du har taget meter
du løber
alt for hurtigt til at
jeg kan fange dig
og tørre mit kys af
i dit tøj og hoved
.
orange godt nok
stille eftermiddag
kæmpe bukser med huller
dit smil i afløbet
er afsmittet helt
når det hele er dejligere
de løb efter hinanden
og månen var en ting
man aldrig fik samlet
det er det der ligger
under sengen
samler mørket i stedet og puster
som en robot til dit hår
du skriver i brevet
at du kan se
fuglen der bor
i birken
jeg husker dengang
jeg åbnede dit
pigesind
i et sprog
det blødte
og klistrede
som harpiksen
der løber ned af
træets fod
jeg drømmer om
at bo i dit navn
og skrive digte
som fugleæg, der falder fra reden
Jeg ser dig
når jeg om efteråret går ud
til træerne der står
skrabet ned til skeletter
og ind mod City
hvor bilerne kører
tusinde af farver
ind bag blikket
når morgentimerne kommer
dryssende og bartenderen
hænger over disken
som en violblå dug
der har hængt der for længe
jeg er på vej hjem
og gaderne er sammenkrøllet
sølvpapir og jeg ser dig
Det er mig der står derovre
har lige bøjet mig ned
og set på gruset.
Jeg går mod min lejlighed
forholder mig til hvert skridt som en flygtning
jeg hører ikke hjemme her
lige nu
i dag
i morgen
er det sikkert anderledes.
Kan huske at jeg engang sagde til en ven
efter at vi havde præsteret noget
der kan kategoriseres som stort:
‘vi er ikke så unikke når det kommer til stykket
vi er to helt mudrede sten
skinnende for en enkelt dag
fordi det har regnet’
Jeg sagde det til ham meget lavt
næsten lydløst
næsten ikke.
Hans øre
helt rødt af frosten
der næsten ikke er der.
Vejen helt våd
af smeltet sne.
Jeg kigger på de steder hvor asfalten starter.
***
Peberfrugten
Atletik
skoven asfalten tager os gennem det forbrændte baglår i dalen får fårene mig til at tænke på tabte popcorn på et biografgulv penetrerede ankler det er myggens misbrug jeg honorerer og udstiller i forruden
tidevandstabellen på tanken koster 8 dollars så har man ligesom styr på det vandets kommen og gåen månen fylder hele sidespejlet nu om lidt går alt i stykker er en tanke
—
man ankommer til et sted hvor mørket er tematisk
føddernes front-view på dashboardet de døde pelse en imaginær flok
jeg forestiller mig kollektivt selvmord at dyrene entrerede kørebanen i en samtidig ofring en protest der var politisk tænkt
hvor indvoldene lyser
langt de fleste pelse er skadedyrspelse sådan har vi fastlagt dyrenes moral medlidenhedshorisonten starter ved pindsvinet et stik i hjertet i bilen hver gang pigge-dragten passeres pindsvinets fjollede lille selvforsvar hilser det kristne i os
highway 1 i sydlig retning en grågul stribe der løber gennem et ellers udmærket landskab i vejkanten de jævnlige skilte billeder af bedemænd og kister manillakort bundet om nøgne tæer drive safely altså skræmmekampagnens sjofelheder sætter sig som endnu et bid på mine ankler der må være grænser er en tanke det etiske sætter selv når det handler om at forebygge død
men indvoldene blomstrer som en skrift
—
man ankommer til et sted hvor ozonlaget er i stykker
solen rammer nøglebenet som en stening fregner er små skjolde i ansigtets krig
algegrønne øjne i bakspejlet noget bjergene fortier det arrogante i kravet om at blive besteget og så det velhavende look træerne giver
fårene som sagt ligner popkorn de nyklippede kz-fanger det poppede og det afpilledes relation marken beværter
hele pegningen i retning af det skønne den der forhøjning den lille løjerlighed landskabet bærer med sig en tilstand af belejring ansigtet er nemt at gøre grotesk med et par hænder
på tredjedagen sænket efterhånden bare et ønske om at sige hej-hej-fugle-ven og lade samtalen landskabet være smurt
efterhånden bare et ønske om at amputere det yderste lag hud
virkelig white trash at blive så forbrændt alting forværres det siddende det venlige i almindelighed grundet en formidabel rødhed en ny inddeling af min balde solens overraskende evne til at være lineær
—
natten gør ingenting
nemmere søvnen ligger ubeskyttet hen i en bil nej søvnen indfinder sig ikke jeg har tænkt omhyggeligt på får ser du en del på fuglenes fangst solens omstændighed på min hud jeg har tænkt på det pattedyrsagtige i at kæmpe sig ud af bilen 2:52 for at tisse i det hele taget det klodsede i camping på hug under orion en stribe tis rammer inderlåret som den linje der forbinder stjernerne
at falde i søvn med pandelampe på er en grovkornet tanke lige inden jeg falder i søvn
med pandelampe på
dyrene næste morgen vil ind i bilen jeg spytter efter en fugl fuglen forstår godt spyttets gestus og forsvinder ligesom ud af mit åsyn bjergenes liderlighed en uredt dyne efter sex åh altså åsyn dit kummerlige repertoire
og hver morgen står vi op og ryster
lidt metalstøv af dynen osv.
