FØRSTE GLAMOURDIGT (dear daily mail, up yours)

 
hvad så modeblade er I blevet stumme, vi plejede ellers at planlægge min fremtid sammen, kan I huske hvordan vi brugte halve nætter på at netshoppe personlige åbenbaringer og gennemtrawle youtube for de allermest kalkulerede musikvideoer, alle de rockstjerner jeg skulle være når min næste pakke fra asos ankom, og her står jeg nu i mine knæshorts og min neutralfarvede t-shirt og passer ind i virksomheder, her står jeg foran spejlet og ser på mine kjoler med familiefestblikket, hvad gør mig spiselig uden at dræbe mit spice, hvad står og vipper på grænsen mellem flink dame og beyoncé, mit kongerige for et korset jeg kan tage dybe indåndinger i, her står jeg på gaden med mit jegbrune hår og ved ikke hvorfor folk stadig glor, og husker så at mit hår var pink fordi jeg ville være usynlig, farven der sørgede for at de stirrende øjne føltes ikke som straf for uerkendte forbrydelser ikke som planlæggende voldtagerblik men som kunstværkbeundring eller kunstværktilsvining, de kastede tomater gør kun halvt så ondt når værket står imellem os “skal det nu være hår, den farve kunne min seksårige datter have valgt”, ja jeg savner at være en seksårig datter der hopper nøgen rundt og spiller tennis med pink fingermaling i hjertet og ikke modtager de mindste belæringer om hvilke seksuelle blikke hun har ønsket at tiltrække da hun trak blusen af sig i varmen, den del af mig der går i changerende minishorts og gangstaguldkæder er den del der aldrig har formået at miste sin uskyld trods gentagne formaninger om at den forsvinder med puberteten, lilla er det man farver sit hår fordi det er flot som my little pony, tilværelsens tegnefilm, stilethæle er en knivmetafor en reminder om diverse former for skarphed, spandex er superhelte latex er christian dior ss 2015, og sådan er alle mine fashionable lovovertrædelser ikonografi jeg har suget til mig fra mit svalende tv mine venner med deres lige så evigt teenagende hilsende favne deres plastikbryster hængt om halsen og kavalergået under kjolen, g-strengen der lyser i mørket under regnbuen, et værn mod en hærfuld sokker i sandaler der træder mig over de malede tæer (neglelak som rustning som billens skjold der skjuler papirtynde vinger), kære normcore jeg kan godt lide dig og jeg vil gerne snakke med dig til sporadiske fester, men jeg mister mig selv i dine fejlslåede antagelser om motiverne til mine handlinger, hvem er jeg hvis der i mit sted træder en livsstilsstripper der elsker bad boys sexisme og uønsket opmærksomhed, slip mig ud af dit hologram, og hvor mange komplimenter du end giver mig er det ikke relaterbarhedens fyrværkeri, det er ikke fællesskabets tåresaltede popcorn som gagakoncert som omg me too, det er ikke din eller min skyld at vi tænker i hver sin retning det er bare den vej hjerterne vender, så modeblade modeblade vågn nu op for jeg savner at glemme al anstændighed og forsvinde i en sky af legesyge og prinsessekjoler

ANDET GLAMOURDIGT (invisible burqa)

