Sofie Diemer Leonhardt: Fersken

 
 
Hun står op
Og spiser peach-melba yoghurt
Hun tænker over hvad melba er
I peach-melba yoghurt
Hun får det dårligt
Kaster melba’en op
Beholder peach’en
Hun gror et ferskentræ
I maven den morgen
Tager til yoga
Får at vide at hun skal
Slappe – helt- af- i – anus
Det er svært når ens tarme
Er lange grene på et ferskentræ
Der svajer i aircondition
 
Hun starter forfra
Står op
Spiser peach-melba yoghurt
Hvad fuck er melba
Hun kaster fersken op
Beholder melba’en i maven
God mavefornemmelse
Hun går ud på gaden
Der er børn der leger
Hun gylper melba’en op til dem
Som var de pingvinunger
 
Hun starter forfra
Spiser peach-melba yoghurt
Googler peach-melba
Og brækker begge dele op
Beholder yoghurten
Hun drikker mælk til
Slår en koldbøtte
Hun får is i maven
Det bliver formiddag
 
 
 

Poul Høllund Jensen: Tre tekster

copyright

grav i haven
så fuglen kan finde de fede orme

den skal pleases for at blive
den synger så pænt når vi vågner

den er ikke nogen forbrugsfugl
man kan ikke skrive på den

som på menneskehud
der er velegnet for enhver

der har modet
og kan få os til at smide tøjet

kom ind og skriv på mig
jeg vil i den grad få vejret

selv gå ud og skrive på folk
gå grassat med spritpenne

hærge i byens nætter
efterlade alle med digte på kroppen

 
og i morgen min tur
til at vågne bedigtet

 
 
 
 
rute 36

en søndag
hvor klapvogne triller
i retning af græs

et vejbump hvor snegle
når over i tide

et byrådsflertal
for firsporet vej

 
 
 
 
 

der er underlige lyde fra entreen
da jeg kommer ind ser jeg posten
stå med et brækjern
en pakke skal afleveres ekspres
han bruger værktøj når folk ikke er hjemme

han er tidligere tømrermester
men dette er mere lukrativt
nu står vi over for hinanden
jeg kender ikke de nye
omdelingsregler med værktøjsgaranti
har hævet hånden til slag

han smiler og rækker mig en brochure
om fremgangsmåden ved postomdeling
den er tyk og ildevarslende

 
 
 
 

Ine Sunde Lavik: To digte

min mor lærte meg at mynter er det skitneste som finnes

min mor lærte meg at mynter er det skitneste som finnes
alle menneskene som har tatt på dem
vært på do, klappet hunder
og tatt på dem
sa min mor, tenk på alle de hendene

jeg putter mynten i munnen, suger
smaken av alle de hendene
absorberer dem i munnhulen, slimhuden
svelger dem
menneskene, hendene
smaker jern, jord, hund

mynten klinker vått mot baksiden av tennene
det er en måte å ta inn verden på
gjennom tennene
dele inn verden i det som er mykere og det som er hardere enn tenner

når mynten er suget helt ren for menneskehender

å legge den oppå jekslene
bite hardt sammen
kjenne hvordan det knaser
i skallen
kjenne skjelettet bli til sand
en million ujevne biter av hvitt
kjenne hvordan det knaser i skrittene
sanden innenfor og sanden utenfor

 
 
 
 
 

for some reason lately i’ve been everywhere

det er skogbunnens fukt
det er mosens fukt
det er den avskallede barkens rå fukt som sitter i veggene
dette er ikke den første byen men det er den eneste
som får meg til å gå i veggene med løftet hode
jeg tar bilder av blåmerkene jeg lager en samling
jeg prøver å få til en viss symmetri
så de kan leses som rorschach-bilder

salt kan få en til å tenke på mange ting
fra nå av skal ikke smaken av salt minne meg om havet
jeg åpner saltbøssen
heller en liten dynge på håndbaken
slikker den i meg med tunge og lepper
mindre som en katt enn som et grådig menneske

sporene etter kroppen
denne gradvise oppløsningen
hvite flak på den røde hodeputen
fettflekker på vinglasset
øyevipper i vaskekummen

og at noe tjukt renner ut mellom leppene
selv om jeg presser dem hardt sammen
biter meg i kinnene
det er en uvane
å våkne hver morgen av at noen driller i asfalt
det er en uvane
å glemme for fort, å bare huske
de helt vanlige øyeblikkene

hver morgen må jeg tegne opp kroppens grenser på nytt
føre pekefingeren fra punkt til punkt
binde sammen

én for én benevner jeg kroppsdelene mine
summerer opp

til ære for blikkene gjennom vinduet
drikker jeg gin av et hvitvinsglass
fyller glasset på nytt under bordet
et glass hvitt i eget selskap
kan tolereres

jeg puster inn byluften fra veggene
og holder den inne i lungene til det verker
kjenner mose og mugg feste seg der inne og gro

