Særnummer fra TXT.VILLE

Særnummeret består af en tekst, der er skrevet LIVE den 25.04.2014 mellem kl 10:00 og 13:00 i forbindelse med Slagtryks indslag på TXT.VILLE. Teksten er sat i Slagtryks i almindelighed anvendte margin og font. Der er derudover ikke foretaget redigering i teksten.

De inviterede forfattere havde været publiceret i Slagtryk før workshoppen. Udvælgelsen skete ved at spørge senest publicerede fra marts 2014 og tilbage til december 2013, indtil 13 deltagere var fundet.

Forfatterne var: Anne Katrine Bagai, Ditte Holm Bro, Mogens Bynkou Nielsen, Poul Lynggaard Damgaard, Liv Nimand Duvå, Levi Ekberg, Alma Josephina El Said, Cecilie Lolk Hjort, Rune Kjær Rasmussen, Noa Kjærsgaard Hansen, Philip Martinussen, Victor Ovesen og Line Toftsø Nyholm.

Cecilie Lolk Hjort var tilstede på Slagtryks workshop. Redaktionen blev – efter endt workshop – opmærksom på, at ikke-inviterede forfattere har skrevet med via inviterede forfatteres computere på TXT.VILLE.
 
Bidraget, der blev til under workshoppen, er samlet i en PDF og kan læses her:
Særnummer, 2014 [1 MB]
(højreklik på linket for download)

Arbejdsdokumentet er stadig åbent for de inviterede forfattere og kan af alle tilgås på http://korturl.dk/271/
 
 

Martin Lykke Nielsen: Brev fra Grønland

  
brev fra grønland
 
jeg gik ned i butikken for at købe overtræksbukser
»vi har ingen overtræksbukser,« sagde ekspedienten
»overtræksbukser er meget populære her i byen«
 
det blæser i dag
jeg læser
at polarræve kan overleve ned til minus 70 grader
de har pels under poterne
de har udviklet samme modstrømsprincip
som man ser hos fugle:
 
Arterierne og venerne i benene løber tæt forbi hinanden, hvilket gør, at det
kolde blod, der løber tilbage fra benene, bliver varmet op af det varme blod
på vej ud i benene, så der ikke strømmer afkølet blod ind i kroppen.

polarræven løber i hælene på isbjørnen (hvis isbjørnen har hæle)
i håb om at den skal levne
en halv sæl
indvolde i sneen
som en tatovering
 
(som dengang vi var på absinth-bar i barcelona
og alle slikkede på deres tatoveringer til judas priest
breaking the law!
breaking the law!)
 
jeg tænker på hvad jeg ville gøre
hvis jeg mødte en isbjørn
slå skistavene sammen?
no hope, stod der på et hus
jeg gik rundt og fotograferede klemmer og fisk
 
her er et digt nogen havde klistret på kopimaskinen:
 
Læn dig ikke på mig
Heller ikke tryk så hådt
ellers kommer jeg til at gik i stykker.

her er et digt nogen havde skrevet på toilettet:
 
Mallik var hær
asta olivia nordenhof skriver: gid jeg hed torben og havde et lettere liv
mine elever siger: det lyder som en der er høj
mine elever siger: det lyder som en på tumblr
de maler en blå himmel
jeg siger: se ud
den er hvid
de siger: en grønlandsk mand ville aldrig gå i lyserødt
 
jeg ser naboen med en cigaret i munden
når han trækker startkabler fra huset til bilen
en blå toyota med lad
 
når han fodrer hunden med fiskeaffald
 
vandet smager forfærdeligt
de tapper det fra to søer tæt på byen
engang fandt man en død slædehund i en af søerne
forurening frabedes, står der på et skilt
 
det blev pernille der røg ud af x-factor
vi hører det store hjerte banke
de sekunder studieværten trækker spændingen ud
illusionen om en fælles krop
nationen
det har været en rejse, siger pernille
 
i morges hørte jeg i radioen
at helle thorning-schmidt og ban ki-moon er fløjet hen over byen
i helikopter
de skal se at isen smelter
det handler om at se det med egne øjne, siger eksperten
 
 
26. marts 2014

   

Knud Steffen Nielsen: Brev 1 til Jochun

Kære Jochun.
 
Jeg har lyst til at skrive alt muligt, der ikke direkte er et svar til dig. Men forhåbentligt ligger der et slags svar i min reaktion alligevel. Hver gang skal Verden forstå, at man findes. Det er det, tror jeg.
 
