Joachim Aa. Sørensen: To digte

 
 
du har taget meter
du løber
alt for hurtigt til at
jeg kan fange dig
og tørre mit kys af
i dit tøj og hoved
 
 
 
.
 
 
 
orange godt nok
stille eftermiddag
kæmpe bukser med huller
dit smil i afløbet
er afsmittet helt
når det hele er dejligere
de løb efter hinanden
og månen var en ting
man aldrig fik samlet
det er det der ligger
under sengen
samler mørket i stedet og puster
som en robot til dit hår
 
 
 

Levi Ekberg: To digte

du skriver i brevet

at du kan se

fuglen der bor

i birken

jeg husker dengang

jeg åbnede dit

pigesind

i et sprog

det blødte

og klistrede

som harpiksen

der løber ned af

træets fod

jeg drømmer om

at bo i dit navn

og skrive digte

som fugleæg, der falder fra reden
 
 
 
 
 
 
 
Jeg ser dig

når jeg om efteråret går ud

til træerne der står

skrabet ned til skeletter

og ind mod City

hvor bilerne kører

tusinde af farver

ind bag blikket

når morgentimerne kommer

dryssende og bartenderen

hænger over disken

som en violblå dug

der har hængt der for længe

jeg er på vej hjem

og gaderne er sammenkrøllet

sølvpapir og jeg ser dig
 
 
 

Noa Kjærsgaard Hansen: tekst

Det er mig der står derovre
har lige bøjet mig ned
og set på gruset.
 
Jeg går mod min lejlighed
forholder mig til hvert skridt som en flygtning
jeg hører ikke hjemme her
lige nu
i dag
i morgen
er det sikkert anderledes.
 
Kan huske at jeg engang sagde til en ven
efter at vi havde præsteret noget
der kan kategoriseres som stort:
 
‘vi er ikke så unikke når det kommer til stykket
vi er to helt mudrede sten
skinnende for en enkelt dag
fordi det har regnet’
 
Jeg sagde det til ham meget lavt
næsten lydløst
næsten ikke.
 
Hans øre
helt rødt af frosten
der næsten ikke er der.
 
Vejen helt våd
af smeltet sne.
 
Jeg kigger på de steder hvor asfalten starter.
 
***
 
 
 

Viggo Bjerring: To tekster

 
Peberfrugten
 

Efter at have tilbragt to år i sorg tilbragte jeg nu tre år i en peberfrugt. Allerede mens jeg skar et låg omkring stilken, kravlede ned i frugten og trak taget på plads over mig, begyndte følelserne at skrumpe ind. Jeg havde stillet peberen på stranden, et øde sted på Falsters østkyst, og hver morgen stod sollyset gennem frugtvæggen på en ubegribeligt smuk måde. Her var rødt, varmt og trygt. Kernerne hang som en lysekrone over mig, og jeg blev stadig mere tilfreds med livet.

 
 
 
Atletik
 

I antikken var arbejde noget underlødigt, ikke noget for mennesker. Slaven gik og slavede, mens Aristoteles betragtede og definerede ham som et værktøj, der kunne tale. Atletik var derimod noget for mennesker, det vil sige mænd, det vil sige nøgne mænd. I dag skal man derimod have tøj på, og reglerne for et enkelt spring fylder over hundrede sider. Atleten må ikke lave en saltomortale under udførelsen af længdespringet. Det står der i de olympiske atletikregler. Eller en vejrmølle i forbindelse med et spydkast, det står der også. Kast, løb og spring. Det er nemt at se for sig, hvordan disciplinerne nedstammer fra antikkens krigsførelse. Og så alligevel ikke. Prøv selv at sætte dig i en lænestol – med en kop kaffe i den ene hånd og en rugbrødsostemad i den anden – mens du i tankerne udfører et trespring på toppen af en antik bymur. Gennem fjendens arabesk af pile og spyd.

