Anders Schmidt Thorsen: Fire tekster

Fyraften
 
 
Da jeg træder ind
i lejligheden,
sidder jeg allerede
med benene oppe i sofaen.
 
Jeg går ud i køkkenet
for at lave kaffe,
men her står jeg for længst
bøjet over stempelkanden.
 
Jeg går ind og lægger mig,
mumler jeg og hilser pænt,
men på vej mod soveværelset
kan jeg for første gang høre
min egen snorken.
 
Jeg sætter mig i entréen,
ved siden af mig selv,
og venter på,
at døren igen går op.
 
Det mindste, man kan gøre,
er at tage imod sit eget overtøj.
 
 
 
 
Sofa
 
 
Man går ned med røven først,
og jo dybere man synker,
des mere lukkes man
kuffertagtigt sammen.
 
Så blød er den, min morfars sofa,
og det er hver gang et spørgsmål om tid,
før jeg er gledet ned i en revne
mellem de dybgrønne puder.
 
Snart sidder jeg halvt absorberet
med knæene pakket op i brystet
og kan kun akkurat se op
over sofaskorpen.
 
Inden jeg helt forsvinder i møbeldybet,
rækker han mig mit pas,
og vi aftaler at ses igen
samme tid næste uge.
 
 
 
 
Heste
 
 
Da jeg sætter mig i sadlen,
ser jeg, at en miniaturehest
står og græsser
i manken foran mig.
 
Jeg tager min lup frem
for at undersøge
det lille hovdyr nærmere;
og gumlende dér i minimanken
står minsandten en
endnu mindre hest.
 
Jeg putter luppen i lommen igen –
man skulle jo nødigt
brændemærke nogen her i solen,
og desuden forstår jeg nok,
hvor det bærer hen nu.
 
Så klør jeg mig i nakken,
sætter min hest i galop
og rider ned ad ryggen.
 
 
 
 
Bålhus
 
 
Inden krematøren
kaster en krop i ovnen,
tager han hovedet af
og bærer det ud på gangen.
 
Lange- og ringefingeren
passer i næseborene,
tommelfingeren i munden.
 
For enden, hvor lyset falder ned,
har han med stor præcision
rejst ti underarme
i en ligesidet trekant.
 
Om hvert håndled
har han malet to røde armbånd.
 
Gulvet synes at vinke.
 
 
 
 

Anne Katrine Bagai: historien om dit venstre øre

tag hvad du kan få, jeg tror ikke der er mere, der er ikke mere, en konkylie, ankelsokker, noget med lim, noget klistrer, det er tangen om min vrist, min højre vrist, en to tre fire fem seks syv otte, der var du heller ikke, jeg leder hele tiden efter dig i alle afkroge og afskygninger, hey!

en gang sagde du til mig, at jeg var smukkest, når jeg ventede på noget, det er ikke sandt, det var kun fordi jeg ventede på dig der på banegården, det var kun fordi jeg stod og skuttede mig og viklede mit hår rundt og rundt, og mine øjne var store eftersøgningslys, det var november, vi skulle i skøjtehallen, jeg anede ikke du havde dé intentioner, hvordan skulle jeg kunne forestille mig det, og så i en skøjtehal. jeg var fjorten, det var tider den gang, jeg begyndte at græde, hvis himmelen var flot om morgenen, og Århus var en stor eventyrlig by, fuck det, den her er til dig

i nat drømte jeg om kål, jeg havde fire gryder i gang, jeg skar alt kålen ud i lige store stykker, noget var dampet, andet var stuvet, det hele foregik på tid,
jeg vågnede, det var fordi min ven havde sagt noget om stuvet hvidkål, inden vi faldt i søvn, jeg drømte jeg var kok, jeg skulle passe alle gryderne, det måtte ikke koge over, brænde på, eller smages for meget til, du véd jeg ikke kan lave mad. jeg vågnede og kravlede ind til en mand. han lagde hænderne rundt om mig i søvne, han drømte om Rusland og likvidering, kvinden og manden for helvede

