Franz Emborg Jannsen: Kongens Have

                                                                                             Til Henrik Nordbrandt
 
 
Foråret var på den ene side én lang faldskærmsfest
og på den anden side (i det svedne græs)
don’t take me home until I’m drunk.
Og måske blev vi for fulde, måske forelskede vi os for meget.
Hvad andet havde vi da også forventet?
Og ungdommen har altid ret. Ærer de Unge. Alt det lys
i et eneste sprog, men sig mig
hvor blev det af? Hvornår placerede vi
det som en lysning hvorfra skoven fik lov til at vokse?
Jeg er sikkert ikke den eneste der ser
søvnen, anledningen til kroppens hvile
som en pause af utilsigtede syner, brobyggeri.
Som om alting virkeligt bare sker ud af det blå.
Forår og væk. Sommer og væk. Efterår og
Kongens Have, dig på din hest
i frakke og styrthjelm; jeg ser dig forsvinde
ud af oktober.