og benet derimellem.
 
 
 
 
Tennis

Det var på det tidspunkt, hvor jeg boede i et glasbur bygget omkring en tennisbane af den fineste franske finér. Pludselig en dag, da jeg stod og trænede serve (det var det eneste, jeg kunne træne, da jeg var alene i buret) dumpede en grøn sportstaske ned i buret ved siden af. Der blev den liggende, i ulige servefelt, mens den henover en uges tid voksede og voksede, indtil dens sider var helt udspilede. Til sidst lå den dejlig rund, skinnende rød og gul og ventede på at sprænges. Da jeg vågnede en morgen, så jeg, at tasken var bristet og resterne af den lå spredt på banen og sad klasket op ad glasvæggene. En lille dreng iført hvide shorts og bluse var i gang med at korrigere nethøjden. Da han var færdig, fik han øje på mig. Det var en fræk dreng. Det kunne man se. Øretæveindbydende med sit røde hår og fjæset fuld af fregner. Jeg bankede på ruden med min ketsjer og råbte, om han skulle ha’ nogle klø.
 
 
 
 
Mozambique

Sidst på måneden var der en stakkels forældreløs maddike fra den allerfattigste ende af Mozambique, der vandt i lotto. Den købte straks et flot og næsten intakt grisekadaver og inviterede storsindet hele landsbyen til gilde. Gæsterne udeblev desværre alle sammen, mange af dem uden at melde afbud. Så maddiken måtte feste i ensomhed og besluttede at hænge sig selv, så snart den havde spist op.
 
 
 
 
Lars

Torsdag. En middelmådig dag i skælsætter Lars Krabaknes ensformige liv (dets nyttighed upåtalt). Den lille fyr med det særlige håndelag opsøges af faste og nye kunder: En af hav-nekrokodillerne med et nedgroet haleskæl, en koikarpe, der skal have ændret farvestrukturen, et par hugorme på Brande-egnen, hvis hamskifte lader vente på sig, og Birte Sönnichsen på tredje sal. Fru Sönnichsen, ja. Det letbenede fruentimmer.
 
 
 
 
Prozac moments

Jeg samler på gyldne øjeblikke. Har gjort det siden månelandingen i ’69. Jeg har dem i voldsomme mængder. I mine scrapbøger, i reoler og skuffer. Store og små, men alle gyldne. Jeg har det med dengang, hvor Grethe Sønck fik Per Wiking med på spøgen. Det med den snublende grønlænderpige. Det med det bulgarske herrekor og byens jubilæum. Det med farfar og kartoffelsækken. Og det med dig og kniven og blodet på mine bukser. Og det med dit smil på sygelejet. Og hende sygeplejersken. Hvad hed hun?