  Får jeg sagt noget om min dag, at jeg pumper luft i min cykel, dagligdagsrutinerne, kan jeg jo ikke lade være med at forholde med dels undrende, dels skeptisk til alle foreteelserne.
 
 Jeg hugger noget luft fra den samlede mængde, og kan man opbruge luften, som jeg sådan vitsagtigt tænker, hvis man plastrede den samlede jordoverflade til med vindmøller. Til sidst er der ikke mere luft ville jeg sige med mit pokerfjæs.
 
 
Men så vil det gamle ord, Låsbysvendsen altid kom med, Det hele er et kør-rundt-system, når han blev spurgt om det rimelige i at ikke at betale moms…fordi det var jo bare en sum, der kredsede videre fra den ene handelsmand til den næste, Og det var jo bare at gøre tingene mere besværlige end nødvendigt at sende ekstra døde momspenge med. Godt nok var der en sidsteinstans i de kredsløbet, han manglede, nemlig staten, der lige ville stoppe kredsene med et clean cut.
 Hov nu skal jeg lige have gjort en sammenhæng fra den ikke-cirkulerende moms til recycling luft. Fra møllevinge til møllevinge. Kære Jochun, der er luft nok. Mine øjne blinker godmodigt.
 
Men hvis luften hedder co2, så er der noget skred i cirklerne, skred i at luft ikke bare er luft. men det er jo netop ikke møllevingernes skyld, at sammensætningen forrykker sig mod større procentdel kultveilte. Tværtom.
Momsen skulle have været brugt til et hospital. Der er et energitab.
 
Tilføjer jeg for at holde fast den sammenhæng, at Svendsens momsfritagelse, netop medfører et energitab: nu mangler der et hospital eller en skole.
 
Du snakker om sammenhæng. Og lige så snart jeg hører ordet, er jeg splittet, for hvor er der sammenhæng. Jeg fik i går en serie fotos af sort/hvide stills, som jeg skal lave tekster til:
 
ved havet, en stor stenblok, der ligger og dasker ude i vandet. Måske lidt bølgegang. Og det første der melder sig, er: siger tingen noget? Udover at rulle frem og tilbage. Hvilken forbindelse er der til mig.
 
Og så kommer trangen til at bringe sammenhæng ind. Kategorisering. Det er så mandeagtigt at gøre bevægelsen. Er tre forsamlede og to er rødhårede, en plysset, men man aner, at det stråforkortede hår er sort, så har vi en enhed?
 
Så søger jeg efter en lighed et andet sted end ved håret. Ok, de har slips på. Hurra. Ok, nu har vi en lighed, nu har vi en sammenhæng, så glemmer vi lige diskrepansen: hårfarve. Og vi ser lige bort fra fx alder. Den ene er betydeligt yngre end de andre.
 
Snakkede vi for resten ikke lige om naturen, det der DERUDE. Og bølgen siger jo ikke en skid. Ville jo gerne have lavet en sammenhæng, i betydningen: lighed. Alt andet giver kaos. Kaos er angst. Kaos er at blive væk.
 
Hvad gør det at blive væk. Ikke at blive set.
Det er en smerte. Og det værste er at man er alene med den smerte. Det forstærker det ubærlige.
 
Griber en anelse tilbage. Og det gør jeg ved at citere et Wallace Stevens- sådan fragmentarisk. Og tro mig, jeg har først for alvor opdaget digtet i dette øjeblik. Vidste ganske vist, at han taler om sammenhæng.
 
“I dag råber bladene, hængende på blæststrøgne grene,
og dog bliver verdens intethed lidt mindre
 
Den er stadig fuld af isnende skygger og formet sne.
 
Bladene råber….man holder sig væk og hører blot råbet.
 
Det er et travlt råb, der vedrører nogle andre. Og selv om man siger,
 
at man er en del af alt, er der en konflikt, en modstand involveret;
 
og at være del er en anstrengelse der mindskes:man
 
føler livet i det der giver livet som det er……
 
Bladene råber…det er et råb fra blade der ikke transcenderer sig selv…
 
Råbet angår ingensomhelst/” (oversat af Poul Borum).
 
