En engelsk pige på fortovet i 1974.
En engelsk pige på fortovet i 1974. Vi ved ikke hvor hun er på vej hen. Himlen er dyb, man kunne blive væk.
*
En kenyansk mand med to børn og et flute. Solen steger overfladen. På håndryggen er der små pigmentforandringer. En æske uden låg er placeret foran gaffelen. En ring af ben i en æske. “Vi bliver gift, så flytter jeg”. Da drengen dør, må hun tage hjem. En nat. Pust på et sår, kun midlertidigt. Og aldrig nogensinde tilbage. Besøger, forfører, bortfører i kærlighedens navn anno 1999. På dine præmisser skal vi finde solen. En høj hvid kvinde der aldrig kan blive stedfortræder i Kenya. “Det andet dør, hvis du kigger på ham”. Solen gik ned den aften. Spådommen frarådede det. I grød vi ser. Gamle siger at hvid farver navlestrengen. Udtørret sø på en gårdsplads i vest.
*
En lille tiggerpige på en perron i dagslys. Samler sten og mad. Gemmer noget i hulrummet bag tungen. Piller i skrællen, skræller af og ned. “Lille sorte pige”. Skrattende hjul, rungende stemmer i vinteren. Fisk på væggen, ud herfra, UD. Tusindvis af prikker på ryggen. Ved flisevæggen står hun og ser ud gennem en sprække. Hav og en gammel dame, der ligner hendes rumænske mormor. Ribben er lavet af kalk, rækker ud, på en skinne skal man ikke finde blod. En lille klat i bunden over himmelhvælvingen. Skælvende, udsultet, katten er en mærkelig ting fra en rig familie.
*
På kastanjetræet hænger hun et kort. Libanesiske sprogvaner. “Finder dig i Libanesien”. At fryse er at mærke sin egen krop, som dengang i Rusland, som inden krigen og vanvidet og de vågne nætter. Sukker, ler, græder. Ustabil, sammenfaldende. Han var med, da hun flygtede. Kurven efterladt før solen blændede. I en uendelighed. Tulipanen havde en rød plamage i bunden i altankasserne på tagetagen, som hendes rødmen. Modermælkserstatning, barnet. Himlen trykker mennesker flade og endimensionelle. Et blink er et hul i himlen. Troværdighed. Tys ikke på barnet i kurven, det sover. Shhh, den mor græder.
*
Kolapser på gulvet over kirketjeneren. Kigger op, ned, et kor vender sig. “Hun er vågen”. Orglet spiller i baggrunden. Vi hører kun præstens prædiken, når vi læser med. “I nærhed suger jeg nektar”. Hvid hals mod sort, knapper på række. Ved et badefad øser vi troen op i kopper. Hælder ud, hælder ned. Inde bag det blege ansigt er en lille velformet knude. Søndag gentager sig som en ting, der ikke ændrer form. De bader hende i sukker og taler indtrængende. Synger videre under altergangen mens lammet er der. Brød. Det er ikke en præstation. Vi klapper ikke. De små kunne man nive i kinderne, så var de ikke så fine længere. Hun rejser sig, før salmenummeret bliver skiftet ud. “Er du okay”. Landskabet er en gammel mosaik. Hvis du bliver nervøs må du fokusere på en sten i bagrunden. Bænke på rækker, luften kommer ovenfra. Synker.
*
En russisk klaverspillerinde i en bil i Moskva. Året er 1993 og hun er på vej til konservatoriet. To mænd på fortovet med kufferter får lov at køre med, den ene løfter hatten, hun har smukke hænder. “Du burde være blevet guide”. De taler dansk. De skilles i lufthavnen. Hun spiller. Om vinteren tager hun til Danmark for at finde ham. De elsker i en hytte i Malmø, laver børn, føder børn. Hendes forældre er to visne skud i sandet under Peterskirken. “Spil som jeg hørte dig spille dengang på scenen under lampen, spil alt det jeg så i dit ansigt, de øjne.” I hårgrænsen er der sår. Små flydende søer i hovedbunden, som noget snavset, som et slumkvarter. Hun sætter det op om aftenen. Alle de evner og så bare underviser.