 
men hov lille libido hvorfor græder du, vi har jo lige taget alt tøjet af, hvad er nu denne forkerthed jeg mærker snige sig ud fra mig som et halvt erkendt nip-slip på den røde løber, når jeg reclaimer min barnlige dukkeleg og afviser begærende blikke er det som at erklære mig enig i klammoens forsikringer om at hvor der er sexethed er der invitation til overgreb, og hvordan skal jeg trække sexetheden ud af mig selv, som at stikke en støvsuger i et glas vin for at suge rødmen ud af vandet, som at klippe bogstaverne ud af en bog uden at ødelægge papiret, kære samfund jeg har studeret dit bibliotek af holdninger og jeg kan ikke finde den gyldne regel for sexet vs ikkesexet, for fucks sake der er folk der tænder på knæ så hvordan renser jeg kvindekroppen for libidoens glitter, og hvorfor skal jeg også børste tryllestøvet møjsommeligt af mig hver gang jeg ikke skal flyve, nej uskylden er et kejsersnit der bliver syet sammen igen før vi har nået at hive barnet ud, for hvad skal jeg nu gøre med denne kildren i fissen når min anden halvdel ser på mig med stjerner i øjne, skal jeg lade vores flirten blive hjemme som kvinder i andre dele af verden holder sig indenfor døre og burkaer for ikke at prikke til samfundets sovende bjørn af pegende fingre, og om natten drømmer jeg at patriarkatet kommer efter mig, en endeløs strøm af soldater, officererne har langt lorealhår i vinden og FEMINIST skrevet hen over brysterne med medaljer og strenge versaler, de råber mandeblikket skyder lasere af magt og begær og du må vride og bøje dig for ikke at blive ramt, de råber lad os sætte kvindekroppen fri ved at opstille regler for dens offentlige fremtoning, og nu kan jeg gøre mig så nøgen jeg vil uden at det sætter mig fri, for jeg er kommet til at melde mig i kampen for udskamning af alle der kvinder forkert, hvad skal jeg nu gøre med playboymodellen der aldrig føler sig så fuld af kraft som når hun bliver trykt i photoshoppet fold-ud-format, hvad skal jeg gøre med stripperen der surfer på publikumssavl, skal jeg foragte dolly parton for at jagte en drøm som andre kvinder har bestemt tilhører mænd og mænd alene, og hvor er de venlige former at hvile ansigtet i når min veninde fortæller mig hvor hot det var at sutte terry richardsons pik dækket af hvidglødende flash som en slags æterisk sperm, skal jeg fortælle hende at hun lyver fordi jeg og majoriteten ikke føler det samme, eller værre at hendes fisse er ond og usolidarisk og skal gemmes bag kyskhedsbælte så vi andre kan ånde frit, denne burka er usynlig men så meget desto mere forræderisk så meget sværere at holde sig indeni, alt er potentielle wardrobe malfunctions, et pornoinspireret sæt tøj en vrikkende dans, præcis lige så synlige lige så umulige at isolere i en tunnel af hensigter som et blottet bryst, kære feminisme mine slutty veninder ville være rigelig grund til protestskilte mod afseksualiseringen af kvindekroppen, men selv uden dem ville jeg have brug for en bufferzone for de socialt akavede, giv mig friheder jeg aldrig vil benytte mig af, så jeg ikke skal frygte i et øjebliks kådhed at ramme det veltilfredse mandebliks snubletråd og slippe hæren løs på mig selv, og ved du hvad nu har jeg læst så mange artikler om transpersoner der ville ønske at laverne cox eller ruby rose havde været på tv da de var unge så de kunne have set deres eget fremtidige jeg, hvis transkønnede må række ud til ligesindede gennem betalte roller må belle knoxer og diva angelyner også, hvis unge transer må forstå sig selv gennem andres udtryk må jeg også, jeg vil se flirt og charme og nudge nudge og det sagde hun også i går, læber malet til kamp til genklang som drag queen på pride float, sexforbilleder flirteforbilleder som en blid varme til den gryde jeg kun kan holde i kog hvis jeg ikke skal skjule den i blufærdighedens paranoide isboks hver gang jeg går udenfor, stripperen er ikke min tvilling, men hun er et ouijabræt til de dele af mig selv jeg strækker fingrene ud i soveværelset efter, jeg er der næsten når jeg står på skuldrene af et ekspressivt støn fra den nærmeste miley cyrus, kære kvinder hvis vi skal have vores frihed må vi kæmpe lige meget for tylprinsessen der løber fra drengelus og den skamløse slut på stripperscenen, kvinderettigheder er aldrig kvinderettigheder hvis de ikke er retten til at være alle kvinder, helt skamfrit helt blottet for sociale afgifter, se på mig verden jeg er fuld af sex eller jeg er tømt for sex alt efter humør og personlighed og jeg kan gå frit forbi alle beundrende mænd (og kvinder og none of the above) som det drypper på degnen når det regner på præsten, vores revolution er ikke retten til at erklære os for mænds ejendom via stripperstang og self tan, dén faux revolution er burkaens indgroede tånegl, en sygdom der ligner renhed som tæring ligner askese, nej kvinder vores revolution er at vi kan gå til verden med crew neck og nej tak jeg flirter ikke eller patterne stukket op i hele verdens begærende blikke med pushup og do you think I’m sexy, og ligegyldig hvilken af de knapper vi trykker på har verden stadig ingen idé om hvem vi er hvad vi vil og hvad den må gøre ved os, ingen identitet er obligatorisk men der findes mennesker i alle tænkelige identiteter og tryllestøv er en menneskeret, så glamour glamour luk dig op og lad det regne over luder og nonne alike (for kære beskuer du kan alligevel ikke se hvem der er hvem)