 
 
 

Ditte Holm Bro: Camping

skoven asfalten tager os gennem      det forbrændte baglår        i dalen    får fårene mig til at tænke på tabte popcorn på et biografgulv     penetrerede ankler    det er myggens misbrug jeg honorerer og udstiller i forruden

tidevandstabellen på tanken koster 8 dollars  så har man ligesom styr på det   vandets kommen og gåen    månen fylder hele sidespejlet nu           om lidt går alt i stykker er en tanke

man ankommer til et sted    hvor mørket er tematisk

føddernes front-view på dashboardet         de døde pelse      en imaginær flok

jeg forestiller mig  kollektivt selvmord     at dyrene entrerede kørebanen i en samtidig ofring     en protest        der var politisk tænkt

hvor indvoldene lyser

langt de fleste pelse er skadedyrspelse    sådan har vi fastlagt dyrenes moral medlidenhedshorisonten starter ved pindsvinet     et stik i hjertet i bilen hver gang pigge-dragten passeres   pindsvinets fjollede lille selvforsvar        hilser det kristne i os

highway 1 i sydlig retning      en grågul stribe der løber gennem et ellers udmærket landskab    i vejkanten de jævnlige skilte    billeder af bedemænd og kister   manillakort bundet om nøgne tæer  drive safely altså   skræmmekampagnens sjofelheder sætter sig som endnu et bid på mine ankler    der må være grænser  er en tanke    det etiske sætter  selv når det handler om at forebygge død

men indvoldene blomstrer     som en skrift

man ankommer til et sted   hvor ozonlaget er i stykker

solen rammer   nøglebenet       som en stening    fregner   er små skjolde i ansigtets krig

algegrønne øjne i bakspejlet     noget bjergene fortier       det arrogante i kravet om at blive besteget    og så det velhavende look       træerne giver

fårene som sagt  ligner popkorn   de nyklippede    kz-fanger       det poppede og det afpilledes relation     marken beværter

hele pegningen i retning af det skønne   den der forhøjning     den lille løjerlighed   landskabet bærer med sig       en tilstand af belejring    ansigtet er nemt at gøre grotesk med et par hænder

på tredjedagen sænket      efterhånden bare et ønske om at sige hej-hej-fugle-ven og lade samtalen  landskabet være smurt

efterhånden bare et ønske om at amputere          det yderste lag hud
  virkelig white trash at blive så forbrændt       alting forværres   det siddende    det venlige i almindelighed     grundet en formidabel rødhed en ny inddeling af min balde    solens overraskende evne    til at være lineær

natten gør ingenting
  nemmere          søvnen ligger ubeskyttet hen i en bil nej søvnen indfinder sig ikke    jeg har tænkt omhyggeligt på får    ser du en del på fuglenes fangst   solens omstændighed på min hud    jeg har tænkt på det pattedyrsagtige i at kæmpe sig ud af bilen 2:52 for at tisse   i det hele taget    det klodsede i camping    på hug under orion    en stribe tis   rammer inderlåret    som den linje der forbinder stjernerne

at falde i søvn med pandelampe på    er en grovkornet tanke lige inden jeg falder i søvn
med pandelampe på

dyrene næste morgen    vil ind i bilen     jeg spytter efter en fugl    fuglen forstår godt spyttets gestus     og forsvinder    ligesom ud af mit åsyn   bjergenes liderlighed   en uredt dyne efter sex  åh altså åsyn  dit kummerlige repertoire

og hver morgen står vi op og ryster
lidt metalstøv af dynen osv.
 
 
 

Philip Martinussen: Tre tekster

Kilo

Hun er billig chokolade fra Tyskland, de ti kilo mig. Jeg læser med hendes vægt. Hun sidder på hofterne, støder mod sidespejlene i de buende gader. Min maves B er hendes fest, hendes hårs Risperidon. Jeg støder, støder, støder.

Hun er mine ti kilo, fra Oktober til November, gule klumper gemmer skæg. Ti kilo, ti kilo! Hun er min mors is, min fars bøf. Far. ”Du var fuldskæg på min arm”.

De køer. Som køerne i Sønderjylland. Fedtet, hår. ”Hvordan har du det med det?”.

Mine kroge i hendes stød.
 
 
 
 
 
 
Dem

Mit barndomshjem er et tidligere høloft. Det var dér, byens unge udforskede hinanden. De har sikkert svedt, mens de gik igennem hinandens porte. På en kold dag kan man se deres våde pletter.