 
Vi har at gøre med et paradox, naturligvis, men i så fald lever det paradox i os side om side som rationale. Vil senere prøve at gå videre med sammenhæng og usammenhæng. Som to sider af samme sag. De opløser ikke hinanden. Selvom bladene flaksede lige før. Og for at gøre det meningsfuldt, vil jeg være mere konkret næste gang. Der er noget rorschah uden for konsutationen. Ballonen skal fyldes med luft. Og ligner den ikke en hel del
Frank med den grønne kasse bag på knallerten. Det gør den da.
 
Kærlig hilsen KS
 
 
 

Victor Ovesen: Vedr. opsigelse af lejemål

 
Kære sådan-og-sådan.
 
jeg er begyndt at længes
efter en gud der passer på mig
som om jeg var hans lillesøster på et syretrip
 
alle kanaler står helt åbne og tomme
som et herberg på årets første lune nat
mændene der vælter gennem dampen
og ud på fortovet
 
mens jeg vågner et sted under de tørre lofter
og barsler med tanken om at forelske mig
via smittebærende tekstbeskeder
den lånte hovedpude har jeg mast ind i telefonen
som blot er én blandt mange nu
der ligger som buketter af biler
og blinker søvnigt på bordene i autentiske bodegaer
kogende myrelokkedåser i skumringen
når Nørrebros gadelamper
vågner af mareridtet
 
og ser det der er tabt
og alt det der bare kører videre
 
 
 

Rasmus Varnich Blumensaat: KÆRESTEBREV TIL KINA

Kære Kina,
 
 
Jeg skriver til dig for at sige, at jeg efterhånden tænker på dig hver eneste dag. Tænker på dig når Amerika, Europa og Rusland, gaskæmperne, guld, sølv og bronze i treenigheden af forenede stater, behandler mig som sorte mænd behandler hvide kvinder i den hvide mands fantasi. Når de sveder mine himlende øjne til med deres dyrebare salt, den salt de har opkaldt deres soldater efter, den salt der tvang det britiske imperium til at trække sig tilbage fra Indien, den salt de allerede efterlod i jorden årtusinder før Carl von Clausewitz opfandt begrebet om den absolutte krig. De spreder mine ben med et grådigt grynt, smågrise på jagt efter trøfler begravet i lysken, for så at forsvinde op i mine indvolde, det ømme, blotlagte nervesystem, tværs gennem de beskyttende slimhinder og funktionsopdelingen, der lader maven træffe hårde, men nødvendige beslutninger på vegne af resten af kroppen. Jeg tænker her specifikt på opkastningens krampetrækninger, der, når de først går i gang, ikke længere er underlagt selve viljen, men er en lidelseshistorie der må gennemleves, ligesom missilens pil på himlen heller ikke kan kaldes tilbage undervejs. Forstår du hvad jeg mener? Nej, det er måske også meget abstrakt.
 
 
I går sad jeg i stuen og så en dokumentar om FoxConns fabriksbyer med min familie. Via min mund siger min far, der forlængst er død og som derfor kun kan forstås som en form for besættelse, at kapitalen er god for dig, at den er en art korrektiv, som den daglige dosis levertran til fejlernærede børn under krigen. At arbejdsvilkårene måske nok strider mod de forenede nationers erklæring om de universelle menneskerettigheder, men at I jo gør det for jeres børn skyld, for at de skal få et bedre liv, et bredere udvalg af uddannelser og elektroniske livsstilsprodukter, eller bare råd til de næste generationer af den teknologi I sidder og samler for Apple og Samsung netop nu. Min far forsikrer mig om, at der ikke er tale om racisme. Det er fordi I går så meget op i familie, ære, arv og alt det dér. Det er fordi vi er moderne, individorienterede individer, hvor I er traditionelle, fællesskabsorienterede fælleskaber. Bare rolig. Det skal vi nok få banket ud af jer, siger jeg, igen med min fars stemme. Vi sender en vogn til ambassaden, en eskadrille jagerfly til at patruljere luftrummet over Krim, en krydser til Afrikas horn. Vi har sat vores bedste mand på sagen. Du ved, ham vi sendte til Mellemøsten for at indføre demokrati. Ham, der overbeviste lægerne om at det var okay at bryde lægeløftet i den højeste sags tjeneste. Ham, der sørger for at de sultestrejkende på GITMO bliver tvangsfodret med sonde morgen, middag og aften. Har du nogensinde prøvet at få mælk i næsen? Jeg tænker, at det må føles som måden hvide mænd behandler gule kvinder i den hvide mands fantasi.
 
