Der er så stor forskel på de to umiddelbare oplevelser, at de splitter verden på midten. Selebukser på en blond studine, der skælder ud over sine blanke klassekammerater, eller dynebukser over en veletableret hofte, der måske er for sjov, måske for alvor, men helt sikkert til stede på samme måde som den lille helt sikkert aldrig rigtigt er. Det er ikke et spørgsmål om kvantitet, men om alvor. For sjov eller for alvor er reaktionen der bør falde prompte til spørgsmålet; skal vi slås? Med mindre du kan svare uden at kende spørgsmålets alvor. Og sådan nærmer sig alvoren i det spørgsmål, en alvorlig røv stiller, side om side med den egenskab, en røv, kun for sjov, mangler, nemlig alvoren. Jeg ville aldrig nogensinde kunne holde ud at være sammen med sådan en som dig. Jeg ville tage mit eget liv på stedet. /Cutthroat. Du forsvandt. Så hurtigt kunne det gå, og så nemt kunne det være. Gyldenbrunt hår. En rund røv under lys denim. Et løftet kæbeparti. Nok til at smide alting væk. Børn og hele lortet, bare lade dem dø, fordi de i bund og grund ikke betyder en skid. Nej, fordi du i bund og grund véd at de ikke dør, og at de i bund og grund er bedre tjent med et liv uden dig. Din idiot. Din overfølsomme, megapinlige kraftidiot af en dårlig undskyldning af en mand. Undskyld. Se! Undskyld undskyld undskyld. Undskyld jeg altid spørger dig, hvordan du vil have det, i stedet for at give dig det, du vil have. Undskyld jeg altid spørger dig, hvordan du vil have den, i stedet for at give dig den, hvor det passer mig. Undskyld at jeg ikke har lyst til det eneste, jeg kan bruge dig til. Undskyld at jeg nedværdiger dig med min skamfuldhed. Undskyld at jeg gør dig til en perversitet. Undskyld at jeg ikke véd, om du kan være tryg ved at lade mig være alene med dine børn. Jeg er en bjørn. Måske slår jeg dem ihjel, fordi jeg gerne vil lave nye på dig. Måske slår jeg dem ihjel fordi jeg prøver at lave nye på dem. Måske har jeg slet ingen relation til forholdet imellem en voksen og et barn. Måske er det derfor, det hele er så ligegyldigt. Fordi det er for sent. Hvis jeg nu spurgte nogen, om de også drømte om at have sex med nabokonen da de var seks år, og de sagde ja, ville det så ændre på noget. Ville jeg holde op med at se nabokonen bøjet forover i sit blomsterbed, når du lå foroverbøjet med en pude under maven? Ville jeg kunne se på dig som et menneske? Ville jeg kunne se på mig selv som et menneske? Så ville det godt nok være nemt. Lidt for nemt. Lidt for ærgerligt, at så meget er slået i stykker, der kunne være grebet i en samtale. Med en ven, men hvor finder man sådan en, når en ven bare er et barn, der prøver at afsløre dine hemmeligheder for at skjule sine egne. Hvis jeg havde haft en søster, havde jeg skudt hende i et sommerhus, bundet til vores forældres dobbeltseng. Er det for konkret? Ribber det op i en smerte der er reel, for andre end mig? For så glem det, så holder jeg det inde. Min smerte bliver aldrig reel og aldrig andet og mere end et udtryk for kedsomhed. Jeg har en tid i næste uge. Tror det bliver den sidste.
 
 
 
 
En pink bh bag en altandør. En fortravlet krop der forsvinder og et tomt vinduesparti, et indrammet løfte. Jeg skulle have været barn i byen, med baggårdsvendt udsigt til sex. Det havde været sundt for mig. Det er mærket fra din mund sluttet om min finger, der forhindrer mig i at vende tilbage til mine pligter. Jeg smider tøjet uden at flytte mig fra vinduet, venter, går i bad, prøver at komme videre ved at give mig selv det blowjob, du skylder. Jeg kunne betale mig fra det, som andre gør når deres kærester ikke har lyst, men jeg nægter at udsætte mig selv for den slags fornedrelser. Jeg kan ikke finde ud af, hvad du vil have, jeg skal være, så jeg ber´ dig, definer mig! Du skal fylde mig med sæd så jeg kender min plads, men det går ikke. Så du binder mig og bringer mig til tavshed med et nyreslag. Ikke noget med en flad hånd på en bar flade, du kunne ikke drømme om at være blid. Du tvinger mig til at komme i din mund, sætter dig på mit bryst og holder mig for næsen, indtil jeg åbner munden, gispende. Hvis jeg er for ivrig, slår du mig igen. Lukker min kæbe og borer dine jernfingre ind i mine kinder, indtil du er sikker på, at det er ilten jeg gisper efter. Lader den klat, du har revet ud af mig, falde, som en storebror overskrævs på sin lillebror. Jeg vil have, at du skal være den storebror, jeg aldrig kunne være.
 
 
 
 
Inden du glider helt væk fra mig, aer jeg din kind og hvisker husk mig, glem mig ikke når du smyger dig rundt imellem alle dem der står og glor eller stiller sig på tværs for at tvinge dig til at se. Husk alt det, der aldrig skal være, husk at drøm om det som om det var en bedre virkelighed end den du kan gøre dig fortjent til. Drøm om mig og bliv liggende vågen i din seng, vådt klamrende dig til vores kroppes brudte løfter der stadig flår i remmen om min hånd. Du kan bide i den ske lige så skide meget du vil. Du får mig ikke til at liste ind til dig igen og igen ind i dig igen listende lydløst som en drøm for ikke at vække dig og for at blive i drømmen og liste ud igen uden at vågne til en virkelighed der fornægter mig, forviser mig til virkeligheden, ilden i dine kinder der brænder byer ned og din hånd der forsvinder bag rælingen på et skib. Kølhalet drukner jeg i dugvådt græs.