smadrede du ting for sjov, for alvor, du smadrede i hvert faldt ting, du var helt vild med det, jeg anede ikke, at den nihilisme du snakkede om, var noget du var dybt polstret med, depeche mode, alt det patetiske, du pakkede dig ind i, var en modstridende handling, og dit netværk af mennesker, som elskede dig, skar du i lige store stykker. du kan overtale billetkontrolløren i toget til ikke at give dig en bøde ved at smile og nikke på en bestemt måde, så kompetent

men jeg ved, du er bagud med at skide. hvis man udstillede din tarm, skulle man bruge et akvarium på størrelse med kattegatcenteret, jeg elsker dig stadig, du er en akilleshæl, du hørte det selv i telefonen. jeg blev til verdens mindste lille pige, sådan en, der sukker meget meget stille, når man tager hende bagfra, som barberer sit skridt, sit røvhul, uden dårlige intentioner, sådan en lille pige med matchende undertøj, ikke at jeg har haft pænt undertøj, men tal lige for dig selv, jeg er ved at blive voksen nu

jeg spillede bordtennis i går. grinte og skød bolde væk. tog til byen. jeg rykkede mig ud og ind ad koldsvedige fingre og klaustrofobiske arme. jeg dansede med en fremmed sort mand til en dårlig popsang, mens bræk sneg sig op i mine næsebor. på medicinsk museum havde de fragmenteret kroppen, puttet den på glas. de spurgte, om jeg var fra Frankrig. der var tusinde dværgheste i maven. de galopperede mod øst, mod små ting i øst, mens lamperne skiftede ham. jeg knækkede min nakke bagover, og sang: væggene har pels, væggene er små dyr, som krammer os

jeg drømmer, at du og så B er i et smalt rum. i har hængt to anorektikere op på opslagstavlerne. i skiftes til at gå hen og røre ved dem, i finder deres klitoris blandt knogler og sener. trækker mig derhen jeg skal se dem. B lægger armene om mig, og trækker mig ind i et sjældent mørke. jeg går ud ad døren og hen ad den lange gang, du kommer gående imod mig med et smørret grin, hver gang du er tæt på, starter det forfra. vi kommer aldrig til sagen!

jeg vil stadig til sagen, forstår du. jeg ville ønske vi kunne begynde forfra, så det blev mig der rørte dig. jeg forstår du havde fødselsdag her den anden dag, tillykke med det.

nu skal du bare høre.
 
 
 
 

Emil Kjær Voss: jeg er en anden

jeg er Arne Melchior
her til aften er jeg Arne Melchior
jeg præsenteres med trompetfanfare
Centrum-Demokraternes Arne Melchior
jeg siger: vi har gjort det igen
jeg siger: vi har gjort det igen; hvad er det
vi har gjort? vi har på ny dubleret en bro

her til aften er jeg
trafikminister Arne Melchior ved indvielsen
af den dublerede Storstrømsbro i ’85
Farøbroerne, jeg siger Farøbroerne
(kald dem gerne det!)
da jeg taler ved indvielsen
postkortvejret er strålende, siger dronningen, og ved
buffeten tilbyder jeg hende at hente en tallerken for hende
men hun afslår
jeg er
Arne Melchior i ’85
vi har gjort det
her til aften
jeg er nødt til at gentage vi har gjort det
hvad er det vi har gjort?
vi har holdt os inden for budgettet
vi har dubleret en bro

og mit tidligere socialdemokratiske blod
går i stå, jeg skal have det i gang igen
her til aften, og først så
vil det ikke rigtig, men til sidst så starter det igen
starter som da jeg fik det i gang med stiftelsen af Centrum-Demokraterne
mit hjerteblod rinder langsomt
mit rindende hjerteblod er fortsat tykt af zionisme og dansk herremode
og tekstilerhvervene
indimellem går det næsten i stå, mit blod, men jeg ved det
bare skal have lidt
centrumdemokratisk choker og udsigt til nye frimærkemotiver
så går det, så løber blodet igen
aldrig er der udstedt så mange frimærker som i min
ministertid, aldrig er deres motiver og design blevet
værdsat som i ’85
jeg er Arne Melchior, frimærkezionist og brodublør:

