Nordisk tekst

Dette er en nordisk tekst, jeg har krydret den med hyben, ramsløg, og forskellige andre former for udtræk. Nordisk tekst; der er kun brugt lokale fænomener i skabelsen af denne tekst. Nordisk, ligesom narkomanen der har låst sig inde på banegårdstoilettet for at fixe. Nordisk, der er UV-lys, så det er svært at ramme blodåren, nordisk, men når det rammer, er det ligesom at være en granskov i solnedgang. Lyset trænger ind igennem de spidse grene.

                         nordisk
                         heroin
                         kæmpenatlys
                         nordisk tekst

Edderkopper gemmer sig for vinteren i bøgetræer, og jeg ligner en junkie fordi jeg ikke får sollys nok. Skaderne flokkes om madaffaldet i min gård og ser helt afpillede ud; enten er der ikke nok madaffald til dem, eller også slås de om territoriet. Hvis man fotograferer skaderne med en højhastighedslinse længe nok, kan man se, at de rager ind i en spejlverden.

                         skader
                         spejlverden
                         nordisk tekst

Paraplyer fungerer ikke i Danmark, det blæser alt for voldsomt. Jeg har skaljakke og gummistøvler på i stedet for, kontrollerer elementerne på den måde. Dette her er min by, jeg kan få rabat på kaffe hvis jeg køber et medlemskort. Jeg holder en nordisk distance til tingene; en faretruende smal distance imellem komfort og ubehag. Forestiller mig reklamesøjlerne uden make-up, imens jeg får rabat på to-go kaffe og folk på cykelstien opfører sig som ishockeyskøjter. De kører ligeud. På en linealagtig måde.

                         paraply
                         distance
                         himmelhvælving

Jeg drikker alkohol og ser pornofilm, imens jeg fortrænger rækkehusene og får tunnelsyn af min egen frihed. Lægger mig ned i en mental tørvegrav og strækker mine fingre ud som kornaks. Utroligt, som jeg har en tendens til at tro, at menneskeheden står på en kant og aldrig mere skal sætte sig ind i en 5a bus og blive kørt ud til en bydel man ikke orienterer sig særligt godt i. Jeg kan slet ikke se.

                         kornaks
                         runesten
                         farven lilla

Det kaldes utryghed når du står i din trappeopgang klokken to om natten og er hyllet ind i en følelse af, at der er noget til stede, der kan flå din sammenhængskraft i stykker. Det kaldes tryghed når du finder ud af, at du blot er et laserprint af sætninger, som mennesker indhyllet i hvidt lys formulerede for årtusinder tilbage. Jeg er træt af alle afstandene.

GRØN CADILLAC PIGE

Små feberdrømme om en privatøkonomi i hastigt opsving. Jeg vil føle hvad jeg vil, jeg vil spise hvad jeg vil; frihed findes ikke i ordet nok.

Jeg vil købe PIGE en Cadillac. Give PIGE nøglerne og fortælle PIGE, at prisen er ligegyldig. PIGE kører ned i supermarkedet og kommer tilbage med bagagerummet fuld af varer. Da hun vil forklare om alle de ting hun har købt og hvorfor, afbryder jeg hende, og siger, at det er okay, skat.

Forbrug. Nyd. Gør hvad sulten i dit bryst befaler dig at gøre.

Cadillac’en skal være grøn, rigtig Cadillac-grøn. Ikke mørkegrøn, ikke olivengrøn, men glødende og intens mineralgrøn, ligesom friske kastanjeblade i sollyset. GRØN CADILLAC står i indkørslen og er grøn og mægtig og bruger oceaner af benzin. Naboerne snakker om den meget, og PIGE stråler som en lille solsikke. GRØN CADILLAC kører, GRØN CADILLAC kommer hjem, og jeg står på villaens marmortrappe og ser til med en kashmirsweater over skuldrende, imens universet afspiller temaet fra Dallas.

Og mange dage senere det samme, bare anderledes: GRØN CADILLAC triller ind i indkørslen, PIGE stiger ud, men GRØN CADILLAC er smittet af på PIGE. PIGE er indsmurt i grøn bil lak, og da jeg berører hendes hud, knuses overfladen. Jeg mærker den rustne metaloverflade inde under PIGEs hud og trækker forskrækket hænderne til mig. PIGE kigger nervøst ned i jorden, imens jeg betragter det røde metalstøv på mine fingre.

“Jeg har tanket bilen op i dag,” siger PIGE. “Jeg har tanket den helt op, og jeg har også fyldt reservedunken i bagagerummet.”

Sådan krakelerer PIGE ligeså stille foran mig. PIGEs stemmebånd er fulde af rust.