 
 

Stine Bork Kristensen: Camping

 
 
Vi sover som skov og
stønner med råd eller
 
åbenbares som fugleunger
indimellem
 
Hvorfor ikke ældes
som en tungere og
tungere
 
discokugle
 
Det tykke hvide hår vi plukker fra
hinandens kranier som tulipanløg
og skumfiduser er
 
stjerneklart
 
Se duggens puslespil, be-
mærk det grådige mos
 
 
 

Eva Aagaard: Skoven og Lejligheden

Skoven

Når jeg tænker på togturen
ser jeg skinnerne oppefra
sorte snit ind
i en hvid flade
skoven har lagt sig
ned under blæsten
væltede træer
danner en tømmerflåde

Når toget bevæger sig
kan vi ikke se
bevoksningen langs skinnerne
kun baggrunden træder
tydeligt frem

Dine hænder er flossede
du mimer en floskel
det blæser ind
gennem et vindue
som ikke kan åbnes

*

Grimme sangfugle
i træerne
hvor alt hænger nedad
lanterner blæst
og grene med røde bær

Et hjerte slår i mudderet
eller også er det
en fisk der spræller
stormen har efterladt
forskellige spor
småsten har byttet plads
et hus er næsten
faldet i vandet

En tanke fra i går
sætter sit aftryk på dagen
et hjerte slår i tøjet
eller også er det en maskine
du har små klør
beregnet til min hud
du har en hånd
under min striksweater

*

stormen har efterladt
forskellige spor
kystlinjen ligner
ikke længere
sig selv fra kortet

fraværet af lejligheden
og ejendelene larmer
på alle sider omkring os
vinden løber ned af stierne
ubesværet af mennesker
 
 
 
 
 
 
Lejligheden

Jeg må hellere
sove ramponeret
uret slår
små slag mod huden
vi spreder de sidste
mønter over sengen

*

Han taler i
søvne om ørkener
han har en underlig
tørke i sin mund

Jeg fører samtaler
med ham i søvne
nogle gange også
når vi er vågne
hans øjne er
smallest om aftenen

*

Skabene fyldes
og tømmes
det er ikke til at sige
hvor meget
der har været
i skabene i alt
små uendeligheder i køkkenet
tingene bliver bragt
ind i lejligheden
og forlader den igen

Parken er en grøn
tåge den flyder
under vinduet
en måge lander
på gesimsen
prikker på ruden
vi har aldrig set
en fugl så tæt på
levende

*

Alt det som flyver
ind ad vinduet
fordi jeg vil
blæses i søvn
en flue er et
smykke i midterskilningen
jeg spekulerer over
fuglenes retningssans
det er vanvid
at have nogen
at vende hjem til
det er vanvid
at forholde sig i ro
 
 
 

Elisabeth Broeng Jørgensen: Et digt

o                      )

Jeg har en lygte
i min hånd
Når jeg mærker
mørket falde i mit rum
tænder jeg den
Det er en lysende
levende hånd
Et keglelys
Et kys
der scanner og finder det sted
hvor fortællingen
tager sit udspring
Når jeg oplyser det
bliver det varmt
det brænder
Og jeg venter i ilden
indtil jeg er kul
som falder fra himlen
rammer
jorden
flækker
af grin
som diamanter.
 

Tina My Ljørring Pedersen: Kattene

De siger, jeg altid har været langt væk. Jeg ved ikke, hvad jeg har været væk fra.
Jeg er her.

Mine arme kan næsten ikke løfte, men jeg skal, jeg skal have båret spanden ned i kalvestalden, hvor kattene holder til. Mine arme er slappe, jeg ved ikke om det er fordi jeg er for lille til spanden. Jeg husker ikke længere så godt, så langt.

Men kattene, dem husker jeg, jeg husker hver eneste kat. Kattene, de får hvert sit navn, når de er født, bløde navne med lyde i. De samles igen, når jeg kalder, når jeg hælder mælken af spanden.

Kattenes tunger fisker mælken op, de bliver ved til truget er tomt. De drikker og beder om mere, de har unger at tænke på, de har maver opspilede af killinger, killinger ligger i lange rækker under tarme og organer.

Jeg ser de døde katte drikke af truget, næ. Næ sådan er det ikke, de er ikke døde, men de ejer døden, de holder døden for mig. De er ikke døde, som alle andre er det, som svoger og søster er det. Gården lever heller ikke længere, gården er også væk, det ved jeg. Jeg er ikke sinke. Men jeg mærker den tæt på. Den er for enden af mine fingre, når jeg strækker armene ud.

Og kattene er der, de samles stadig om truget – er du ikke død endnu – det spørger de mig, de ser op på mig og venter på at mælken kommer under deres tunger. Hvis du bare vil brygge mælk på det sidste du har, så skal vi drikke det – det lover de mig, de lover mig at blive fri.