og der er ikke bygget en bro, ikke i dette land
og ikke ud over verden som de der har bygget den skulle have fortrudt
og lidt siger jeg at broers bygning fortryder man ikke
men jeg er også en anden
jeg er også andre store mænd
ved andre indvielser
jeg er undervisningsminister Julius Bomholt
socialdemokrat, her til morgen
det ligger mig på sinde at
advare mod fjernsynets kraft
jeg indvier fjernsynsstationen Fyn i ’55
jeg sender en tak til radiofoniens direktør F.E. Jensen
og Radiorådet, men først:
jeg forsøger at forklare at der ikke bør sendes mere
end én til halvanden times fjernsynsudsendelse pr. dag
vi har ikke koncentrationskraft i sindet til mere
og børn og unge har svært ved at løsrive sig fra billedskærmen; vi må tage hensyn til denne kendsgerning
jeg er i sort-hvid
i et tv-klip fra ’55

jeg er en glemt minister
glemt af eftertiden, men jeg
vågner her til morgen for at indvie og advare folk
mod fjernsyn og mod dem selv
jeg er Bomholt
jeg er socialdemokrat her til morgen
jeg skal beskytte folk mod dem selv her til morgen
jeg er så socialdemokratisk som nogen
men Julius Bomholt er død, har været det siden ’69
han var ikke kun politiker
også forfatter, Himmerigs Dør har han skrevet
han fik aldrig oplevet hvordan EU
passer på os
de passer på os
jeg er socialdemokrat, jeg
passer på jer her til morgen
socialdemokraterne passer på os
og jeg er ikke kun Julius Bomholt
jeg er mange andre
jeg er skeptisk over for udvikling
og begejstret over vores tekniske formåen jeg er Bomholt
jeg er Melchior
og mange andre med dem

min læge vil ikke ordinere andet end
oxazepam, jeg beder ham ordinér noget stærkere
jeg kan ikke nøjes med de her oxazepamer, forstår du
jeg ligger vel på en seks-syv stykker om dagen tolv-fjorten ved festlige lejligheder
jeg ved det påvirker hukommelsen, men
det er vel ikke så farligt, er det vel?
det er jo bare for at få det krystalliserede smil frem
du ved, få tankerne til at tage fast form
så jeg kan skære dem ud og byde dem rundt
slibe stemningen til med mit smil, ikke sandt

og jeg er Jan, bare
Jan som han er i 2002, og jeg er lidt irriteret
over at jeg mister overblikket i supermarkedet at jeg glemmer at veje løgene
jeg er bare Jan
ved kassen i Brugsen
her lidt over middag
i princippet er det jo ret overskueligt, men
jeg går bare i panik
jeg synes ikke jeg kan finde hvidløgene
Gitte! GITTE! har du nogen idé
om hvor hvidløgene er henne?

lad mig bare være Jan og slås med
supermarkedsdæmoner, det er
ikke fordi jeg mener det er nemmere (jeg vil sige tværtimod), men
dér er der ikke brug for at man deler tankerne ud
og jeg kan sagtens være Jan uden supermarked, men
ikke Melchior uden brodublering og frimærkemotiver eller
Bomholt uden fjernsynsstationen Fyn
jeg kan sagtens være Jan
 
 
 
 