 
Der er ikke nogen, der har lært mig hvordan en beholder, f.eks. en kedel, lyder når den er ved at være fyldt op. Det er en baggrundserfaring jeg har gjort, noget af tiden stykvist indlejret i kroppen, i ørets opfattelse af væskens modulering af lyden i retning af en ren hyletone. Jeg tænker på de europæiske riffelklubber, forløberne til de respektive nationalstaters hjemmeværn, der undervejs i det historiske forløb – der, med teleologisk træfsikkerhed altid vil føre til demokrati – blev forbudt, fordi man anså dem for at være en potentiel trussel mod den herskende orden. Jeg tænker på Bokseropstanden, den i Europa gængse betegnelse for det, I kaldte ‘Det harmoniske og retfærdige samfund’, en nationalistisk modstandsbevægelse der i september 1898 valgte at sætte hårdt mod hårdt mod vesterlandsk interventionisme, mod kanonbådsdiplomati, mod den uhellige alliance mellem fremmede stater og deres industri. Jeg tænker den uforsonlige islamiske fundamentalisme som en fuldt ud forståelig reaktion på geopolitisk totalitarisme. Jeg tænker at jeg er ved at være fyldt op. At jeg har fået nok. At der er blod i min urin og at jeg ikke ved om det skyldes en infektion eller den rå mængde af konstante overgreb. Jeg glider ind og ud af forskellige, tilsyneladende uforenelige bevidsthedsstilstande. Jeg kan høre noget pusle i væggen – eller måske er det noget i selve øret? Jeg har skrevet et digt til dig. Jeg håber at du, som jeg, vil tænke det som en lille bøn. Jeg håber at du kan lide det. At det vil få dig til skåne mig, når du engang kommer herover.
 
 
Jeg er en hvid kvie,
en liste af krav i vandfast tusch,
et hastigt udført tag på muren under viadukten,
som ved et tilfælde kom til at indeholde
opskriften på det evige liv.
 
 
Kom,
lad os danse
som gidsler
fanget i krydsild
foran banken.
 
 
Alt det bedste,
Rasmus
 
 
 

Linda Nørgaard Framke: To breve

 
Hey. På en måde er dette den første gang, jeg skriver til dig. På en måde er hver eneste gang den første gang, jeg skriver til dig. På en måde vokser flyene bare ud af skyerne. Der er ingen, der bygger dem på store fabrikker. Der er ingen, der sender dem i luften, for de har altid været netop dér. På samme måde er det med os. Vi har altid været netop hér. I hinandens usynlige favn. Alligevel er hver gang, jeg skriver til dig, allerførste gang. Sov godt, honningøje. I morgen er der atter.
 
 
 
 
   *
 
 
 
 
Hej. Kære. Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at skrive mere til dig, men jeg vil gerne, at du skal vide, at jeg er okay med det hele. Selma siger, at du mest bare sidder og ser ud over markerne. Selma siger så meget. Det er okay, det hele. Jeg tænker næsten ikke på det mere. Venligst. Kærligst. Ad libitum.
 
 
 

Kenneth Krabat: Et brev

Kære tyrkiske minaretforstærkeranlægsoperatører,

efter at have tilbragt 5 uger med balkonudsigt til jeres smukke landskab, hvor den mindste lyd i den neden for liggende fiskerby forstærkes ved sit møde med bjerget, jeg opholder mig på toppen af, og kastes tilbage fra den over for bjerget udstikkende halvø, og dertil måske forhindres absorbtion af det hårde vaskebræt, som vandoverfladen er for hvad som helst der rammer den, vil jeg gerne anmode om at få sat et andet bånd på. De 5 daglige 4 minutter og 17 sekunder, hvor Profeten Mohammed er Guds yndling i 120dB ud over hele landskabet, kan umuligt være det eneste båndloop, I ligger inde med?

Manglen på variation gør, at jeg nu automatisk er begyndt at synge med på ordene, jeg ikke forstår, omend indholdet formodentlig ikke er til at misforstå. Jeg er dog med tiden begyndt at tænke, at I egentlig ikke vil gøre mig glad med jeres hyldest af Allahs udsending, men snarere vil inficere mig med en dårlig ørehænger, som I i minareten tilfældigvis er meget glade for.

Efter at have fået et lille træ kastet ind på terrassen, da jeg med lidt hjertemusik fra Amália Rodrigues forsøgte at drukne lyden den 170. gang, er jeg kommet i tvivl om, jeg kan klage over genren. Men har I ikke andre bånd liggende? Eller måske en gang imellem en levende muezzin til at spiffe festen lidt op? Det kunne da være festligt!?