”Jeg tænkte, at vi måske kunne gå ud i aften,” siger PIGE. ”Ud, bare sådan helt væk. Jeg kunne lave nogle sandwichs, og vi kunne gå virkelig langt væk, uden at have hverken landkort eller mobiltelefoner med os. Vi kunne blive opslugt af landskabet og forsvinde…”

Jeg omfavner PIGE, og hun bliver til okkerrødt jernstøv der forsvinder i vinden. GRØN CADILLAC holder stadig i indkørslen. Jeg sætter mig ind og kører en tur, ned til supermarkedet. Jeg køber ÆG, GRØNNE BØNNER og AUBERGINER; SORTE OLIVEN, MÆLK og SPAGHETTI. Og dagens AVIS og en flaske BOURBON. Jeg kender købmanden, og vi veksler et par ord:

“Nåh, og hvor er PIGE så henne i dag?” spørger han.
“Det ved jeg ikke, hun er forsvundet.”
“De er ikke til at holde på…”
“Næh, det må man sige; det ene øjeblik sidder de og glimter i deres solsikke-outfit, det næste øjeblik er de okkerrødt jernstøv.”
“Godt man har fjernsynet.”
“Jaeh…”

Jeg betaler og forlader butikken. Låser GRØN CADILLAC op og lægger posen med varer i bagagerummet. Så smækker jeg bagagerummet og stirrer op imod solen, imens jeg råber: ER DET HER RIGTIGT? ER DET HER VIRKELIGT RIGTIGT?! udover hele supermarkedets parkeringsplads. En gammel mand med en lille, hvid hund stirrer forskrækket på mig.

“HVAD FANDEN HAR DU FODRET DEN HUND MED, VASKEPULVER?!” råber jeg af ham, før jeg sætter mig ind i GRØN CADILLAC og kører væk.

Jeg kører ud af byen, ud på en øde landevej. Det er en cirka tyve kilometer lang, flad strækning med gyldne kornmarker på begge sider. Jeg hamrer speederen i bund og mærker GRØN CADILLACs motor arbejde, og vinden der smyger sig om bilen. Propper et kassettebånd i anlægget og fornemmer hastigheden stige, imens Elvis’ stemme bølger ud af bilhøjtalerne:

we’re caught in a trap
I can’t walk out
because I love you too much baby
why can’t you see
what you’re doing to me
when you don’t believe a word I say…

Motoren brøler, bilens dæk æder kilometer efter kilometer af asfalt. Jeg kører over en jernbaneoverskæring og spænder i kæberne, imens jeg forestiller mig at bommen har glemt at gå ned, og at jeg om et splitsekund vil kollidere med et italiensk fabrikeret hurtigtog, der vil knuse GRØN CADILLAC totalt og lukke mine øjne for evigt.

we can go on together
with suspicious minds (suspicious minds)

Men der er intet tog og jeg blæser direkte henover skinnerne, videre ud af den varme landevej pakket ind i kornmarker. Jeg passerer gårde, vejskilte og skovrydninger, der alt sammen forsvinder i mit bakspejl. The King giver den fuld smerte i breaket, og korpigerne bærer ham frem – så stormer orkesteret ind igen, og hjorten springer direkte ud foran mig. Jeg bremser så hårdt op, at bilens bagende overhaler snuden, og stiger instinktivt ud af kabinen et par sekunder senere. Kigger efter hjorten, men den er allerede langt væk.

“ÆER DOH OOOKAY…?”

En kvinde kommer ud fra en indkørsel og lyder helt i slowmotion. Jeg betragter mit ansigt i GRØN CADILLACs sidespejl, men kan ikke se noget blod. Kun et forskrækket ansigtsudtryk og et par stirrende øjne.

HOLY FUCKING SHIT HVOR VAR JEG TÆT PÅ AT RAMME DEN! Jeg kører hjem i stilhed, imens jeg ser hjorten hoppe ud foran mig igen og igen, og mærker den måde bilens hjul skred ud på. Benene sitrer stadig da GRØN CADILLAC rammer perlestenene, og jeg fumler længe med nøglerne før jeg får låst mig ind i huset.

Jeg føler slet ikke, at jeg kender det her hus. Har det som om jeg altid har stået på trappen og spejdet efter GRØN CADILLAC PIGE. Jeg vandrer igennem dør efter dør indtil jeg finder køkkenet, hvor jeg sætter vand over, imens jeg leder efter kaffe. Elkedlen lyder som om den skal til at eksplodere. Endelig finder jeg en dåse instant-kaffe i et skab, og doserer pulveret i en kop. Venter på at elkedlen koger færdig.