*
Han beundrer hende i efteråret. Alle de nætter han delte ud af. De lever sammen i 25 år. “Hun må være naiv”. I de første år betød det ikke noget. Hvis man ikke er tiltrukket. Elskede. Over sofaen, når de sad sammen opad den østvendte. I rosenrankerne skrumper havet ind. De var et godt match. En nonne mod en nymfoman. Bladene har grene tegnet på sig. Gule grene under sålerne i september på grus. Og det var alligevel altid dem, ligesom elfenben.
Jeg var stadig barn, selvom jeg var 20 år.
Jeg var stadig barn, selvom jeg var 20 år. Underligt, hvordan den tanke slog ned en dag, at man ikke længere kunne vaske sine negle rene nok, selvom de blev skrubbet, føntørret, at der altid ville sidde snavns et sted under. Min oldemor blev aldrig forelsket, det var et spektakel, hvordan så smuk en kvinde kunne gå alene på gaden, broen over søerne, at hun ikke havde skygger under øjnene, det var en skam. Jeg tror, hun lærte at stille sig tilfreds, som min lærer stillede sig tilfreds, ikke så meget bøvl, bare en masse uforløste drømme, og manden skulle ikke gå hjemmefra, de havde jo børn. Da jeg lærte at spille klaver, følte jeg mig ikke tilpas på bænken, hvor jeg øvede mig, jeg brugte meget tid på klaveret og min søde russiske lærer, og selvom jeg ikke havde evner, drømte jeg meget om turneer, det var ligesom med min oldefarmor, sådan sagde vi i stedet for oldemor, Michelly hed hun, og hendes drømme sank i grus.
Vi skrev alt ned om min oldemor, min moster havde taget en lydoptagelse af hendes stemme, så vi kunne skrive det ned, som det blev sagt, det er først mange år efter, at jeg virkelig har læst, hvad der står om min morfar i det kompendie og Jette, som hun ikke ville føde, fordi min morfar havde været så stor, jeg tror det sprækkede op indefra den aften. Hun ville hellere sy fine kjoler, og Magasin var en stor kunde, uden hende tror jeg ikke, de kunne klare sig, hun var en formidabel syerske hos Holger Blom, så fin som blommerne i haven under altanen, vi besøgte hende kun sjældent, men jeg kan tydeligt huske det bløde gulv og den måde, hun vaskede op på.
Det er underligt den måde, hvorpå man begynder at glemme folk, selvom man har kendt dem, selvom man har kendt dem rigtig rigtig godt, som dem hvor anerne gror, som lange rødder tilbage i slægten. Prisen var for stor at betale for en kvinde som min oldemor, hun strøg hans skjorter, da han gik, og hun var ikke utro, aldrig nogensinde kunne det falde hende ind at smide frugten ud, man skulle spise det hele rub og stub på tallerkenen, og da hun døde var skilsmissepapirerne stadig ikke udfyldt, så måske er det løgn, det med forelskelsen. Hun havde altid krøller, hvorfor har jeg ikke arvet det, spurgte jeg, men man kan ikke arve kunstige krøller, sagde hun. De blev sat om aftenen, og jeg har tit ønsket mig sådan nogle, men inde i København har de nu fået en salon, så kan jeg komme til at ligne hende lidt mere, det kaldes blow dry, en almindelig hårtørre. Hun havde også en hvid vaskebjørn, den tænker jeg nogen gange på, mens jeg spiller på det klaver, at den var hvidere end tangenterne, fordi den skulle ligne sne, og musik er ikke sne, men regn der falder ned fra himlen en dag, hvor vi sukker, og alting er så koldt, og vi bare gerne vil have, at nogen holder fast i os.