Hun er billig chokolade fra Tyskland, de ti kilo mig. Jeg læser med hendes vægt. Hun sidder på hofterne, støder mod sidespejlene i de buende gader. Min maves B er hendes fest, hendes hårs Risperidon. Jeg støder, støder, støder.
Hun er mine ti kilo, fra Oktober til November, gule klumper gemmer skæg. Ti kilo, ti kilo! Hun er min mors is, min fars bøf. Far. ”Du var fuldskæg på min arm”.
De køer. Som køerne i Sønderjylland. Fedtet, hår. ”Hvordan har du det med det?”.
Mine kroge i hendes stød.
Dem
Mit barndomshjem er et tidligere høloft. Det var dér, byens unge udforskede hinanden. De har sikkert svedt, mens de gik igennem hinandens porte. På en kold dag kan man se deres våde pletter.
Det er dem, der skal åbne mig, når jeg en dag skal obduceres. De vil ikke finde det, de troede groede inde i mig, i mine lunger, men i de breve der er gemt i armenes tomme rum.
Knold
Da hun hang fra loftet, undrede det mig, at hun havde sit hår i en knold. Hun lignede en frø, med sin åbne mund og noget af halsen hængende ned over hagen. Hun havde sat håret praktisk op. For min skyld. Hun vidste ikke, hvem jeg var, alligevel havde hun tænkt på mig, personen i den anden ende.
De færreste har vasket sig, når de kommer. Det er underligt, fordi de fleste kommer inden, de skal på arbejde. Det er som om, at de ved, at de skal et ’beskidt’ sted hen. Jeg har hørt, at de vasker sig bagefter, på arbejdet.
Hun havde vasket sig og lugtede ikke af dynebetræk som de andre, men af creme og shampoo. Selvom der stod, at hun var født i 50’erne, var hendes hud næsten uden leverpletter. Og selvom hun tydeligvis var overvægtig, havde hun kun få strækmærker.
Det er svært at få dates. På forhånd ved de, hvad jeg laver. Det er som om, at de kan se det, allerede inden jeg spørger dem.
Operationen tager ikke lang tid. Vi har et rør, vi stikker op. Det er det. Resten kører automatisk. Det er ligesom dengang med malkemaskinerne, bare anderledes. De har smurt stedet ind inden. Jeg har hørt, at de fleste gør det, som noget af det første, efter de er stået op.
Hun havde smurt det mere ind, end de andre plejer at gøre det. Jeg stak ikke røret op med det samme. Jeg gjorde som om, det ikke virkede. De andre hang allerede klar, og køen blev større. Hendes hud var gylden og knolden stadig en smule våd.
Sammen med posen med hendes hæmorider lagde jeg mit nummer.
Et af de helt specielle dyr er uldvarpen. Hun graver lange gange i fårenes uld. Når der er gravet hele vejen igennem, og uldvarpen møder den sidste blindgyde af manglende uld, må hun vente, indtil et andet får kommer forbi. Enkelte får lever så isoleret på grund af en særlig enspændernatur, så det kan vare dage, ja uger, inden springet kan ske, men de fleste får lever i samlet flok, så det er næsten altid muligt at tage springet kort tid efter. En uldvarp der springer er et af de mest bemærkelsesværdige syn i dyrenes verdenshistorie. Grabberne bevæger sig hurtigere i dette øjeblik end på noget andet tidspunkt i løbet af uldvarpens forholdsvist lange liv. Det er en febrilsk manøvre slet ikke ulig måden en nyligt forladt ekskæreste prøver på at vinke den endnu elskede tilbage fra en plads på den anden side af gaden.