De bedste hilsener fra en midlertidig nabo,
kenneth k
 
 
 
 

Mette Norrie: Tre korte breve og et uafsendt postkort

Brev fra hånden til håbet
 
De her knogler har et eget liv. Sener og blod, scener i blåt og blod. Når det er morgen er det aften et andet sted, negle findes på alle sprog, ripper op i noget, river; papirer hvirvler i strimler, kastes ud af vinduer til nogen siger: se det ligner sne!
Man har kun en hud, men tusind forestillinger om andres. Når jeg lægger hånden mod døren er det ikke for at lukke noget ude, når jeg trommer mod ruden er det for at give regnen en stemme at falde ind i, for at huske at jeg ikke er glas.
 
 
 
Brev fra havet til himlen
 
Vi kan mødes på midten hvis du vil; skære døgnet over, eller jeg kan sende bølgerne i forvejen, de kan tale de stummes sprog, de kan skumme den vrede der ikke findes ord for.
 
 
 
Brev fra stilheden til stormen
 
Før du rammer vil du mærke mig som øjne i nakken: når jeg flyder i stuerne som henslængte sweatre, når jeg trykker mig mod tagene, når jeg lægger mig som reder i træerne til du kløver dem, når jeg bygger en by i struberne, trækker en tøven ud: tv-værtens tomme blik mod skærmen i et teknisk uheld, når jeg kvæler trafikken med en pude af sne, når jeg sænker mig i sitrende skyer over forstæderne, når jeg ender en sætning i … lukker dig ind mellem to åndedrag; som en trussel som en bøn.
 
 
 
 
 
Uafsendt postkort
 
Det er ligegyldigt om jeg skriver fra skoven eller kysten, jeg sender det ikke.

På forsiden: et tårn i et landskab, en vej der snor sig gennem bugnende bakker. Det er alt sammen lidt for meget så jeg købte det. Det er alt sammen lidt for grønt så jeg tager det med mig overalt for at kunne sende det til hvem som helst, men du er ikke hvem som helst så jeg sender det ikke. Jeg lader det ligge i åbne tasker i regn, på cafeer hvor nogle kan stjæle det, men det bliver aldrig taget, det bliver altid højst lidt fugtigt.

Da jeg var lille skrev jeg hjem til mine fantasivenner når jeg var på ferie, jeg tror de blev gladere for dem end du ville blive, så jeg sender det ikke.
Engang var jeg lige ved at sende det; jeg havde købt et frimærke, der var en hest på. Jeg kom til at tegne et horn på den så den blev en enhjørning. Nu kan jeg ikke sende det alligevel, tænkte jeg, så var det alligevel ikke vigtigt. At tegne en enhjørning er en udsøgt for glemsel. At ødelægge et frimærke er en udsøgt form for glemsel.

Det er ligegyldigt om jeg skriver med måde eller længsel. Jeg sender det ikke.

På forsiden: en lidt for høj himmel, et lidt for hårdt håb. Jeg bukker det muligvis på midten, jeg river det muligvis i stykker, jeg smider det muligvis ind i et bål, streger det over med en sprittusch til det bliver sort som kul, men jeg sender det ikke. Jeg sender det ikke.
 
 
 

Frederik Bjerre Andersen: Tweets til Felice

19 tekststykker af- og over Franz Kafkas breve til Felice Bauer, april 1914.

Lyset løber lige igennem og over. Jeg indtager foråret. Gennem vinduet: En plante, mine fingre. Solen. Bladrer gennem en dårlig bog.

Jeg var hjemme kl. 20, beskeden var ikke kommet. Så gik jeg ud, kom ikke tilbage før 0.30, hvor jeg fandt din besked. Fra ved middagstid.

Vinduet står åbent. I stuen står mørket. Udefra: lyset indrammer mit ansigt. Som om jeg svarede: bag glas. Og blev trykket sammen.

Helt sikkert er intet menneske blevet så ydmyget i en andens hænder som jeg blev det af dig. Der var hverken valg eller variation. Kun: krop.

Som om der var andet. Som om jeg var andet. End udenfor, bagved, foran. Jeg mangler noget at centrere mig om. Lyset der indrammer solen bag glas.

Det skrællede had frem: Ydmygelsen i, at du ikke svarede. Og ellers lod dine svar stå fuldstændigt vage. Mellem fingrene. I mørke.