Det er dem, der skal åbne mig, når jeg en dag skal obduceres. De vil ikke finde det, de troede groede inde i mig, i mine lunger, men i de breve der er gemt i armenes tomme rum.
 
 
 
 
 
 
Knold

Da hun hang fra loftet, undrede det mig, at hun havde sit hår i en knold. Hun lignede en frø, med sin åbne mund og noget af halsen hængende ned over hagen. Hun havde sat håret praktisk op. For min skyld. Hun vidste ikke, hvem jeg var, alligevel havde hun tænkt på mig, personen i den anden ende.
De færreste har vasket sig, når de kommer. Det er underligt, fordi de fleste kommer inden, de skal på arbejde. Det er som om, at de ved, at de skal et ’beskidt’ sted hen. Jeg har hørt, at de vasker sig bagefter, på arbejdet.
Hun havde vasket sig og lugtede ikke af dynebetræk som de andre, men af creme og shampoo. Selvom der stod, at hun var født i 50’erne, var hendes hud næsten uden leverpletter. Og selvom hun tydeligvis var overvægtig, havde hun kun få strækmærker.
Det er svært at få dates. På forhånd ved de, hvad jeg laver. Det er som om, at de kan se det, allerede inden jeg spørger dem.
Operationen tager ikke lang tid. Vi har et rør, vi stikker op. Det er det. Resten kører automatisk. Det er ligesom dengang med malkemaskinerne, bare anderledes. De har smurt stedet ind inden. Jeg har hørt, at de fleste gør det, som noget af det første, efter de er stået op.
Hun havde smurt det mere ind, end de andre plejer at gøre det. Jeg stak ikke røret op med det samme. Jeg gjorde som om, det ikke virkede. De andre hang allerede klar, og køen blev større. Hendes hud var gylden og knolden stadig en smule våd.
Sammen med posen med hendes hæmorider lagde jeg mit nummer.
 
 
 

Rune Kjær Rasmussen: Tre tekster

Uldvarpen

Et af de helt specielle dyr er uldvarpen. Hun graver lange gange i fårenes uld. Når der er gravet hele vejen igennem, og uldvarpen møder den sidste blindgyde af manglende uld, må hun vente, indtil et andet får kommer forbi. Enkelte får lever så isoleret på grund af en særlig enspændernatur, så det kan vare dage, ja uger, inden springet kan ske, men de fleste får lever i samlet flok, så det er næsten altid muligt at tage springet kort tid efter. En uldvarp der springer er et af de mest bemærkelsesværdige syn i dyrenes verdenshistorie. Grabberne bevæger sig hurtigere i dette øjeblik end på noget andet tidspunkt i løbet af uldvarpens forholdsvist lange liv. Det er en febrilsk manøvre slet ikke ulig måden en nyligt forladt ekskæreste prøver på at vinke den endnu elskede tilbage fra en plads på den anden side af gaden.
 
 
 
 
 
 
 
Søstjernen, uspecificeret art

Søstjernen har hverken hoved eller hjerte. For at forstå det skal man glemme sit hoved og sit hjerte. Det kan være yderst svært at glemme den slags. Det synes mildest talt at være uoverkommeligt. Men det skal ikke forhindre en i at gøre forsøget. Hvis ikke forsøget gøres, så slipper underlaget ikke fri. Og underlaget,
der kan være af det mest standhaftige stof, trænger virkelig til at blive sluppet og luftet. Ofte endda. Søstjernen bærer sin ensomhed helt uanfægtet. Det gør de fleste arter faktisk. Men specielt synes det, som om arter der lever på havbunde er ekstra ferme til at lade det gå upåagtet hen, at de er ensomme ligesom alle andre. Ensom eller alene, det skal ikke skille noget ad at lade de to være synonyme, for de er jo synonyme om end det ene ofte tillægges mere styrke på den destruktive måde end det andet.
 