Liv Nimand Duvå: Over det panatlantiske

            I en container på et fragtskib over Atlanten spiller Pan oprindelige faunaer på sin syrinx, ja selvom Tiberius sagkyndige i Rom affejede den store Pan død af alderdom, spiller Pan stadig sin forliste fortid ud mellem bølgernes humørskvulpninger under Atlantens fragtskibe.
            På selvsamme fragtskib mod nordøst cirkulerer chimpanser om sig selv som de drømmer sig tilbage til skjulte skovsteder, hvis træstammer tre etager under nu ligger opskåret i ensartede totemlignende byggematerialer og gennem containernes bastante metalvægge indsnuser Pan den nu nyopkløvede træduft mens han tænker tidskrævende tanker om teenageerobringer og selvom naturguder ikke dør af alderdom, bliver de heller ikke ligefrem yngre med årene ÅH der var engang, påminder træplankeduften Pan, der var engang med frodige nymfer og friske vidder.
            Som flygtninge i små gummibåde på Middelhavet må også han lade sig drive under årene ÅH forgangne græsgange, dengang haletoppen stadig var så spændstig, nu siver tiden sig langstrakt ind i pansindet som sivene fra solofløjten og nu med syttenhundredetallets chokoladeskibe og ÅH hvor han kunne hindre varerne fra kolonierne i at ende op i købmændenes kolonialafdelinger og som havet gurgler gummibåde og tidsepoker, gurglede Pan grådigt gin og grenadine fra de eksklusive trækasser.
            ÅH der var engang man kunne brøle med bjergbækkene, indoptage menneskenes naturbønner i blæsten, ja sådan tænker Pan nu igen ÅH på panoramasynet over Tessaloniki, skovens fluorescerende faunaer og han snuser til den overfladebehandlede trækasse med udsøgte spiritusprodukter ÅH dengang skoven duftede af skov og hvert frø fertilt fulgte tonerne fra syrinxstemmerne.
            Sådan går ofte tiden for Pan, det hænder dog sommetider at vandet under containerskibet bliver stormende som nu, han skubbes ned langs containersidevæggene og lander i en kasse cellofanindpakkede citrusplasticfrugter, de svupper ud af hænderne på ham, cellofanen sitrer ham om ørerne og mavesyrerne sætter sig sviende i mavesækken AV og ÅH min måne, blot du var her et sted, hvisker han patetisk, nu nærmest med panik i stemmen.
            I samme nu tændes lys i containerens kredsløb ÅH er det dig, min måne, skælver Pan og sætter sig op på en solcellesending, som snart skal sydpå, så han bedre kan se den selvopladende cellelampe skabt til at oplyse selv de mørkeste salgssteder. Pan tror sig dog stadig at påskønne jordens måne ÅH min naturs lys, mit lys, messer han men uden for containersystemet river den sig løsere og længere ud i solsystemets mørke.
            I den oplyste container ser Pan nu sine engang så hærdede hænder sitre i solcellelyset som han tror er jordens måne, så sarte de er blevet, sådan presser han dem op ad en pottepalme i puddersukkerlignende pulver mimende hvidt strandsand og selvom den ru palmestamme ikke er sand, stikker den ham sådan i huden, sætter ham små sår i den sarte sjæl som frøene fra Syrinxstråene der bare spredte sig som de gjorde ÅH mine forfald, fordømt, råber han hulkende og slår til alle sider så solcellesolen slukkes ÅH min måne, nu også dig, hvordan kunne du ÅH min måne, hvorfor har du forladt mig.
 
 
 
 

Tina My Ljørring Pedersen: Repoetisering af én mands syn på mændenes syn på kvindernes syn på mændenes tale om ét køns kroppe

Dér er et stolepar
dér er to gæster
dér kommer kvinden
de to gæster holder af huden
kønnene holdes af huden huden var der før gæsterne var der før kønnene var der
i moders skød en skaldet pande et buet knæ en ønsket form et menneske
 
I moders skød lagde fingre og køn sig til ro i tiende uge
fingerspidser svulmer op, de lægger sig i spiraler eller bølger, labyrinter
eller riller. Kønnet finder en form, lægger sig lydigt efter hormoners storm,
kromosomers mønstre
 
