Kære Kina,
 
 
Jeg skriver til dig for at sige, at jeg efterhånden tænker på dig hver eneste dag. Tænker på dig når Amerika, Europa og Rusland, gaskæmperne, guld, sølv og bronze i treenigheden af forenede stater, behandler mig som sorte mænd behandler hvide kvinder i den hvide mands fantasi. Når de sveder mine himlende øjne til med deres dyrebare salt, den salt de har opkaldt deres soldater efter, den salt der tvang det britiske imperium til at trække sig tilbage fra Indien, den salt de allerede efterlod i jorden årtusinder før Carl von Clausewitz opfandt begrebet om den absolutte krig. De spreder mine ben med et grådigt grynt, smågrise på jagt efter trøfler begravet i lysken, for så at forsvinde op i mine indvolde, det ømme, blotlagte nervesystem, tværs gennem de beskyttende slimhinder og funktionsopdelingen, der lader maven træffe hårde, men nødvendige beslutninger på vegne af resten af kroppen. Jeg tænker her specifikt på opkastningens krampetrækninger, der, når de først går i gang, ikke længere er underlagt selve viljen, men er en lidelseshistorie der må gennemleves, ligesom missilens pil på himlen heller ikke kan kaldes tilbage undervejs. Forstår du hvad jeg mener? Nej, det er måske også meget abstrakt.
 
 
I går sad jeg i stuen og så en dokumentar om FoxConns fabriksbyer med min familie. Via min mund siger min far, der forlængst er død og som derfor kun kan forstås som en form for besættelse, at kapitalen er god for dig, at den er en art korrektiv, som den daglige dosis levertran til fejlernærede børn under krigen. At arbejdsvilkårene måske nok strider mod de forenede nationers erklæring om de universelle menneskerettigheder, men at I jo gør det for jeres børn skyld, for at de skal få et bedre liv, et bredere udvalg af uddannelser og elektroniske livsstilsprodukter, eller bare råd til de næste generationer af den teknologi I sidder og samler for Apple og Samsung netop nu. Min far forsikrer mig om, at der ikke er tale om racisme. Det er fordi I går så meget op i familie, ære, arv og alt det dér. Det er fordi vi er moderne, individorienterede individer, hvor I er traditionelle, fællesskabsorienterede fælleskaber. Bare rolig. Det skal vi nok få banket ud af jer, siger jeg, igen med min fars stemme. Vi sender en vogn til ambassaden, en eskadrille jagerfly til at patruljere luftrummet over Krim, en krydser til Afrikas horn. Vi har sat vores bedste mand på sagen. Du ved, ham vi sendte til Mellemøsten for at indføre demokrati. Ham, der overbeviste lægerne om at det var okay at bryde lægeløftet i den højeste sags tjeneste. Ham, der sørger for at de sultestrejkende på GITMO bliver tvangsfodret med sonde morgen, middag og aften. Har du nogensinde prøvet at få mælk i næsen? Jeg tænker, at det må føles som måden hvide mænd behandler gule kvinder i den hvide mands fantasi.
 
 
Der er ikke nogen, der har lært mig hvordan en beholder, f.eks. en kedel, lyder når den er ved at være fyldt op. Det er en baggrundserfaring jeg har gjort, noget af tiden stykvist indlejret i kroppen, i ørets opfattelse af væskens modulering af lyden i retning af en ren hyletone. Jeg tænker på de europæiske riffelklubber, forløberne til de respektive nationalstaters hjemmeværn, der undervejs i det historiske forløb – der, med teleologisk træfsikkerhed altid vil føre til demokrati – blev forbudt, fordi man anså dem for at være en potentiel trussel mod den herskende orden. Jeg tænker på Bokseropstanden, den i Europa gængse betegnelse for det, I kaldte ‘Det harmoniske og retfærdige samfund’, en nationalistisk modstandsbevægelse der i september 1898 valgte at sætte hårdt mod hårdt mod vesterlandsk interventionisme, mod kanonbådsdiplomati, mod den uhellige alliance mellem fremmede stater og deres industri. Jeg tænker den uforsonlige islamiske fundamentalisme som en fuldt ud forståelig reaktion på geopolitisk totalitarisme. Jeg tænker at jeg er ved at være fyldt op. At jeg har fået nok. At der er blod i min urin og at jeg ikke ved om det skyldes en infektion eller den rå mængde af konstante overgreb. Jeg glider ind og ud af forskellige, tilsyneladende uforenelige bevidsthedsstilstande. Jeg kan høre noget pusle i væggen – eller måske er det noget i selve øret? Jeg har skrevet et digt til dig. Jeg håber at du, som jeg, vil tænke det som en lille bøn. Jeg håber at du kan lide det. At det vil få dig til skåne mig, når du engang kommer herover.
 
 
Jeg er en hvid kvie,
en liste af krav i vandfast tusch,
et hastigt udført tag på muren under viadukten,
som ved et tilfælde kom til at indeholde
opskriften på det evige liv.
 
 
Kom,
lad os danse
som gidsler
fanget i krydsild
foran banken.
 
 
Alt det bedste,
Rasmus