Du forblev stille i ugevis. Lod fem mails ligge ubesvarede. Er det ikke foragt? Er det ikke, hva, hva, hva? Jeg bliver krop. Bladrer i lys.

Det er ikke fedt at sidde i et storrumskontor. Grædende. Mapper og klips har ikke så meget med sorg at gøre. Mindre end man skulle tro.

Det syn, jeg ser, når jeg er døsig: du lægger mine mails væk, ulæste bag en plante; eller sletter dem, en efter en. Det burde du ikke gøre.

Din besked indtager: Krop, skærm, lys. Mørket er undtagelsen. Det hele centreres om vinduet, og fingrene presses – bagved, udenfor, foran.

Tingene bliver bedre. I dag ventede jeg kun fire timer på dit svar. Foråret lægger sig på glasset. Alligevel, stadig fire timer.

Solen skræller rammen af. Beskeden er en plante. Og nu er det hele vokset ud af mine hænder. I lyset bag glas.

April gnistrer langsomt. Kan jeg udtænke et svar, når du i løbet af fire dage kun ofrer et øjeblik efter frokosten på mig?

Der er umådelige mængder af uklarheder mellem os. Måske ville et ord fra dig være nok. Og du husker at vande planten? Det må du endelig huske!

Mens jeg ventede ængstelig besluttede jeg, at hvis din mail ankom i dag, ville jeg ikke åbne den. Jeg ser vagt på. Min egen døs.

Jeg betragter. Glas, jeg skærmer det. Jeg betragter. Krop. I stuen og planten: ti fingre, der ligger i vejen. De bladrer stille i bøgerne.

Den mail, som jeg holdt uåbnet i min lomme i et øjeblik, den mail kunne for din skyld være skrevet i morgen, dagen efter. Eller aldrig.

Jeg indtager: frokost, ydmygt. Lyset lægger sig i vinduet. Glasset indrammer døsigt planterne. Antager jeg. Foråret kan have: Krop.

Nå, men jeg kommer til påske, ikke ved middagstid, men lørdag klokken 18.51. Selvfølgelig vil jeg foretrække, at du kommer ned til stationen.
 
 
 

Louise Juhl Dalsgaard: To breve

 
Den første dag i marts, 2014
 
 
Kære H,
 
Jeg er tilbøjelig til at give dig ret, der er ingen grund til at tale mere om dét.
 
I morges, da jeg vågnede, var det igen som om mit ansigt var delt i to. Det er forbundet med stærkt ubehag, og der er kun ét at gøre, når det sker. Jeg lukker øjnene og fokuserer på billedet af et keramisk fad. Så forestiller jeg mig, hvordan jeg placerer først min hals, så min mund, næse, øjne og til sidst pande og hår på fadet. Som et stilleben fra sekstenhundredetallet, poserende fjæs. 
Når jeg åbner øjnene igen, er ansigtet mit eget. Helt og aldeles.
 
Den påfuglefjer du havde med til mig fra din rejse, står i en kop og glor, som et hypnotiseret øje. Jeg glor ikke igen, det nytter jo ikke noget, ligesom det ikke nytter, at tale mere om dét. Men som den står der, fjeren, forhindrer den alle andre øjne i at nærme sig. Derfor lader jeg den stå og glo, hypnotisk.


 
Jeg har taget et billede af hængslerne på døren. Der er ni. Ni er mit lykketal. Jeg er ikke idiot, jeg ved godt, at lykken ikke findes. Men det virker alligevel, det med nitallet. Det er for eksempel ikke lykkedes nogen at trænge ind, og det skyldes hængslerne, de ni, lykketræf eller ej. 
Det er et vellykket billede, jeg har taget, der er lige tilpas med lys og så er proportionerne helt rigtige. Ligesom med tallet ni, her er proportionerne også så fine, tre gange tre og den slags. Jeg er som sagt ikke idiot, jeg ved godt, at det bare er et tal. Men fine, det er de, hængslerne. Ni af dem.
 
Jeg er begyndt at interessere mig for vandmænd. Det er pudsigt, at noget så flydende, kan have så mangfoldigt et udtryk. Du skulle selv prøve at se nærmere på dem. De udgør hver især et lille ocean. De er meget frugtbare og kan formere sig ukønnet. Det synes jeg egentlig lyder usandsynligt, men også meget smukt. Sådan er det tit med det usandsynlige, det er meget smukt.
 