Men nu er gæsterne der for kvinden er der
hendes krop giver dem et sted at være gæst
de samles i eksil
uden for lukkede åbne lukkede åbne blinkende døre glødende døre
 
Rummet er sort og lyset er hvidt, huden mellem gæsterne lyser hudfarvet der er
kun lys på huden på stolene på gulvet gæsterne
deres åndedrag
de er blot gæster, hvor er deres køn
engang var der kun huden mellem gæsterne nu klæder de sig helst i det samme
sorte tøj lysafvisende sorte tøj pletvelkommende sorte tøj
de bærer helst deres fingre som en parantes:
tommel mod tommel pegefinger mod pegefinger
sat vertikalt under underlæben
aflangt mod aflangt en afart af onani
 
Hvor flittige vores hænder var ser vi først som skelet
puster det ind, under stolebenene op mellem mandebenene ind gennem
ribbenene
for her er døden ikke fremmed, døden er vært også angsten og orgasmen bor i
det sorte rum den skære hud det gemte køn den skjulte kusse den eksilerede pik
samme røvhul samme uforståelige givne krop samme uhåndgribelige givne død
vi håber er løgn vi håber ordene skaber orden for os
 
Nå tiden går her
nu er der flere stolepar bag flere stolepar end nogensinde
der er flere og flere gæster, altid samme kvinde, altid samme gemte køn, taler
gæsterne om det gemte køn, nej deres ord når kun til huden går kun blottede
rundt på huden, tempo tempo løb fra døden tempo tempo tal fra døden
blikkene går rundt på huden med minimale ryk øjnene har damp og behøver ikke
medicin de virker som de skal de går i forvejen de elsker de kæler for anklen
hvisker
min elskede ankel min elskede ankel mine elskede ankler
mine elskede ankre i jorden
blikket går i forvejen for talen, øjnene går i forvejen for hænderne,
følerne forestiller sig
håndfladers revner mod halsens hudfolder
ingen skarpe kanter kun midlertidig friktion
en lugtet smag af læsket kalk
et ja vælder frem mellem benene
 
Ud af gæsten ud af tøjet vælter manden frem på gulvet ind mod kvinden skal vi
nu se hovedskallen i knæk som et æg, næ
en grænse drager dem:
kvindens hud mod mandens hud
en genfundet pik en fremdraget kusse
et genfundet ’jeg’ et ’jeg er ikke dig ’
to klædt i to køns hud to hjem i to hjemløse
du har mit sted, jeg har dit
slidt slidt til passer stramt varmt
 
Manden ser kvinden
manden vil tale
sproget maser sig ind i ham ud af ham hyller ham i det fine jakkesæt
 
Lyset går, optagelsen standser og
en mand leder efter en skjult ankel i et mørkt rum
der sker en
repositionering af manden der står på gulvet manden der går på gulvet manden
der ligger på gulvet manden der rører sit knæ med munden manden der holder
sin ankel i hånden manden der trækker og slipper med tungen manden der
genfinder det samme sted nu i hjemløshed;
 
Den skaldede mand er sin egen evige gæst, han falder i sit eget sprog
Kvinden bliver nødt til at gå.
 
 
 

Kristian J. Munch: Tre digte

hovedbunds-
fedt
under
neglene
ømme bjerg-
kæder
snor sig
over
ryggen
men pludselig
mandag morgen
eller
onsdag klokken
fem
handler jeg
på en u-
tilgivelig
bagatel
jeg sender
et
billede
til m:
et slavisk
ægte-
par sutter
på hver sin
ende
af samme
banan

 
 
 

i hytten
fylder jeg
galde-
blærens
sorte væske
på gamle
olie-
lamper
og betragter
mit barne-
ansigt
gen-
opstå
i den forskels-
løse
sommer

 
 
 

hvis nogen
skulle
være i tvivl
så henvender
jeg mig
til det
moderlige
det fregnede
og det
grinende du
som
dufter af
kokos-
tæpper og
sav-
smuld
det du
som i en
tilbage-
vendende
dag-
drøm
hiver mig
op af
halv-
svings-
trappen
til
himmel-
sengen på
1. salen
hvis nogen
skulle
være i tvivl
så henvender
jeg mig
også til
jessicas
knoglede
fingre
og cykler
med fast-
monterede
barne-
stole
med mere
i det hele
taget
med mere!

