Filip Lindberg: Lenheten (utdrag)

inuti bortseendet;
inuti borthörandet:
stillhetens sammansvärjningar.
 
 
strävsamma.
lenheten:
 
stillar.
som:
 
sorl. sorlande. stillsam.
en:
 
strävan.
dess:
 
fundamentala.
fortsättande:
 
som.
som:
 
vi.
vidare:
 
vithet.
dess:
 
vid. vidare. varande.
en:
 
vit. voluminös. vana.
rör:
 
riktadhet.
i:
 
rummets.
bakomliggande:
 
diskursivitet.
dess:
 
nå.
nåbara:
 
objekt.
sorlar:
 
i.
stillhetsvaka:
 
vid. vita.
vidkommanden:
 
som.
som:
 
vakenlösa.
varat:
 
sysslar.
spatiöst:
 
som.
som:
 
stillsamma.
sorl:
 
spirar.
såsom:
 
spiralspirande.
sammanhang:
 
stagnerar.
dessa:
 
fundamentala.
sammanslutningar:
 
sorterar.
försonar:
 
lenheten.
förströr:
 
andra.
hos:
 
avskild.
avsluta:
 
försona.
anonyma:
 
andra.
internalisera:
 
autonomins. icke.
dess:
 
svarta.
osörjbarhet:
 
strömmar.
systematiserar:
 
vithetens.
vithet:
 
med. denna. irreversibla.
vithet:
 
föresvävar.
stillsamt:
 
sanktionerad.
samlad:
 
säg.
suspendera:
 
snälla.
sjung:
 
vid. bortom. blivande.
blir:
 
i. inom. relationellt.
varar:
 
vanemässigt.
här:
 
orienteringens. nollpunkt.
gör:
 
där. i. där.
en:
 
utbredande. horisont.
vidgar:
 
varseblivningens.
vithet:
 
från skrivbordet.
genom:
 
de osedda delarna.
av:
 
rummet.
bakom:
 
min rygg.
till:
 
verandan.
vidare:
 
ut i trädgården.
till:
 
barnen i bersån.
till:
 
alla de objekt.
om:
 
vilka jag.
just:
 
nu vet.
att:
 
de befinner.
sig:
 
här.
eller:
 
där.
i:
 
annat.
och:
 
även då blott partiellt.
och:
 
för det mesta högst.
ofullkomligt.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Not: det kursiverade avslutade stycket är ett citat ur Edmund Husserls Idéer, band 2.
 
 
 

Mikkel Roosevelt Hertz: rod

fra klintens top ses
fiskene under vandet
store stimer i ottetaller
vinden tegner sig på havet
det var også et år
det var også et år
med ånde på en andens hals
med bøgegrene
og adskillige lagner der hænger tunge og våde
som var de med i et digt
en hvid underarm og beskidte fingernegle
en læbe der var menneskelig
pressede lyde fra strubehovedet;
“jeg er i jorden, jeg er ikke i jorden”
klinten skrider i havet
hvad var et menneske?
5 år senere
et minde
imens man løbet over marken,
med lunger der ånder igen
at savne er glædeligt
nogen der betød noget
men jeg har afsavn over den verden
jeg ikke ved af
og aldrig skal kende
Sydamerika og Påskeøerne,
Ildlandet hvor regnen er kærlig;
virkeligheden tung som en elskende
og fiskebåden på Cuba
den tanke dukker op
Volga, med sit iskolde vand
den tanke dukker op
jeg tænker mørket frem
græder over det forfærdelige
alt fortjener en plads

naturlighed er en tanke
den er så unaturlig
skoven har birketræerne, skovskader
og skygger, der ændres lidt med vinden
i 1928
samme år som kirken styrtede i havet,
faldt et frø ud af en mands venstre forlomme
bøgetræet er vokset op
jeg rører det på en taktil og nostalgisk måde
læner mig op ad stammen
jeg tænker på træet
men bøgetræet tænker ikke på mig
og det viser min nøgenhed
at balancen jeg forsøger at tillægge verden
er en skal af ord
der er hud, en kind
en dråbe dug
jeg kan sige det
eller ikke sige det
 
 

Louise Lauritzen: om rendende vand

jeg knuser agurker nu ved du jeg
lader saften rende op i mine øjne i
dagevis jeg tænker: væsken beundrer
det flydende tænker havet hvordan
det sank dage før for mine fødder jeg
betragtede i det svindende havspejl i
timevis bakterierne spredte sig i mine
æbleknuder sådan klart er det nu jeg
havde ingen forstand på at holde æblerne
fornuftigt flydende på fornemmelser for
fald det føltes som udskillelse af død og da:
mine øjne aborterede de fordærvede de
krøllede frugter der siges om det: du taber
væske jeg siger jeg druknede i det havet for
længst fordi hvorfor jeg husker ikke
jeg mærkede ikke intet du vendte mig
på hovedet du lod vandet rende af mig
 
 
 

Aske Munk-Jørgensen: Typehusene glitrer i solskinnet

Typehusene glitrer i solskinnet. Lyden af plæneklippere og ringvej. Underneden vibrerer mulden, fedtet og glinsende. Tunge pulsslag i mørket. ”Jeg har slægt her,” siger han og borer fingrene gennem græsset. Ned i jorden. Den sætter sig under hans negle. ”Jeg har slægt her.” Så stirrer han på viadukten og smiler. 1986, står der på den. 1986. ”Tung er tanken hos skrællingetæskeren, når han turer på togt. Tit han tænker på hjemstavnens tryghed.” På ringvejen blinker lyset i bilruder. Fotoner springer tilbage fra blanke overflader. Plæneklippere i solskin. De glitrer om kap. ”Jeg har slægt her.” Mulden vibrerer under de nyklippede plæner. ”Men bolde bæster hjembringer bod.” Han tager et stykke hvid chokolade med chili og lakrids. Under det glitrende rullegræs pulserer noget mørkt. Typehusene sitrer sagte. Solskin og rullegræs. Noget vibrerer dernede i mørket. På ringvejen skælver myldretidstrafikken, sat i bevægelse af noget levende i dybet. ”Jeg har slægt her,” siger han og sutter jorden af sine fingre. Det knaser i munden. ”Han har slægt her,” toner det fra typehusene. Plæneklipperne pulserer i deres gang over rullegræsset. Chokolade med chili og lakrids, og jord. Solen blinker i typehusene. ”Han har slægt her,” stemmer myldretidstrafikken i og får selskab af de skælvende plæneklippere. Under dem dunker den sorte muld. ”Han har slægt her,” hvisker rullegræsset, og kuglegrillene flammer op. ”Han har slægt her,” lyder det gennem landskabet, og under det blanke græs og typehusene og ringvejen dunker det i jorden. Dybe stemmer buldrer. ”Han har slægt her, han har slægt her,” tordner de. Landskabet ryster. Typehusene klirrer, og kuglegrillene og rullegræsset og myldretidstrafikken glimter og blinker og får spasmer, mens den glinsende jord skyller dem fra side til side og brøler i ekstase. ”Han har slægt her. Han har slægt her. Åh ja, han har slægt her.” Typehusene glitrer i solskinnet.