Søstjernen, uspecificeret art
Søstjernen har hverken hoved eller hjerte. For at forstå det skal man glemme sit hoved og sit hjerte. Det kan være yderst svært at glemme den slags. Det synes mildest talt at være uoverkommeligt. Men det skal ikke forhindre en i at gøre forsøget. Hvis ikke forsøget gøres, så slipper underlaget ikke fri. Og underlaget,
der kan være af det mest standhaftige stof, trænger virkelig til at blive sluppet og luftet. Ofte endda. Søstjernen bærer sin ensomhed helt uanfægtet. Det gør de fleste arter faktisk. Men specielt synes det, som om arter der lever på havbunde er ekstra ferme til at lade det gå upåagtet hen, at de er ensomme ligesom alle andre. Ensom eller alene, det skal ikke skille noget ad at lade de to være synonyme, for de er jo synonyme om end det ene ofte tillægges mere styrke på den destruktive måde end det andet.
Skovbiblioteket
Jeg vil gå på biblioteket og i skoven i dag. Jeg vil læse om skoven på biblioteket. Og læse om biblioteket i skoven. Jeg vil læse om et skovbibliotek i bladene. Og kigge på bladene der falder fra bibliotekerne. Jeg vil fare vild i et bibliotek i skoven og læse om at fare vild i en skov, der pludselig vokser frem fra kælderen i biblioteket gennem alle etager. Jeg vil klatre i træerne i bøgerne og betragte mig selv som et bogmærke. Jeg vil være biblioteket i skoven, der mærker hvordan alle mulige slags blade falder indeni mig. Jeg vil gå på musikbiblioteket som en node for at aflevere en gammel bog, der udelukkende er lavet af musik. Jeg vil blot have lov til at forny mit lånerkort og lades være, mens jeg bestemmer, hvordan jeg vil gøre det.
Lærke
Lærken er en stærkt overdrevet fugl
mange mennesker tror at den er større end en høg
men lærken er en lille tungsindig fugl
der troligt lunter i hælene på harven
lærkesang er en skrøne
opstået ved et velkendt atmosfærisk fænomen
når solstråler gnider en skykant
Stork
Storken er en glubsk rovfugl
man skal ikke lade småbørn sove ude
den kan let hapse et barn med ble og det hele
det viser mange fotografier
storken kan på sine lange ben skræve over høje hegn
og løbe sit bytte op i institutioner
storken er en danskerdræber
Ugle
Uglen er den dummeste fugl vi har
den kan ikke se at det bliver mørkt
og når den endelig finder ud af at tude
gentager den lidt efter sin tuden
i en forskrækket udgave
fordi den tror at den første tuden
kom fra en rival
|
Joakim von And
Fordi Joakim von Ands største glæde er at tjene penge, får han al sin lykke gratis. Hver mønt, han får i bytte for sit ansigts sved, er en medalje og en tilføjelse til familiealbummet. Hvad kunne han købe, der ville bringe større glæde end den unikke metalgenstand, der som en nøgle i hukommelsens lås får mindet til at strømme frem som en historie fortalt ved hjertets uudslukkelige bål? Således er den legendariske gnier både verdens mest og mindst materialistiske and: På samme tid uinteresseret i de ydre glæder, verden kan tilbyde – og patologisk forhippet på at give hvert eneste minde en fysisk form, som ville de forsvinde, hvis han ikke kunne holde dem i sine hænder. Og måske har han ret. Hvor mange af vores præstationer er ikke forsvundet i forglemmelsens og selvkritikkens tåger? Måske er materialisme ikke så meget en dyrkelse af overfladen, som det er en mnemoteknik til at fastholde det, der flagrer allerlængst inde i vores ugribelige sjæl. Den sortstrubede alfesmuttes unger får kun mad, hvis de kender kodeordet. Fra det øjeblik den lægger sine æg, synger fuglen jævnligt en kort melodi, som ungerne i deres løsrevne livmødre lærer at forbinde med hendes varme. Når de udklækkes, synger de den samme sang tilbage til hende og belønnes med ømhed og næring. Men i alfesmuttens vugge ligger til tider også et gøgeæg. Fordi det plantes i reden relativt sent, når gøgeungen ikke at lære melodien, og derfor kan den ikke nynne med på familiens slagsang. En gøg vokser sig altid meget større end sin værtsfamilie og vipper tidligt sine adoptivsøskende ud over redens kant for at tiltuske sig al maden selv. Derfor er alfesmuttens løsning på problemet ikke kun genial, men også helt igennem rimelig. Alligevel kan vi ikke undlade at spekulere på, om gøgeungen forstår, at den ikke er en alfesmutte – og om den ved, at den senere i sit liv ville begå søskendemord, hvis den blev madet. Eller om den må ligge og sygne hen i et hjørne af reden uden den fjerneste forståelse af, hvorfor mor kun elsker dem, der pipper på den rigtige måde. |