 
 
 

Selma Rosenfeldt-Olsen: Leipziger Lerche

Den mest populære kage i Leipzig hedder Die Leipziger Lerche. Det er en tærtelignende muffin med et kryds af dej på toppen. Lerche betyder lærke. Oprindeligt var det små sangfugle, der blev bagt ind i kagerne, det fortæller Paula os over morgenmaden ude i køkkenet. Små rigtige fugle? Hun bekræfter og tilføjer: fra den gang stort set alle folkefærd i Europa spiste sangfugle som en særlig delikatesse. I dag får tyske kager andre navne; Prasselkuchen, Mandelbuchtel, men de fortæller stadig, hvad det er: en knitrekage, en mandelbolle af gærdej. Kagerne ligner deres lyde, man bager ikke sangfugle ind i kager i dag i Tyskland. Nu laver man Leipziger Lærker med marcipan og marmelade. En bid af en kage og ind til en fugl, bide hovedet af i første bid, eller finde et fugleformet hul indeni, fordi den bagte fugl er krympet i varmen fra ovnen. En fuglekage, en dødsrede til fuglen. Lærkerne varierer i smag. Hos konditoriet med de hvide og grønne markiser på Enderstraße i Lindenau er de bedst, mener Paula. Jeg prøver dem selv, og de er luksuriøse, det er de. De er stopfulde af marcipan. Det er for meget for mig, men jeg kan fortælle, hvordan det gik til, at en Lærke for første gang endte i kagen.

      I Senmiddelalderen, i 1487, boede der i Sachsen på en gård udenfor det der i dag er delstatens største by, Leipzig, en ung kvinde sammen med sine forældre og seks søskende. Vores unge kvinde er hverken yngst eller ældst, hun er midt i mellem. Hun hedder Paula. På gården har de får, og de græsser om dagen på marker der ligger langs med floden Weiße Elster. Paula passer fårene, når de græsser, fordi hendes lillebror har dårligt ben, han er halt. Der er ulve i skovene omkring gården. Ulven kommer, siger Paula for sig selv, når hun går alene på markerne, og hun gentager det: Der Wolf kommt. Det er noget hun gør for at hærde sig selv. Men den dag, der er særligt varm for en dag i maj, er det ingen ulv der kommer, det er en ung mand på hest. Han kommer ridende langs stien der går mod vest gennem skovene. Han har valgt den vej for at kunne være i skyggen. Og nu ser han Paula stå på græsset. Hun står med ryggen til, har fletninger.

      Eller nej, det var ikke sådan lærkerne endte i kagerne, det var ikke en kærlighedshistorie, hvor Paula og den unge mand må sende elskovsbeskeder til hinanden i al hemmelighed og derfor bager småting og hilsner ind i kager, der bliver bragt fra landsbyen nær Paulas families gård og ind til Leipzig by hver dag i en bagersvends kærre. Den unge mand forelsker sig i Paula, han fanger en levende lærke og forærer hende den. Hun har den i et bur, hun har flettet af pil. Leipzigs mest populære kage kan ikke skylde sin eksistens, at den unge mand forråder Paula. Han er en nar, han vil kun sig selv og derfor mange kvinder samtidig, alle udstyret med lærker. Og nu er Paula gravid, hun bliver større.