Jeg ser kattene, ikke som jeg ser menneskene, dem kan jeg ikke se som kattene, næ, næ, jeg kender ikke de mennesker, deres øjne, nej. Jeg ser kun det tøj, de har om sig. Skilte, der glimter med navne, en fin tynd halskæde i guld dingler over mig, når de vasker min hud. De gemmer store tunger i deres klude, og så, så er den store bløde, så er den store bløde bevægelse over mig. Tæt på, her. Her, her er en anden hud mod min, jeg spinder, mens kluden kører frem og tilbage. Deres miv er uden lyd, mundene går op og i. Lydene kommer ikke længere frem til mig, jeg hører ikke så godt, så langt.

Kun i mørket, i mørket hører jeg så tydeligt mit hjerte slå, at jeg mærker, der er et hjerte større end mig, der slår.

Min svoger kan ikke lide kattene. Han siger, at de ser på ham, venter og kræver, at de altid kræver, med et sprog han ikke forstår. “Du gør det kun værre, med al den fodring,” siger svoger. Jeg ved ikke, hvad det er, der er værre. “De ska ha mælk for at gi deres killinger,” siger jeg, ligesom søster engang sagde, jeg husker da hun sagde det, jeg syntes hun var så god og så køn. Jeg var stolt, tænk at jeg var hendes, hendes søster.
                     Men svoger tager bare den tomme spand ved døren og holder sig væk, når jeg fodrer. Nogle gange slukker han lyset i stalden, men jeg kan se i mørket, jeg kan se dem allesammen i mørket, også de små ufødte, som bønner i én lang bælg, mellem tarmene, skvulpende i mælk.

Jeg ser svoger gennem døren, jeg ser ham åbne munden uden at tale, jeg ser søster ligge på sengen med kjolen oppe. Jeg hører eller jeg ser søsters lyde med svogers brede tunge i det våde bløde. De er unge og jeg er yngre, jeg har ingen mand. Far døde og mor døde, og vi fik gården, søster fik gården, og svoger var forkarl, han var så dygtig, og søster fik ham. Han fik søster. Jeg har ingen mand, og de får aldrig barnet, barnet løber tilbage igen fire gange.
                     Søster føder heller ikke sin knude og de hvide beholder hende, søster kommer ikke hjem og hun bliver væk for mig.

Jeg er ikke sinke. Søster er død ligesom mor og far, men hun kom endnu længere væk. Svoger lader som om han stadig ser hende. Jeg lægger mig på sengen med kjolen oppe. Svoger kommer ind og tager mig i albuen, jager mig ud som om jeg er en rotte i fadeburet. Jeg må ikke længere gå ind i svogers og søsters værelse, hvor hans tøj ligger på en stol, mens alt søsters tøj er i skabet. Jeg har ingen mand. Om aftenen slukker svoger lampen i køkkenet og siger jeg skal gå i seng. Jeg tænder igen og ser ingenting. Der er nat rundt om køkkenet, jeg sidder ved bordet og hører svoger snorke gennem væggen.
Sådan sov jeg hver nat.

Men kattene kan tåle det, kattene kan tåle det der sker dem, de bliver ikke syge som os. De har lange bløde maver, de bærer deres små tæt ved tarmene, hærdede, uskadte. Kattenes tarme kan klare det, jeg ved de tåler en tung kost, jeg har fodret dem alle de år, jeg har levet.

I mørket hører jeg så tydeligt mit hjerte slå, at der er et hjerte større end mig der slår. Jeg ligger i dyner af mælk med betræk af tarme. Noget stort spinder. Jeg hører søster sige mit navn inde i mine vejrtrækninger, mit navn er kun to lyde, e a, og de ligger inde under det store, det store, der slår.

Gården er tilbage, og jeg har et arbejde at gøre, jeg ved at der sidder to killinger i hjørnet. De har siddet der længe nok. De er mine sidste, jeg har gemt dem, så meget holder jeg af dem. De ser mig skrubbe gulvet, jeg kender hver flise igen. De ser mig tage opvasken. Mine arme er så tunge, jeg kan næsten ikke løfte suppegryden, få skrubbet det brændte af. Jeg bliver færdig med gryden, skyller den, står med våde fingre og ser på mine sidste to.

Jeg griber dem i hovederne og maler dem til fint støv på fliserne. Stenen jeg bruger, lå der allerede, og jeg bruger begge hænder. Frem, tilbage, om og om. Mine hænder ryster, jeg samler støvet i spanden, og hælder mælken over. Der spiller farver, som når benzinen lokker regnbuen ned i vandet under den nye røde traktor.
                     Kattene kommer ind af køkkendøren og står på bagbenene, de lange tunge maver hviler op ad spanden, de strækker sig for at se, om der er mælk nok i. Jeg drypper dråbe for dråbe, jeg skal ikke være den, der bryder en aftale.
Nu er den hvid nok, siger de, kryber ned i spanden og slikker regnbuen op.