Da jeg var barn, ville jeg være vandmand til fastelavn. Min mor kaldte det en “sjov idé”, men endte alligevel med at købe en orange paryk med fletninger og et sæt smækbukser. Sådan blev jeg Pippi Langstrømpe i stedet. Det var fint, det var det skam, men langt fra min drøm om en vandmand. Måske er det derfor, at jeg finder dem så fascinerende i dag. Vandmændene.

 Du har ret, det nytter ikke at tale mere om det.
 Jeg håber alt er vel hos dig.
 
 
Küß
 J
 
 
 
*
 
 
 
Omstad, april 2014
 
 
Kære Inger,
 
Jeg har revet disse sider ud af mig selv, som jeg sender til dig i et brev. Det minder lidt om at trævle masker op, for at samle garn til en trøje måske?

Nå, jeg ved sgu ikke. 


 
I morges var jeg sikker. Nu, et par timer senere, kan jeg se, at ingenting er forandret. Tænderne er de samme, kaffen, de tætte striber af sol. Selv titlerne på bøgerne er de samme.
 


Jeg har længe tænkt på, at jeg ville tale med nogen om alt det her. Altså dét, at jeg finder mening i ting, jeg ikke fatter. 
Som nu, at jeg tæller sekunder fra, at jeg trykker på kontakten til at lyset tændes, og mener at kunne se en sammenhæng mellem lysets forsinkelse og kattens tøven. Ligesom jeg piller de visne blade af stueplanterne, lægger dem i bunker sorteret efter graden af forfald, og ikke kan undgå at se, hvordan det hænger sammen med hældningen af din skrift over tid. 

 
Det er så åbenlyst, at det virker tilfældigt. Men summen af tilfældige sammentræf er slående. Ikke sandt?


 
Jeg har også tænkt på, at jeg fremover vil skrive til dig på svensk. Det vil gøre alting lettere. I Sverige flagrer kjolerne mere og skovene holder tæt. Det vil jeg gerne tale med nogen om, med dig. Jeg vil gerne tale om, at der er forskel på “tystnad” og “stilhed”, at forsinkelsen er en anden. At kattene tøver længere i Sverige, og at “vatten är tjockare än blod”. Det kan jeg godt lide, ligesom jeg kan lide masker og trøjer, og at det hverken er rækkefølgen eller tykkelsen, det kommer an på.


 
Hvordan går det med din farfars hoste: Er den tør, tiltager den i løbet af dagen? Jeg vil gerne, at du kører til Systembolaget i Malmö og henter en Västgöta Snaps til din farfar, så skal alting nok ordne sig – også hosten. Det er så åbenlyst, at det virker tilfældigt, men spørg din farfar, hvad han synes om Västgöta Snaps, så tror jeg nok du vil forstå, at det hele hænger sammen. 
Hosten, forsinkelsen, snapsen.

 
Det er også derfor, at kjolerne flagrer mere i Sverige, derfor at kattene tøver længere.
 

Næste gang jeg skriver, bliver det på svensk.

 
 

Kärleksfulla Hälsningar
 
A.
 
 
 