      At Paula tar sit eget liv har intet med marcipan at gøre, det er ikke den slags man koger marmelade på. Men det gjorde hun faktisk. Og før hun lagde rebet om halsen og hoppede fra grenen der hang, hvor Elster flyder forbi, tog hun sin lærke ved vingen, drejede halsen om på den og bagte den ind i en dej, der var rigeligt saltet. Det er det mærkeligste ved nutidens Leipziger lærker. Det er en misforståelse, at de bliver sødet til på den måde. Oprindeligt var de mere som madtærter, mere i retning af brezeldej.
 
 

Bjørn Themsen: Tre digte

NORDKAPP / GIBRALTAR
 
Lemming er en film
med Charlotte
Rampling og Gainsbourg
datter af en legende
lemmingerne er en myte
alligevel dør de
i hopetal
fra tid til anden
men det var Disney
der i 1958 smed dem ud
lemmingerne                                        
fra en klippe i “Det hvide vildnis”
det var Disney
som cementerede myten
om masseselvmord
naturens gang iscenesat som
dug i mos
glimrende
ved sit fravær
og jeg kan ikke få lyden
ud af hovedet

Hepatitis har en særlig rytme
Hep-a-ti-tis
A
B
C
D
det hepatitiske alfabet
synger om det indre
forfald det inderste
ene øjeblik
af forfaldsromantik og
skønne obskøniteter
nobody loves you
when you’re down and out
Mure og broer findes
er til for at brænde
rive ned og bygge op
igen skabelsen
som i gud
spejler en ubændig trang
og alle disse dirty-something
kvinder kastende sig ud fra
sengekanter som lemminger
ligner til forveksling
et svar
 

Ahrista
Bodil Neergård
Boskoop
Cox Orange
Cox Pomona
Discovery
Elstar
Filippa
Golden Delicious
Guldborg
Gråsten
Holstener Cox
Ildrød Pigeon
Ingrid Marie
James Grieve
Jonagold
Lobo
Mutsu
Redfree
Ritt Bjerregård
Rubinola
Rød Ananas
Rød Aroma
Skovfoged
Summerred
Transparente

ORMEHUL /
BULBUS OCULI
 
Stormen i 13
sådan vil den blive husket,
siger du. Ligsom 99. Og 81. Og
æblerne flyder
overalt i haven
fra alle syv verdenshjørner
som vi ikke kan huske
navnene på. Et hul i himlen
i tiden, der skal ryddes op der skal
presses der skal mostes
men jeg kan kun tænke på dit
                               øjeæble
hvad sort mon dét er
og en fetisch de har i Japan
med at slikke på øjenæbler
oculolinctus eller “worming”
kaldes det og er populært
blandt skolebørn og lærerne
opdagede det kun på grund af
                infektionerne
de mange klapper
børnene pludselig bar for øjnene
Er der mon, spørger du,
nogensinde nogen der har fået et
øje blæst ud i en storm?

Som i en tegnefilm
er det første der falder mig ind
støvet
stigende i spiraler
ørkenøjeblikket er ét stort rod
oaserne formelig flyder og
olieledninger
fører ingen steder
Det eneste jeg kan
identificere mig med er pedellens
sidste suk: han trøster sig
med taxfree cigaretter og
den indvendige vedligeholdelse
af de kvindelige lejeres
smuldrende smuthuller, måske
etagevasken, som
ikke er helt uden charme
og minder om en barndom
(i ubestemt form)                                  
men for det meste er det bare
et ualmindeligt beskidt
arbejde som de fleste
arbejder
i samtidskunsten

BURNING BUDDHISTS / DANSK
UNDERGRUNDS CONSORTIUM /
BREAKING GLASS
 
Hvis man vil forandre noget
er en brændende platform
det eneste der dur, simpelt-
hen
 
OKQ8
Chevron
Gazprom
BP-Amoco
Exxon Mobil
 
Du bist so ein wunderbarer
Mensch Aber Sie haben Probleme
oh-oh-oh-oh
Ich werde nie berühren
 
Hvis man virkelig vil
forandre noget
er selvantændelse en oplagt
mulighed