Jeg var fuld en aften, og som mange gange før løj jeg. Jeg fandt på historier, der kunne være interessante. Vi hørte I’m Straight af The Modern Lovers, og jeg forklarede en pige, at den handlede om Jonathan Richmans vrede. Forældrene havde fundet ud af, han var bøsse. Næste dag, da jeg kom hjem i min egen lejlighed, googlede jeg ham. Med tømmermænd læste jeg langsomt, at han er straight med kone, et forlist ægteskab før det. Og børn. Men det vidste hverken hun eller jeg den nat. Mit regi, mit stykke. Den blege måne malede blå akvareller som et dygtigt barn. Selv sæd blev blålig. Tænker aldrig, jeg burde være blevet længere. Jeg skulle have været hjemme noget før, kommer jeg frem til. Der er altid langt hjem, og turen foregår i bus gennem spergelgrønne skove. Også blåt, jaja. Jeg tænker mig ned i søllet med associationsrækker, der kommer bøvsende i svampet kranium, skvulp. Hvem? Djærv dværg. Navn? Salmon. Beskæftigelse? Salmesanger. Hårfarve? Laks. Kæreste? Nej. Særlige kendetegn? Fedt i valke rundt om halsen som doglappen på en prægtig okse. Men? Undersætsig. Mareridt? Daglig reveille på scooteranlæg. Jeg husker, jeg var lykkelig, når jeg så hud gennem dit hår, din hovedbund. Fingre igennem, og du var virkelig. Af og til kan man også stole på plastik. Du kunne få sår, du blødte hvis huden blev åbnet. Jeg kunne tage på døgnapotek, købe plaster og bandage. Skulle uheldet være ude.