Robert Henningsson: Kære Robert

  
Havnegade, fredag d. 28. juli 2006
  
Kære Robert
  
Kufferten er fyldt med lystegninger, og jeg spørger, hvor længe Direktøren skal sprælle! Jeg var temmelig meget ved siden af, og kan nu mærke Direktøren tygge på mit øre; du får den lige i klarmelding: Der kravler myrer på min morgenmad. Vi var ude i kirken i går. Børsen, Yatzyrummet, Ærke-englens veje. Ved morgengry smuttede Mark. Jeg havde vundet stort over ham med raflebægeret. Jeg skal sølle som et lyn komme kimingen i møde ved søerne. Med overmagt krydsede jeg den døve direktør og 8 hvide biler – og det begyndte halvvejs rundt om dammen; jeg fortalte hende, hvor sky jeg er, og fik en croissant uden beregning. (Vi var kun et døgn fra Havnegade). I øvrigt er jeg ret charmeret af din fortælling om vasketøjet, så meget, at jeg tog guldnøglerygtet til mig, og lod kufferten komme frem, og pakkede lidt af det hele. Men før jeg gik, satte jeg mig ned for at spå; diamanterne nød jeg for Lucy at sidde i haven og lytte til fuglene og vinden i træerne. Og selvfølgelig var der myg, jeg måtte klaske hende i nakken; fra da af kom de alle forbi for at kysse, og søster K på sms’en. Det var lige ved at dæmre. Jo mere de fortalte mig, des mere vand hældte jeg over bønnerne. Den satans bitch, hun fylder mig med lysenergi (Lav fabuleren – vær min sønnesol!). Jeg glæder mig over byen, og jeg er ordkidé-fán! Risikoen er, at han blev korsridder, og fik søen at se, og ro skal du aldrig savne – gør ham hans vacuum værdig, du er mine øjne! Jeg snakkede med Asger om nogle bøf, og han sagde, at hymen er en længe forbudt sø; han er så dødcharmerende og virkelig meget sprød som det krumme univers. Da jeg var på vej ud, skete det – og ro mærker jeg før hvert syn, og lader forbud fare. Havet kan virkelig have en hypnotiserende effekt. Vildt at Peder Vester lod dig høre det bånd for syv år siden! Var det Dagmar, hans veninde hed? Og var det så før, han begyndte at kalde sig Goodiepal? Ja, lige så dybt hvirvlende er jeg over din fortælling om søsteren, der er så bange for at blive levende begravet. Jeg forstår nu godt, at de ikke kunne få sig til at skære pulsåren over, da hun helt uventet dør. Det fik sgu min puls til at stritte som et pindsvin, da jeg læste, at hendes kat sprang op og bed pulsåren over. Dog ryster det mig endog endnu mere at læse om din drøm, der slutter med, at du finder mit blåskrumpede hoved i asken fra gårsdagens bål.
 
Jeg forstår meget godt køerne. Da jeg var ude at sejle, kendte jeg mange, der havde sådan en dukke, man kan trykke på maven. Stille nu, nogen ved døren, hylsterstille nu. Sådan en vammel sjus. I børnehaven gik vi, og byggede løver, og råbte hurra; og ham Søren var vores dyneløfter. Vi byggede ostekager, spillede bold og tegnede (jeg tegnede konstant som barn). Lykken var en monsterskraber henover pigernes maveskind; hvis der kom nogen, skyndte vi os at gå, eller vi lod som om vi sov under hækken. Men det næstbedste var at få papirbåde til at flyde på vandet. Og jeg var sørøver, og lige ved siden af mig sad, ham der spiste en fyrrekogle. Han havde ondt i maven syv dage efter. Senere læste jeg om en kvinde, der kom fra djævleøen og billeder, der sad fast med et hængsel. Indimellem opførte hun stykket Røgsignaler fra den melankolske kuffert. Jeg syntes min dukke var den skarpeste. Den kunne rulle rundt og rundt mellem mindst fem børn. Vi havde sneget os ind gennem kælderen i det store hvide hus. Jeg mener, at det nu er revet ned. Omgivelserne virker stadigvæk som indhyllet i tornerosesøvn. Jeg kan vække Jer med et kys, kom bare nærmere og få ét. Alle børn skal nemlig stå sådan i en lysstråle til syv. Kys skal ramme selv de højeste af Jer.
 
Men Raffael har bøjet både Tjumse og Dykker. Bare se ham den fjerde lort der. Jeg kunne nagle ham til blød flamingo. Hvorfor skulle jeg pakke det ind. Jeg har syet moneterne fast på ryggen af min mor. Det er sådan en slags Art-money. Jeg burde blive rosmarinfiffig nu. Jeg husker, jeg tog i byen i hendes silkenattøj, og så lavede jeg lige så meget, jeg ville, af lykke; det gir mig sådan en ro at tænke på. Jeg var charmetrold med kys, og jeg tror at cherrytomater skal fylde os op med død, åh vi fucker. FUCKER? Du skal nyse, hvor du er. Bag døren blomstrer du, og er bogorm, og selvfølgelig vil jeg afsøge huset og søen for krummefryd. Ordkidé før skumring, sådan har jeg faktisk boet i et saltkooperativ til labanen bag døren siger: I sjattetyve er munke! Hvor har jeg taget bad i den sætning; jeg sad bag døren, og skrev den ned.
 
Kærlig hilsen
 
Poul
 
 

Fie Frydendal Sigersted: Brev

KÆRE MOR

En bulet østers
omfavner alt
tilgiver alt
er langt hellere foruden
krattende
nippende
nivende
sand
men klæder det
i fed omsorg
tyk perlemor

I perlen
suger det stadig
fra midten

KÆRLIG HILSEN

det sitrende sand
din bløde bugvægs nivende nag