 
 
 
 
 
 
Skovbiblioteket

Jeg vil gå på biblioteket og i skoven i dag. Jeg vil læse om skoven på biblioteket. Og læse om biblioteket i skoven. Jeg vil læse om et skovbibliotek i bladene. Og kigge på bladene der falder fra bibliotekerne. Jeg vil fare vild i et bibliotek i skoven og læse om at fare vild i en skov, der pludselig vokser frem fra kælderen i biblioteket gennem alle etager. Jeg vil klatre i træerne i bøgerne og betragte mig selv som et bogmærke. Jeg vil være biblioteket i skoven, der mærker hvordan alle mulige slags blade falder indeni mig. Jeg vil gå på musikbiblioteket som en node for at aflevere en gammel bog, der udelukkende er lavet af musik. Jeg vil blot have lov til at forny mit lånerkort og lades være, mens jeg bestemmer, hvordan jeg vil gøre det.
 
 
 

Mogens Bynkou Nielsen: Tre fugledigte

Lærke
 
 
Lærken er en stærkt overdrevet fugl
mange mennesker tror at den er større end en høg
men lærken er en lille tungsindig fugl
der troligt lunter i hælene på harven
 
lærkesang er en skrøne
opstået ved et velkendt atmosfærisk fænomen
når solstråler gnider en skykant
 
 
 
 
Stork
 
 
Storken er en glubsk rovfugl
man skal ikke lade småbørn sove ude
den kan let hapse et barn med ble og det hele
det viser mange fotografier
 
storken kan på sine lange ben skræve over høje hegn
og løbe sit bytte op i institutioner
 
storken er en danskerdræber
 
 
 
 
Ugle
 
 
Uglen er den dummeste fugl vi har
den kan ikke se at det bliver mørkt
 
og når den endelig finder ud af at tude
gentager den lidt efter sin tuden
i en forskrækket udgave
fordi den tror at den første tuden
kom fra en rival
 
 
 
 

Cecilie Lolk Hjort: Joakim von And og Sortstrubet alfesmutte

Joakim von And

Fordi Joakim von Ands største glæde er at tjene penge, får han al sin lykke gratis. Hver mønt, han får i bytte for sit ansigts sved, er en medalje og en tilføjelse til familiealbummet. Hvad kunne han købe, der ville bringe større glæde end den unikke metalgenstand, der som en nøgle i hukommelsens lås får mindet til at strømme frem som en historie fortalt ved hjertets uudslukkelige bål? Således er den legendariske gnier både verdens mest og mindst materialistiske and: På samme tid uinteresseret i de ydre glæder, verden kan tilbyde – og patologisk forhippet på at give hvert eneste minde en fysisk form, som ville de forsvinde, hvis han ikke kunne holde dem i sine hænder. Og måske har han ret. Hvor mange af vores præstationer er ikke forsvundet i forglemmelsens og selvkritikkens tåger? Måske er materialisme ikke så meget en dyrkelse af overfladen, som det er en mnemoteknik til at fastholde det, der flagrer allerlængst inde i vores ugribelige sjæl.
 
 
 
 
 
 
 
Sortstrubet alfesmutte

Den sortstrubede alfesmuttes unger får kun mad, hvis de kender kodeordet. Fra det øjeblik den lægger sine æg, synger fuglen jævnligt en kort melodi, som ungerne i deres løsrevne livmødre lærer at forbinde med hendes varme. Når de udklækkes, synger de den samme sang tilbage til hende og belønnes med ømhed og næring. Men i alfesmuttens vugge ligger til tider også et gøgeæg. Fordi det plantes i reden relativt sent, når gøgeungen ikke at lære melodien, og derfor kan den ikke nynne med på familiens slagsang. En gøg vokser sig altid meget større end sin værtsfamilie og vipper tidligt sine adoptivsøskende ud over redens kant for at tiltuske sig al maden selv. Derfor er alfesmuttens løsning på problemet ikke kun genial, men også helt igennem rimelig. Alligevel kan vi ikke undlade at spekulere på, om gøgeungen forstår, at den ikke er en alfesmutte – og om den ved, at den senere i sit liv ville begå søskendemord, hvis den blev madet. Eller om den må ligge og sygne hen i et hjørne af reden uden den fjerneste forståelse af, hvorfor mor kun elsker dem, der pipper på den rigtige måde.